Rødstrømpebevægelsen blev ført an af ildsjæle. Ledertyper som Suzanne Giese og andre skrev bøger, arrangerede kvindefestival i Fælledparken og brød flinkeskolens normer. Det var godt, at de mønstre, der begrænsede kvinders adgang til økonomisk selvstændighed og karriere, blev brudt. Men grundtanken i kvindebevægelsen var, at man ved at arbejde for en ny indretning af samfundet med lønarbejde og daginstitutioner som den nye norm, frigjorde alle kvinder ud fra en idé om solidaritet. Den overbevisning er stadig feministernes akilleshæl.
I dag kan man se fortalere for denne opfattelse af feminismen udtrykke en næsten sørgmodig undren i medierne over, at mange af deres medsøstre ikke er villige til at ofre tiden med deres små børn for karrieren. Økonomiprofessor Nina Smith er en af dem, Ditte Giese, som er datter af nu afdøde Suzanne Giese, er en anden. De forstår ikke, hvor mange af kvinderne bliver af, især de højtuddannede. Nu er det hele jo lagt så fint til rette med primært skattefinansierede vuggestuer og børnehaver med en åbningstid på 48 timer om ugen, og så vil kvinderne ikke. De ”solidariske” feministers problem er, at de ikke vil acceptere den på venstrefløjen meget upopulære sandhed: At folk er forskellige, også kvinder.
Kvindernes egne ønsker
Den britiske sociolog Catherine Hakim har gjort noget revolutionerende i sin forskning ved London School of Economics. Hun har spurgt kvinder, hvad de selv gerne vil. Hendes store undersøgelser af kvinders præferencer i Europa inklusive Norge og Sverige, viser, at kvinder langt fra har ens ønsker til familie- og arbejdslivet. På tværs af landegrænser viser sig tre hovedgrupper: Omtrent 20 pct. er primært karriereorienterede, for eksempel kvinder med en stor karriere inden for politik, kunst, sport eller erhvervslivet. Når de får børn, ønsker de generelt ikke at sætte dem i centrum for deres liv, men vil gerne tilbage til karrieren.
De næste omtrent 60 pct. er en sammensat mellemgruppe af kvinder, der ikke har nogen klar ambition med arbejdslivet. De arbejder oftest, men ønsker at prioritere familien højere end jobbet og vil typisk gerne på deltid.
De sidste omtrent 20 pct. ønsker at gå hjemme hele livet. Her findes de kvinder, der ønsker sig en stor børneflok, som de selv passer, men også kvinder med færre børn, der gerne vil gå hjemme, og ”trofækonerne”, der bevidst gifter sig opad socialt for at undgå at arbejde. Det er interessant, at disse typer findes i lige så stort antal i de skandinaviske lande som i for eksempel Sydeuropa. Den gammeldags model tiltrækker stadig omkring en femtedel af de nordiske kvinder trods årtiers prægning til det modsatte. Højtuddannede kvinder er at finde i alle tre kategorier.
Forskellige værdier
Et langtidsstudie udført over tre år på 292 kvinder viser desuden, at de karriereorienterede kvinder generelt har det godt med at aflevere deres små børn i vuggestue, mens de hjemmeorienterede generelt er ulykkelige over det. For dem er opfostringen af børnene en opgave, de selv ønsker at tage på sig, og moderskabet er identitetsbærende. For de karriereorienterede er det til gengæld ofte en lettelse at slippe, fordi det føles begrænsende for udfoldelsen af deres talenter i arbejdslivet, som er det, de brænder for. Ikke overraskende er der store psykologiske forskelle mellem de to typer af kvinder. Studiet konkluderer, at det er overensstemmelsen mellem kvindernes værdier og det, de er nødt til at gøre, der afgør deres psykiske velbefindende, og ikke om de er hjemmegående eller arbejder. Med andre ord: Den enes lykke er den andens fængsel og vice versa.
Danmark er indrettet til at tilgodese de karriereorienterede kvinders femtedel, hvor de ”solidariske” feminister selv befinder sig. De fremtrædende karrierekvinder inden for politik, forskning, erhvervslivet, medierne og fagbevægelsen ser ingen værdi i at passe egne børn eller arbejde på deltid. De mærker derfor ikke, hvor ondt presset gør på andre kvinder. De anerkender det heller ikke, når de tager ordet og dominerer de generelt mere tilbageholdende familiekvinder, der ikke har den samme grad af politisk indflydelse. Og her ligger svaret på spørgsmålet om, hvorfor så mange kvinder ikke er ”solidariske”: De fleste af dem har helt andre værdier og vil ikke prioritere arbejdet over børnene.
Desværre bliver idealet om solidaritet til intolerance, for i stedet for at anerkende andre kvinders ret til at forfølge deres drømme tyer feministerne til adfærdsregulerende lovgivning og kritik. Det kommer aldrig til at virke. Kvinder er så forskellige, at man ikke kan regulere alle væk fra børn og hjem med nogen som helst rimelighed eller succes. For nogle kvinder er det faktisk lykken at stå ved komfuret og bageovnen og leve for familien. For nogle kun i småbørnsårene eller på deltid, for andre hele livet. Feministerne må derfor opgive deres påberåbte ret til at tale på vegne af alle kvinder og forsøge at regulere andre kvinders adfærd ud fra deres egne værdier. Det bliver sikkert svært, til gengæld er det på tide.
