Tidligere næstformand i Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll-Bille gav for nogle uger siden et interview, hvor han udbredte sig om liberalismens væsen: Der findes grundlæggende en ”glad” liberalisme og en ”ondt i røven”-liberalisme.
Ifølge Ammitzbøll-Bille er førstnævnte en ”optimistisk, positiv og glad liberalisme, som handler om, at hvis du får mere frihed, kan du leve livet mere, som du selv vil, og hvis du får det ansvar, bliver du et bedre og mere lykkeligt menneske og kan også være bedre over for dine medmennesker.” Omvendt er sidstnævnte en ”kassemester-liberalisme, der handler om, at verden er et uretfærdigt sted, som går ud over mig. Og det må jeg sørge for at forhindre, og derfor må jeg gå ud og være vred i tide og utide.”
Ammitzbøll-Billes karakteristikker er naturligvis karikerede. Men grundlæggende har har ret i, at der findes to liberalismer.
Hvis vi for nemheds skyld forestiller os politik som en værdimæssig og en økonomisk akse, kan vi komme lidt tættere på, hvad Ammitzbøll-Bille hentyder til.
På den økonomiske akse finder vi frie markeder over for statsstyring af økonomien. Her kan vi sige, at alle liberale støtter økonomisk frihed, mens konservative kan støtte alt fra fri økonomi (som med klassisk amerikansk konservatisme) til at danne fælles front med de venstreorienterede (som vi ser med diverse socialkonservatismer).
På den værdimæssige akse finder vi traditionelle, konservative værdier over for progressive frigørelsesværdier. Her kan vi sige, at alle konservative støtter traditionelle værdier, mens liberale kan støtte alt fra traditionelle værdier (som med klassisk liberalisme) til at stå skulder ved skulder med de venstreorienterede i form af diverse frigørelsesdagsordener (som mange libertarianere gør).
I Danmark kan Liberal Alliances kursskifte i nyere tid forstås som en rejse fra ’økonomisk frihed plus frigørelse’ til ’økonomisk frihed plus traditionelle værdier’ eller en rejse fra Ammitzbøll-Billes ”glade liberalisme” til dens modpart – og det er måske meget godt.
For kan liberalisme overhovedet overleve uden traditionelle værdier? Det har den amerikanske erhvervsmand Daniel Ajamian holdt en forelæsning om.
Ajamian påpeger, at der ikke er nogen logisk modsætning mellem liberalisme og progressive værdier. Ser man individet som fuldstændig frit og kun bundet af selvvalgte økonomiske og sociale interaktioner, må det jo også være op til den enkelte, hvorvidt vedkommende ønsker at leve progressivt eller traditionelt.
Men empirisk og sociologisk vil der i et demokrati være alvorlige selvunderminerende tendenser indbygget i den glade liberalisme. Nogle af disse kunne være:
1) Hvis liberale er enige med venstreorienterede i, at det er fint med en progressiv kønsmoral, vil det på sigt føre til flere ugifte kvinder og flere enlige forældre. Begge disse grupper har tendens til at stemme til venstre for midten, hvorfor en progressiv kønsmoral vil føre til mere stat.
2) Hvis liberale er enige med venstreorienterede i, at det er fint at tage fremmede befolkningsgrupper herop i stort antal, vil det føre til øgede spændinger. Disse spændinger vil både højreorienterede og venstreorienterede så kigge til staten for at få lagt en dæmper på, hvorfor åbne grænser vil udvide statens ressortområde relativt til civilsamfundets.
3) Hvis liberale er enige med venstreorienterede i, at religion bør marginaliseres og latterliggøres, vil det føre til flere ulykkelige mennesker, som vil vende sig mod politik for at opnå den trøst, de søger. Da eksistentiel trøst sjældent rimer på minimalstat, vil latterliggørelsen af religion igen føre til mere omfordeling, mere politisk indgriben og mere stat.
Offer for de nemmeste narrativer
Eksperimenterende livsstile og værdier, der typisk er dragende tidligt i livet, indeholder med andre ord kimen til mere stat. Et frø, som spirer, efterhånden som eksperimenterne slår fejl, og folk forsøger at kollektivisere ansvaret for dem.
Det fuldstændig ubebyrdede valg er individuel frihed i højeste potens, men kræver opløsningen af kønsnormer, kultur og religion for at frigøre sig af standarder og strukturer, som kunne tænkes at påvirke det. Det er derfor, den glade liberalisme gør fælles front med de venstreorienterede på denne akse.
Imidlertid virker folk ikke så mættede af et frit valg i et vakuum. I socialpsykologien taler man om, at venstreorienterede overfører impulser fra det religiøse domæne til politiske spørgsmål såsom økologi, feminisme og etnicitet. Dybest set er mennesket et meningssøgende væsen. Opløser man den traditionelle kultur, vil mange ikke være stærke nok til at danne sig deres egen mening med tilværelsen – og så bliver de ofre for de nemmeste narrativer, som foreligger.
Sådanne narrativer kender vi under navne som Black Lives Matter, klimaaktivisme og fifty-fifty-feminisme. Dagsordener der, uanset hvad man mener om de opfattede uretfærdigheder, de tager afsæt i, altid vil munde ud i, at oprejsningen for dem skal komme fra statens side. Og således vil liberalismen – i hvert fald ifølge Ajamian – marginalisere sig selv, hvis ikke den værdimæssigt knytter bånd til konservatismen.
Det er svært at fortænke Ajamian i at mene, at mange liberale er alt for optagede af at afdække de finere nuancer af den glade liberalisme på et abstrakt og teoretisk plan og alt for sorgløse omkring, hvordan denne position skal forblive levedygtig i et demokrati. Omvendt er det dog fuldt ud muligt at være uenig med Ajamians anvisning af, at liberalismen ikke kan overleve uden en alliance med konservatismen.
Her kunne Simon Emil Ammitzbøll-Bille have udfordret Ajamian med den glade liberalisme, han stod for i partiet Fremad. Uheldigvis nåede Fremad dog kun at eksistere i 11 måneder, før stifterne opløste partiet igen.
I Altingets notits lød det, at projektet ikke havde fået den ønskede opbakning.
