Vi kan fodre svin med politiske konsulenterPolitik er blevet et lukket kredsløb af adgang, positionering og permanent tilpasning til en stat, der er vokset sig så stor, at den ikke længere kan ignoreres i et samfund, hvor det offentlige er allestedsnærværende. Man fodrer svinet, fordi alternativet er at blive trådt ned i mudderet.
Sandahl og Brian Mikkelsen burde læse mere HayekErhvervslivets organisationer omfavner staten i stedet for at frigøre sig. Det er en fin forretningsmodel for Dansk Industri og Danske Erhverv – den har bare meget lidt med en sund og fri markedsøkonomi at gøre. Problemet er, at det organisationerne vinder i indflydelse, mister virksomhederne i uafhængighed.
Politikere er kun menneskerVi behøver ikke bedre eller flere politikere – vi behøver mindre politik. For hvis vi virkelig ønsker ansvarligere beslutninger, skarpere prioriteringer og færre fejl, så skal beslutningerne bringes tættere på dem, der lever med konsekvenserne. Markedet, civilsamfundet og det lokale ved noget, politikerne aldrig kan vide.
Tør øjnene, Simon PytlickMåske kan vi endelig sige det højt uden at blive mistænkt for kynisme: Der skal ikke være ligeløn. Og det er ikke et problem. Fodboldspillere tjener mere end håndboldspillere, fordi fodbold er et globalt massefænomen, hvor konkurrencen er brutal, udvælgelsen ekstrem og toppen forbeholdt meget få.
Mette Frederiksen iklæder sig hofnarrens kostumeMette Frederiksen er oplyst af sin egen indsigt med en følelse af, at hvis ikke hun råber nu, så falder det hele sammen. Men i et demokrati er hofnarren netop den, magten skal lytte til – ikke den, magten skal være. Hofnarren må gerne være melankolsk og bedrevidende. Statsministeren bør holde sig fra samme.
Socialdemokratiet for alle - og for ingenSocialdemokratiet mistede grebet om vælgerne, fordi det mistede grebet om sig selv. Når partiet i dag bliver spurgt om sit idégrundlag, svarer det med ansvarlighed. Med stabilitet. Med nødvendighed. Med henvisninger til virkeligheden, økonomien og det muliges kunst. Det er ikke uden effekt. Men det er heller ikke ideologi. Det er forvaltning.
Talking HeadsPolitik er blevet vores tids baggrundsstøj, en konstant summen i øret på vej mod tinnitus. Fordi tavshed i dag er værre end dumhed, får vi i stedet en politisk offentlighed, hvor politikere udtaler sig hurtigere, end vi kan nå at identificere, hvem der egentlig har spurgt dem. Svaret er forbløffende ofte: ingen.
Årets Grinch går til Rasmus StoklundDen sandeste julefred sænker sig, når politikerne lader civilsamfundet være i fred. Når staten lader mennesker hjælpe mennesker uden ministerielle mellemregninger, og erkender, at julens varme aldrig kommer fra politisk styring, men fra alt det, staten ikke kan kontrollere.
Verden vejer min datterVores essayist er en nybagt far, der lige er gået på barsel med sin datter. I al sin borgerlige, kærlige og mildt forvirrede menneskelighed reflekterer han over, hvad det vil sige at blive en fri kvinde. Han indrømmer, at han ikke ved det.
Det lille fællesskabs hævnDanskerne sagde på kommunalvalgdagen nej på en stille måde. Den centraliserede moral er et illusionsnummer, der er ved at slippe taget – ikke fordi folk er imod fællesskab, men fordi de ved, at fællesskab ikke kan designes centralt. Det er svært at opdrage en befolkning, der ikke har bedt om at blive opdraget, skriver Simon Mogensen.
Demokratiet er en følelsesmaskineKommunalvalget viser, at samfundsproblemer ikke er politiske – men kognitive. Vi taler ofte om demokratiet som det mest oplyste styre, men måske er det i virkeligheden den mest sofistikerede form for kollektiv uvidenhed. Ikke fordi borgerne er uintelligente, men fordi verden er blevet for kompleks til, at nogen kan overskue den.
De borgerlige har gødet jorden for velfærdsstatenSimon Gardner Mogensen: Borgerlige har ladet sig indsmigre af den spændetrøje, som velfærdsstaten er blevet, frem for at lade den enkeltes evner blomstre. Der mangler en grundlæggende ideologisk kamp med et andet udgangspunkt.
Den socialdemokratiske dystopi trives i krisetiderSimon Gardner Mogensen: Socialdemokratiet er et parti, som prygler individualiteten, og det er værd at frygte i krisetider. Det gælder på samme måde i dag, som da Jens Otto Krag var ung, bare med nogle andre metoder end dengang.
