Jeg er ret fundamental i min tilgang til ytringsfriheden. Den er så afgørende for det frie liberale samfund, som noget næsten kan være. Det helt grundlæggende ved ytringsfriheden er, at den beskytter folks ret til at sige ting, som flertallet måske ikke er enige i. Formålet er at sikre en evig debat, dialog og stræben efter den ”sandhed”, som vi evigt søger.
Ifølge John Stuart Mills klassiske formulering af argumentet er ytringsfriheden værdifuld som et middel til perfektionering af mennesker og holdninger. Fraværet af retslige eller sociale hindringer for fri meningsudveksling er nødvendigt, fordi:
1) Censurerede meninger kunne være sande.
2) Selv fejlagtige opfattelser indeholder ofte en del sandhed; den herskende mening er sjældent hele sandheden, og resten af sandheden kan kun komme frem via sammenstød mellem modsatrettede opfattelser.
3) Selv hvis den herskende mening er sand, så forfalder den til en ren fordom, hvis den ikke løbende anfægtes.
4) Sandheder, der ikke anfægtes, mister deres overbevisningskraft og evne til at påvirke personer og handlinger og forfalder til rene dogmer.
Ytringsfriheden er historisk særligt blevet brugt til at kritisere eksisterende magtstrukturer. Derfor er det også altid en af de første liberale rettigheder, som diktatorer og undertrykkere begrænser. Muligheden for at kunne kritisere, skamrose eller sågar håne holdninger, politikker og religioner er helt grundlæggende for et meningsfuldt frit samfund, hvor det frie ord skaber fremdrift. Frihed for Loke som for Thor, som Grundtvig ville sige det.
Som forsvarer af det liberale demokrati bør man kunne skrive under på følgende:
• Vores samfund bygger på et grundlæggende princip om fuldstændig ytringsfrihed på alle områder.
• Den frie debat er ikke beregnet til at gøre folk komfortable. Den frie debat er beregnet til at få folk til at tænke.
• Det er ikke samfundets opgave at forsøge at beskytte enkeltpersoner mod idéer og meninger, som de finder uvelkomne, er uenige med eller endda finder dybt stødende.
• Borgerne bærer et stort ansvar ikke kun for at fremme en livlig og frygtløs fri debat, men også for at beskytte denne frihed, når andre forsøger at begrænse den.
• Lovgiverne og de borgere, der lever i landet, deler ansvaret for at opretholde et klima med gensidig respekt. Dog kan ønsket om gensidig respekt aldrig bruges som en begrundelse for at begrænse den frie samtale, uanset hvor stødende eller uenige nogle inden eller uden for landet måtte være.
• I et frit samfund modarbejdes dårlige idéer gennem åben diskussion frem for gennem censur.
• Lovgivernes grundlæggende forpligtelse er at opretholde princippet om fri debat, og denne debat må ikke undertrykkes. Selv hvis de idéer, der fremsættes og debatteres, af nogle – eller selv af de fleste – anses for at være stødende, ukloge, umoralske eller uetiske.
• Injurier og direkte opfordringer til vold m.v. skal naturligvis være forbudt i et frit samfund, ud fra princippet om at friheden går dertil, at man ikke skader andre.
Derfor er det stærkt problematisk, når Organisationen for Islamisk Samarbejde (OIC), der består af 57 muslimske lande, har som officielt mål at indføre en global blasfemiparagraf, forbyde afbrændinger af religiøse bøger mv., da det er et organiseret angreb på en grundlæggende menneskelig rettighed: retten til at ytre sig frit på den måde, man måtte finde bedst.
Derfor er det stærkt problematisk, hvis danske politikere vil forbyde afbrændinger af bøger, begrænse muligheden for at demonstrere, ikke sikre nok ressourcer til at kunne garantere sikkerheden for meningsdannere, genindføre blasfemiparagraffen, udvide omfanget af strafbar ”hate speech”, og hvad man ellers er så kreativ at finde på.
