Debatter om forskellige former for forældreskab er dem, der rejser de største etiske dilemmaer. Ofte er teknologien så fremskreden, at de etiske diskussioner først kommer på bagkant. Tag nu den nyeste af slagsen, hvor det på baggrund af et borgerforslag bliver diskuteret, om homoseksuelle fædre skal kunne gøre juridisk krav på et barn, der endnu ikke er født, og som ikke er vedkommendes eget barn.
Her har debatten primært kørt på, om et barn har brug for en mor, og om to fædre overhovedet er i barnets tarv. Det er interessant, at debatten finder tilbage til de grundlæggende spørgsmål om barnets behov for en moder, da vi for længst har overskredet denne dimension i virkeligheden, da flere fædre i forvejen lever som to forældre for et barn, blot uden juridisk ejerskab over barnet for den af forældrene der ikke har leveret sin genetik til barnets fremkomst.
Men fordi udviklingen er gået så stærkt, at virkeligheden i flere tilfælde overgår fantasien, griber vi tilbage til at diskutere mødres rolle, længe efter at den er udspillet i disse tilfælde. Om børn i fremtiden vokser op uden en mor, står og falder således ikke med borgerforslagets vedtagelse eller ej – sagen drejer sig alene om, hvorvidt to mænd skal kunne indgå en kontrakt, der gør, at de begge skal anerkendes som forældre for et nyfødt barn. Og i det spørgsmål må svaret være nej.
Det har i mange år været tilladt for to kvinder at blive juridisk ligestillede som forældre. Det er også mindre komplekst, da den ene kan levere æg, og den anden kan føde barnet. På den måde opstår der en vis form for lighed og ejerskab over barnet, alt imens faderen er anonym donor.
I tilfælde af medfaderskab bliver tingene mere komplekse, af den simple grund at medfar intet har med barnets tilblivelse at gøre. Hverken som leverandør af genetisk arvemateriale eller som bærer af barnet under graviditeten. Det eneste, den kommende medfar har af relation til barnet, er hans romantiske relation til barnets far. Han er i bogstavelig forstand lige så lidt fader til barnet som enhver fremmed mand på gaden er det. Alligevel vil han med borgerforslaget kunne give håndslag med den biologiske far på, at han kan gøre krav på et nyfødt barn.
Her opstår flere problemer: For det første at medfaderskabets indgåelse alene hviler på at være romantisk knyttet til det nyfødte barns far. Dernæst at det er en kontrakt, der (rettelig) binder for livet, uagtet fremtidige omstændigheder. Vi står således i en situation, hvor en romantisk relation alene er nok til at kunne gøre krav på et nyfødt barn for resten af livet, selvom det i forvejen har en forælder. Som romantiske relationer er flest, så går de i stykker på et tidspunkt. Det er nu et livsvilkår i det moderne samfund, at seriemonogamien er kommet for at blive. Også for ægtefolk, eftersom halvdelen af ægteskaber ender i brud.
Her må man spørge sig selv: Hvis udgangspunktet for at kunne gøre krav på et barn, der ikke er ens eget, er en romantisk relation mellem to mænd, med hvilken ret kan man så kræve forældreskab, hvis den romantiske relation stopper kort efter barnets fødsel?
Selv i medmoderskabssager har det vist sig at skabe problemer. Forståeligt nok har der været konfliktsager om forældreskabet, i de tilfælde hvor mødrene er gået fra hinanden kort efter barnets fødsel. Som resultat deraf har den ene af mødrene, eller begge, ønsket at ophæve kontrakten. Med tanke på det enorme konfliktpotentiale, der ligger i ethvert ægteskab og familieliv, er det ikke overraskende, at den part, der ikke er biologisk mor, alligevel ikke føler sig forpligtet på barnet, når den biologiske mor skrider. Det kan man jo egentligt godt forstå – man indgik jo kontrakten på baggrund af en romantisk relation, der nu er brudt.
Højesteret har dog slået fast, at man ikke kan løbe fra kontrakten. Og godt for det. Man bør ikke kunne springe til og fra, som man ønsker. Det var ellers, hvad et lesbisk par ønskede, da romantikken bristede, og der nu eksisterede et barn.
