I 1990 leverede Henning Fonsmark værket Historien om den danske utopi, som for liberale og konservative nærmest er en bibel for kritik af den socialdemokratiske velfærdsstat. Fonsmark var overbevist om, at denne kostbare utopi ved velfærdsstaten ville bryde sammen, når den uundgåeligt løb tør for penge, og udlandet kom for at få indløst gælden. 16 år efter gik Fonsmark bort, og velfærdsstaten var endnu ikke gået bankerot ved hans død. Nu her 32 år efter er det ej heller tilfældet.
Men tog Fonsmark grundlæggende fejl i sin analyse, og er vi egentlig vidne til den humlebi-effekt, som Mogens Lykketoft lystigt talte om i samme årti, som Fonsmarks værk udkom? Svaret vil nok for de fleste anses som en syngende lussing for de borgerlige, som tilsluttede sig Fonsmark og stadig gør det. Svaret findes nok nærmere i, at de borgerlige rent faktisk har gødet jorden for denne rosenrøde sejrsgang for velfærdsstaten. Lidt mere kontant sagt: afmonteret deres egen liberal-konservative kritik og egne bud på alternativer ved at gøre velfærdsstaten levedygtig over årtiers finpudsning og ladet den være udgangspunkt for enhver politisk sondring i Danmark.
For alt imens velfærdsstaten stadig lever og er blevet en indgroet del af alle partiprogrammer på Christiansborg (med kun få afvigelser), så er det i sidste ende den borgerlige reformliderlighed og løsningsorientering, samt Socialdemokratiets pragmatiske fleksibilitet, som har gjort, at modsvaret til velfærdsstaten står så svagt. Selvom humlebien godt nok flyver, er dette en ensidig og forfejlet fortælling om omfordeling og lyksalighederne om den centralplanlagte deleøkonomi, hvor de bredeste skuldre bærer mest.
Og det er de borgerlige selv skyld i, da hele beretningen om det, der omkranser velfærdsstaten, og reelt set holder projektet i luften, er, at Danmark udmærker sig på tonsvis af andre områder. Det har gjort Danmark til et mønstersamfund med høj levestandard, gode muligheder for alle klasser, innovation og effektivitet samt en stærk uddannelsesgrad. I og med at Danmark er et af de mest økonomisk frie lande i verden, hvor CATO-instituttet rangerer Danmark på en 10. plads. Her indregner instituttet 1) retssikkerhed, 2) størrelsen af den offentlige sektor, 3) reguleringer og 4) åbne markeder som afgørende for sin indeksering – og i kraft af dette scorer vi i det lille kongerige utroligt højt i alle parametre ud over punkt 2. En konklusion, som Fraser-instituttet også tilslutter sig i sin årlige måling.
Eftersom økonomisk frihed er betingelsen for vækst og velstand, bør det være til at føle på, at evnerne på de andre områder bliver betingelsen for velfærdsstatens eksistens. Alt imens flere danske venstredrejede ækvivalenter taler om parametre som tillid og social mobilitet, påpeger CATO-instituttet i samme ombæring, hvordan økonomisk frihed også er forudsætning for disse, samt skaber højere grad af tolerance, i deres rapporter for 2019 og 2020.
Dog er denne fortælling glemt for de fleste borgerlige. I stedet har folk i blå nuancer i årtier excelleret i at redde velfærdsstaten fra sin egen skæbne i reformer som pensionsreformen i Anders Fogh Rasmussens 00’ere og Lars Løkke Rasmussens struktur- og sundhedsreformer. Eller sågar direkte fundet syndebukke til at tage skraldet for velfærdsstatens mangler i form af indvandrere, syge og arbejdsløse. En hasarderet og kortsigtet strategi, som nok har genvundet magten i utallige omgange, men under den forudsætning at man også spiller på de venstreorienteredes banehalvdel.
Et andet aspekt af dette eksisterer også i den magelighed, som de borgerlige lader til at være rundet af. Da socialdemokraterne i efterkrigstiden begyndte at slå deres folder med abnorme udvidelser, for eksempel i form af folkepensionens indførsel i 1956 og bistandsloven fra 1976, var de liberale og konservative visionsløse, i og med at Danmark var et utroligt velstående land inden 2. verdenskrig grundet modernisering af landbruget med omlægning fra vegetabilsk til animalsk produktion i slutningen af 1800-tallet. For hvad skulle de borgerlige bidrage med i denne bølge af udvidelser af nye velfærdsrettigheder? Forsvaret blev tandløst, da alle mere eller mindre kunne se idéen og retfærdigheden ved omfordeling i et støt vækstende samfund, som havde kapital på bunden fra før 2. verdenskrig og en rundhåndet Marshall-hjælp fra amerikanerne.
Således har man afmonteret sit eget borgerlige alternativ, og Fonsmarks kritik af velfærdsstatens velbefindende forekommer som en saga blot og reddet af borgerlige politikere, som ikke har magtet at tænke mere end et valg frem. De borgerlige har ladet sig indsmigre af den spændetrøje, som velfærdsstaten er blevet, frem for at lade den enkeltes kreative intelligens, frihed og evne til at inspirere andre blomstre.
Der mangler en grundlæggende ideologisk kamp, som ikke tager sit udgangspunkt i velfærdsstaten, som også leverer den alternative fortælling om et samfund uden en velfærdsstat. Om det så er et samfund drevet af markedet, foreningslivet, familien, velgørenhed, eller hvad man nu engang finder på som frie enkeltstående individer, må være op til dem selv.
En overbevisning, der sætter individet med den personlige og økonomiske frihed i centrum, eftersom den altid har eksisteret, samt været samfundets eksistensgrundlag og drivkraft, men bare aldrig er blevet fortalt i skyggen af det rosenrøde monstrum ved velfærdsstaten. Fonsmark tog ikke fejl om velfærdsstaten, men blev nærmere stukket i ryggen af sine borgerlige kammerater i deres iver efter at opnå befolkningens kortsigtede gunst og blive genvalgt ved at redde systemet, frem for en liberal-konservativ ideologisk tyngde.
