Venstre blev til i slutningen af 1800-tallet, fordi man samlede dele af oppositionen til regeringspartiet Højre. Der fandtes, som en særlig dansk udløber af de liberale revolutioner i det, der skulle blive til Tyskland, en række liberale partier. De var internt meget uenige om mangt og meget konkret politisk, men trods alt var de enige om, at de liberale frihedsrettigheder var fundamentet for borgernes rettigheder.
Dengang var den politiske kamp rettet mod Højres magtmonopol, der med kongens velsignelse betød, at parlamentarismen var sat ud af kraft i Danmark. Denne fælles sag førte til, at tre liberale grupper gik sammen – inden de senere gik fra hinanden igen – i Det Forenede Venstre. Dengang, som i dag, var det de samme ting, der bandt liberale sammen: At man havde ret til et liv i frihed, og at alle var lige for loven.
Og at frihed især betød, at man måtte tænke, tro, tale, tegne og skrive, hvad man mente, uden frygt for at blive straffet.
Vi har stadig en masse liberale partier i Danmark, hvor Venstre, Liberal Alliance og Radikale Venstre dagligt demonstrerer, at der ikke er nogen som helst ægte eller sand liberalisme – andet end det, at man til stadighed tror på, at udgangspunktet for det hele er de borgerrettigheder, der er defineret i de liberale frihedsværdier.
Men selvom det liberale felt er spredt – i dag er det endda så spredt, at alle folketingets partier bakker op om de liberale frihedsrettigheder – så er disse frihedsrettigheder ikke en selvfølge.
Siden vi herhjemme begik den irreversible fejl, det var at lade alt for mange komme hertil fra et Mellemøsten, hvor man hader de liberale frihedsrettigheder, har vi skullet kæmpe for dem alle sammen. Det er sikkert sundt, så længe denne kamp ikke bliver voldelig. Vestens slaphed i forhold til sit eget værdigrundlag har til alle tider været vores akilleshæl. Men vi udveksler ikke bare meninger. Det er derfor, der for nyligt lå en halshugget mellemskolelærer på gaden i Frankrig, der netop havde undervist i en af de mest grundlæggende liberale frihedsrettigheder.
Voldsmandens veto
Ytringsfriheden er ikke ytringspligt. Sådan lyder den mest almindelige gradbøjning af vores mest grundlæggende frihedsret. Det er det samme som at indskrænke ytringsfriheden.
Senest blev den ført til torvs af en tidligere chef for PET, der gerne ville have, at Nye Borgerlige ikke gjorde brug af deres ytringsfrihed. Det ville være barnagtigt og føre til, at vores uskyldige ville komme i fare. Opslaget herom fik tusindvis af ”likes”.
Det er vildt at tænke sig, at en af dem, der har haft ansvaret for netop forsvaret af vores frihedsrettigheder, er parat til at bøje sig for islamisternes definition af, hvad man må sige.
Det afslører selvfølgelig, hvor dyb krisen er. Vi er i fuld gang med at tabe kampen for vores rettigheder, og voldsmandens veto er ikke bare en tænkt problemstilling. Voldsmandens veto er her allerede. Voldsmandens veto har været i PET's ledelse hos en, der ikke tror på ytringsfrihed, trykkefrihed og pressefrihed, hvis der er nogen, der kunne blive krænket. Det er ikke et synspunkt, der er foreneligt med et pluralistisk åbent demokrati. Det er dog et synspunkt, der er foreneligt med det at leve i et samfund med ytringsfrihed.
Det står lige der i §77 i Grundloven: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”. Og det står der endnu. Men det gælder kun i virkelighedens verden, hvis vi ikke læser over paragraffen i frygt for at komme til at støde nogen.