Men hvis man vil gøre krav på et barn, så binder det. Et barn er ikke en vare, man kan sælge videre, fordi illusionerne er bristet.
Netop derfor er det også et stort krav at stille til fremtidig indsigt, at man overhovedet kan indgå sådan en kontrakt til at starte med. Mennesket er ikke moralsk eller intellektuelt fuldkomment – vi kan ikke forudse de skiftende omstændigheder og ulykkelige brud, der kan opstå, når alt ellers synes at være fryd og gammen.
Eller sagt på en anden måde: Der er grænser for, hvad vi anerkender som gyldige kontrakter i alle andre sfære af livet – men åbenbart ikke når det kommer til noget, der har virkelige konsekvenser. Man har heller ikke ret til at indgå en uopsigelig kontrakt på livstid med sin arbejdsplads. Man kan heller ikke indgå en venskabskontrakt, der forpligter to kammerater til at være venner for evigt med alt, hvad det indebærer af praktisk hjælp for hinanden. Den slags kontrakter vil slet og ret blive underkendt som gyldige.
Men når det kommer til at gøre krav på et barn på baggrund af en romantisk relation, så skal man i fremtiden kunne binde sig for livet. Både barnet og den fremmede far forpligtes for altid på hinanden, på trods af at de er fremmede for hinanden ved indgåelsen af kontrakten. Som ovenfor skrevet giver det bedre mening i medmoderskabssager, i det tilfælde hvor den ene bærer barnet, og den anden leverer æg. Men i medfaderskabssager forekommer det, at kontrakten er for voldsom – den tager ikke højde for, at livet går sin gang og tit på ulykkelig vis.
Derfor bør man også gå varsomt og ydmygt til værks. Det er radikalt at kunne gøre krav på et barn fra fødslen, hvis man er fremmed. Intet forhindrer jo, at man kan udøve et de-facto-forældreskab og give omsorg og kærlighed. Hvis forholdet så slutter, så må man håbe, at man har gjort sig fortjent til, at barnet stadig ønsker en i livet, på trods af at man ikke er barnets far.
Og hvis forholdet slutter, mens barnet er helt lille, som mange ægteskaber og parhold gør, så er det nu engang et livsvilkår, at man som ikke-forælder ikke har nogen krav at stille. Præcis ligesom en stedfar heller ikke kan gøre krav på sit eks-stedbarn.
Det er en sund og forsigtig tilgang til komplekse relationer, at man ikke kan gøre krav på et barn, der lige er blevet født, og som ikke er ens eget, men som alene kommer til at befinde sig i ens liv, fordi man har en romantisk relation til faderen. Den omvendte tilgang vil være, at alle skilsmisseforældres nye kærester og ægtefæller gennem livet, hvilket for en del børn vil være mange, alle med et snuptag ligestilles med de biologiske forældre, hvad angår ret til samvær, medbestemmelse, og økonomiske forpligtelser.
At insistere på, at der må være en tilknytning, der er større end voksnes romantiske relationer imellem, er ikke at underkende den betydning, en stedfar eller stedmor kan have for et barns liv. I mange tilfælde hvor den ene af de biologiske forældre er forsvundet ud af barnets liv, leverer stedforældre en uvurderlig kærlighed og omsorg. Det er netop på den baggrund, de gør sig fortjent til, at stedbarnet, når det vokser op, anerkender dem som egentlige forældre.
I forvejen har vi stedbarnsadoption, der forekommer at være en mere rimelig løsning. Ved stedbarnsadoption kan den, der ønsker at blive medfar, ansøge om det efter en årrække. Hvis de to mænd lever op til en række betingelser, kan de søge om at begge bliver anerkendt som forælder. Her har barnet sågar også en samtale med Familieretshuset, hvis barnet er over 7 år.
Med stedbarnsadoption er der således større vægt på, om begge voksne har et stabilt samliv, og samtidig bliver barnet hørt. Det er en bedre og mindre radikal løsning. For så er der da i det mindste en grad af krav til den medfar, der omvendt gør krav på et barn.
