Når Folkemødet hvert år finder sted i Allinge på Bornholm, er det med idéen om, at folk kan mødes med politikere, magthavere og lignende til samtale og debat under mere løsslupne forhold end normalt. Det er en smuk idé, også selvom virkeligheden aldrig er helt så smuk som drømmen.
Dog kommer det tæt nok på drømmen til, at Folkemødet ofte bliver omtalt som “demokratiets fest”. Men selvom der også i år har været utallige debatter og taler, har Folkemødet ikke vist sig som den demokratiske fest, det burde være. Snarere har Folkemødet vist sig som en trist manifestation af, at vi svigter ytringsfriheden.
Årets folkemøde er nemlig blevet overskygget af historier om myndighedernes dybt problematiske og bekymrende udelukkelse af Rasmus Paludan fra Folkemødet. Først blev Paludan nægtet beskyttelse af PET ved sin deltagelse i Folkemødet. Så blev han forbudt at deltage af Bornholms Politi. Og til sidst blev han ligefrem frihedsberøvet, da han kom for tæt på Folkemødet.
Og hvorfor skal en dansk partileder og aktivist så udelukkes fra Folkemødet og frihedsberøves, når han blot nærmer sig de hellige haller? Fordi hans holdninger er så provokerende, at voldsparate, intolerante grupperinger i ind- og udland ønsker at slå Rasmus Paludan ihjel.
Paludans holdninger er forfærdelige. Men de bør imødegås i en fri og åben debat. Når enkeltpersoner eller grupperinger møder hans ytringer med vold og trusler om vold, må staten træde til med den nødvendige beskyttelse, så Rasmus Paludan kan fortsætte med at udøve sin ytringsfrihed, som han finder det bedst.
Også selvom han mener, at den bedste måde at bruge sin ytringsfrihed på, er ved at brænde koraner af og råbe diverse forsmædeligheder i en megafon.
At politiet og PET ikke formår eller ønsker at beskytte Rasmus Paludan mod dem, der vil ham det ondt på grund af hans politiske virke, er i sig selv en falliterklæring. Det gør kun ondt værre, at de – sammen med en skræmmende stor del af offentligheden – giver Paludan skylden for de trusler og voldshandlinger, som han ofte bliver mødt med. Det er jo en helt omvendt logik.
Det kan selvfølgelig aldrig blive Paludans skyld, at udemokratiske voldsmænd vil gøre ham det ondt. Skylden for voldshandlingerne ligger alene på voldsmændenes skuldre. Alligevel er det Rasmus Paludan, der frihedsberøves, når det snarere burde være voldsmændene, der blev det.
Håndteringen af Paludan står i skarp kontrast til, hvordan politiet og PET håndterede et arrangement med Flemming Rose og Geert Wilders for blot nogle år siden. Dengang kunne to af verdens vel nok mest truede mænd mødes til et debatarrangement og krydse klinger i en debat om ytringsfrihed og islam, mens de blev behørigt beskyttet.
Også dengang var der selvfølgelig intolerante og skræmte røster, der mente, at sådanne to mænd ikke hørte til på Folkemødet. Hvis ikke på grund af deres holdninger, så på grund af den overhængende fare for angreb mod arrangementet. Alligevel blev arrangementet gennemført, og det blev således et symbol på, at vi i Danmark ikke bøjer os for voldsmandens veto. Med den historie in mente fremstår politiets og PET’s behandling af Rasmus Paludan i år blot endnu mere trist.
Årets folkemøde står tilbage som kulminationen på flere års forvirrede forsøg fra myndighedernes og offentlighedens side på at håndtere Paludan og hans provokationer. Paludan er på mange måder den ultimative tålmodighedsprøve for et frit demokrati med ytringsfrihed, og jeg kan på sin vis godt forstå, hvis folks tålmodighed over for Paludan er tyndslidt.
Men noget af det, der adskiller frie demokratier fra autoritære samfund er netop tålmodigheden over for divergerende, endog ekstreme holdninger og provokationer af enhver art. Derfor må vi vise os som det tålmodige og tolerante demokrati, vi er, og beskytte Rasmus Paludan og lade ham deltage i debatten, hvor vi kan imødegå hans holdninger. Sådan viser vi det frie demokratis overlegenhed i kampen mod mørke kræfter i ind- og udland.
