Oversigt

  • Forside
  • Søg
  • Sektioner
  • Events for medlemmer
  • Om Kontrast
  • Min konto
  • Log ud
  • Log ind
Kontrast
  • Søg
  • Log ind
logo

3. nov. 2020

Udgivet for 2 måneder og 3 uger siden

Mads Fuglede: De liberale frihedsværdier er under pres

Debat

Læsetid 5 min.

Der findes ingen ægte eller sand liberalisme – andet end at man tror på de borgerrettigheder, der er defineret i de liberale frihedsværdier. Frihedsværdier, som vi er i fuld gang med at tabe kampen om på grund af kræfter, der hader dem.

Foto: Michael Foran, Wikimedia Commons

Foto: Michael Foran, Wikimedia Commons

Af Mads Fuglede

Mads Fuglede (f. 1971) har siden 2019 været medlem af Folketinget for Venstre. Han er uddannet cand.mag. i historie og filosofi, har undervist i international politik på højskoler og universiteter og været kommentator på både TV 2 og DR inden for amerikansk politik og ved de amerikanske præsidentvalg i 2008 og 2012. Han er desuden forfatter til bogen “USA - den universelle nation” (2008). Som 18-årig tabte Mads et væddemål og gik et år til dans med sin mor.


Venstre blev til i slutningen af 1800-tallet, fordi man samlede dele af oppositionen til regeringspartiet Højre. Der fandtes, som en særlig dansk udløber af de liberale revolutioner i det, der skulle blive til Tyskland, en række liberale partier. De var internt meget uenige om mangt og meget konkret politisk, men trods alt var de enige om, at de liberale frihedsrettigheder var fundamentet for borgernes rettigheder.

Dengang var den politiske kamp rettet mod Højres magtmonopol, der med kongens velsignelse betød, at parlamentarismen var sat ud af kraft i Danmark. Denne fælles sag førte til, at tre liberale grupper gik sammen – inden de senere gik fra hinanden igen – i Det Forenede Venstre. Dengang, som i dag, var det de samme ting, der bandt liberale sammen: At man havde ret til et liv i frihed, og at alle var lige for loven.

Og at frihed især betød, at man måtte tænke, tro, tale, tegne og skrive, hvad man mente, uden frygt for at blive straffet. 

Vi har stadig en masse liberale partier i Danmark, hvor Venstre, Liberal Alliance og Radikale Venstre dagligt demonstrerer, at der ikke er nogen som helst ægte eller sand liberalisme – andet end det, at man til stadighed tror på, at udgangspunktet for det hele er de borgerrettigheder, der er defineret i de liberale frihedsværdier.

Men selvom det liberale felt er spredt – i dag er det endda så spredt, at alle folketingets partier bakker op om de liberale frihedsrettigheder – så er disse frihedsrettigheder ikke en selvfølge. 

Siden vi herhjemme begik den irreversible fejl, det var at lade alt for mange komme hertil fra et Mellemøsten, hvor man hader de liberale frihedsrettigheder, har vi skullet kæmpe for dem alle sammen. Det er sikkert sundt, så længe denne kamp ikke bliver voldelig. Vestens slaphed i forhold til sit eget værdigrundlag har til alle tider været vores akilleshæl. Men vi udveksler ikke bare meninger. Det er derfor, der for nyligt lå en halshugget mellemskolelærer på gaden i Frankrig, der netop havde undervist i en af de mest grundlæggende liberale frihedsrettigheder.  

 

Voldsmandens veto

Ytringsfriheden er ikke ytringspligt. Sådan lyder den mest almindelige gradbøjning af vores mest grundlæggende frihedsret. Det er det samme som at indskrænke ytringsfriheden.  

Senest blev den ført til torvs af en tidligere chef for PET, der gerne ville have, at Nye Borgerlige ikke gjorde brug af deres ytringsfrihed. Det ville være barnagtigt og føre til, at vores uskyldige ville komme i fare. Opslaget herom fik tusindvis af ”likes”.

Det er vildt at tænke sig, at en af dem, der har haft ansvaret for netop forsvaret af vores frihedsrettigheder, er parat til at bøje sig for islamisternes definition af, hvad man må sige.

Det afslører selvfølgelig, hvor dyb krisen er. Vi er i fuld gang med at tabe kampen for vores rettigheder, og voldsmandens veto er ikke bare en tænkt problemstilling. Voldsmandens veto er her allerede. Voldsmandens veto har været i PET's ledelse hos en, der ikke tror på ytringsfrihed, trykkefrihed og pressefrihed, hvis der er nogen, der kunne blive krænket. Det er ikke et synspunkt, der er foreneligt med et pluralistisk åbent demokrati. Det er dog et synspunkt, der er foreneligt med det at leve i et samfund med ytringsfrihed. 

Det står lige der i §77 i Grundloven: ”Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres”. Og det står der endnu. Men det gælder kun i virkelighedens verden, hvis vi ikke læser over paragraffen i frygt for at komme til at støde nogen. 

Del artiklen

Bliv opdateret, når der er nyt fra Kontrast

Opret en gratis bruger og få besked.

Bliv medlem af Kontrast, og kickstart det borgerlige Danmark!

Som medlem sikrer du både Kontrasts fremtid og bliver en del af et borgerligt fællesskab - med foredrag, fester, debatter og saloner, hvor du kan møde landets skarpeste tænkere og skribenter. Og fordi vi er så glade for dit bidrag, sender vi en lille gave med posten. Medlemskab koster 1.200 kr. om året inkl. moms.

FacebookInstagramTwitterLinkedInPodcast feedRSS feed
Events for medlemmerIndsend debatindlægOm Kontrast
HandelsbetingelserCookie indstillingerPrivatlivspolitik

© 2021 Kontrast