Borgerlige kritikere af identitetspolitik kritiseres i disse dage for ikke at omfavne identitetspolitikken. Ikke af venstreradikale identitetspolitikere, men af andre borgerlige.

I Deadline forklarede Ditlev Tamm lørdag – uden kritiske spørgsmål og uden gæster med divergerende synspunkter – at identitetspolitiske skeptikere skulle ”sætte sig ind i tingene”. Det var næsten som at høre en feminist på Twitter råbe ”Educate yourself!”. At Tamm ikke forekommer selv at have sat sig ind i tingene, hvad angår begrebets andet led, det politiske, blev ikke taget op.

På Twitter skrev tidligere VU-næstformand Nikolaj Bjørk Christensen mandag, at han er ”træt af såkaldt “borgerlighed”, der er anti-Greta, anti-globalisme, anti-islam, anti-konventioner, anti-minoritetsrettigheder, anti-feminisme, anti-MeToo”. ”Giv mig i stedet en positiv borgerlighed der er pro-klimahandling, pro-internationalt udsyn og ansvar, pro-frihedsrettigheder, pro-retsstaten, pro-menneskerettigheder, pro-ligestilling, pro-konkurrence,” tilføjede Christensen i et opfølgende tweet.

Den tidligere VU-næstformands opråb fik mere end 600 likes, og det var måske årsagen til, at man onsdag kunne læse et debatindlæg af kommunikationsrådgiver Anne Kirstine Cramon i Berlingske, der gentager budskabet. Cramon henviser ikke til Christensen, men det betyder jo ikke, at hun ikke har ladet sig inspirere. I hvert fald er Cramons pointer de samme.

Ligesom Christensen er Cramon træt. ”Måske er det bare mig, der er blevet lidt mere nuanceret med alderen, men jeg bliver træt af det borgerlige Danmark,” skriver hun, hvorefter hun kritiserer ”en række både borgerlige debattører og politikere”, for hvilken identitetspolitikken ”er blevet en eller anden dum bøhmand, som ikke rigtig findes”. Senere i indlægget omtales disse kritikere som ”den brovtne onkel til familiefesten, der bare hverken kan eller vil forstå”.

Heller ikke Cramon lader dog til at forstå, hvad kritikken af identitetspolitikken handler om. ”Den frihed, det er at kunne være sig selv – uden at trække noget ned over hovedet på andre – er en, vi skal værne om,” skriver hun, som om det var det, kritikken af identitetspolitikken modsætter sig.

Dette sceneri er svært at begribe. For mens borgerlige som Tamm, Christensen og Cramon ønsker mere borgerlig omfavnelse af identitetspolitikken – uden rigtig at forholde sig til dens substans og politiske implikationer – har Konservative og Venstre, temmelig ubemærket af medierne, stemt for mere identitetspolitik i dansk lovgivning.

Det skete kort før jul, da regeringens længe planlagte ændringer af straffelovens bestemmelser om hadforbrydelser og hadfulde ytringer blev vedtaget. Her er ”kønsidentitet”, ”kønsudtryk” og ”kønskarakteristika” blevet tilføjet i de relevante paragraffer, herunder § 266 b, i daglig tale racismeparagraffen.

Flere havde forud for lovændringerne advaret mod dem. Blandt dem direktør for tænketanken Justitia Jacob Mchangama. ”Det her er et eksempel på, at identitetspolitik i høj grad er med til at begrænse ytringsfriheden,” sagde han for et års tid siden, da regeringen præsenterede lovforslaget. ”Vi risikerer, at bestemte særgrupper vil bruge udvidelsen til at slå hinanden i hovedet med racismeparagraffen,” tilføjede Mchangama.

Også professor i idéhistorie på Aalborg Universitet Frederik Stjernfelt var skeptisk. ”Det, som nogle mennesker opfatter som legitime kritiske udsagn, kan af andre blive opfattet som hadefulde,” sagde han og fortsatte: ”Kan man med denne lovændring sige, at transkvinder ikke er rigtige biologiske kvinder? Vi ved det ikke – det må retspraksis vise. Men det er udsagn af den art, som risikerer at komme i farezonen.”

Men lige meget hjalp det. Hverken Mchangama eller Stjernfelt lyttede man til hos Konservative og Venstre. I stedet stemte man for en lov, der pålægger borgerne at ytre sig på bestemte måder og straffer dem, hvis de ytrer sig på andre måder. Enten adlyder man identitetspolitikkens socialkonstruktivistiske kønssyn, hvor køn er noget, man gør, ikke noget, man er, eller også betaler man prisen for sin dissens fra den Judith Butlerisme, som nu er gældende lov.

Tamm, Christensen og Cramon har altså fået, hvad de efterspørger. Konservative og Venstre opførte sig ikke som ”den brovtne onkel til familiefesten, der bare hverken kan eller vil forstå”, men snarere som den spritstive fætter, der er med på den værste. Konservative og Venstre stemte for det, de borgerlige tilhængere af identitetspolitik gerne vil have: mere identitetspolitik i Danmark.

Lovændringerne illustrerer, hvad det er, Tamm, Christensen og Cramon lader til at misforstå. Kritikken af identitetspolitikken skyldes ikke en barnlig modstand mod forskellighed eller plads til samme. Det er en stråmand så tyndbenet, at den dårligt kan stå oprejst.

Spørgsmålet om identitetspolitik er i sidste ende et spørgsmål om, hvem der skal have magt til at definere sandheden. Det var det, vi så en forsmag på med lovændringerne før jul. Ved at bemægtige sig definitionsmagten kan identitetspolitikkens tilhængere ændre verden, så det, de mener er sandt, bliver sandt, og det, de mener er usandt, bliver usandt.

Det er derfor, de så gerne vil placere diskussionerne i den juridiske sfære. For i jura har den ret, der har magt. Jura er ikke en undersøgelse af verdens beskaffenhed, jura er et lukket, selvrefererende system, som forholder sig til, hvad loven siger. Dermed er sandheden placeret hos lovgiveren, ikke hos videnskabsmanden eller filosoffen. Og derved kan identitetspolitikkens tilhængere gennemtrumfe deres sandheder uden at forholde sig til deres sandhedsværdi.

Kritikere af identitetspolitik advarer mod konsekvenserne af denne udvikling. Hvis mennesker reduceres til grupper baseret på medfødte karakteristika som køn, hudfarve og etnicitet, og verden reduceres til en magtkamp mellen disse grupper, er demokratiet i fare. Hvis vi ikke længere bedømmer andre på, hvad de siger eller gør, men hvilken gruppe de tilhører, er samtale umulig. Hvis spørgsmål om sandhed ikke længere afgøres i filosofien og videnskaben, men i domstole, forsvinder selve grundlaget for den vestlige civilisation. Så lever vi i mørke.

Det er denne dunkle fremtid, identitetspolitikkens kritikere advarer mod. For hvad ender det med, hvis vi ophører med at lytte til hinanden på tværs af køn, hudfarve og etnicitet? Hvad ender det altid med, når mennesker holder op med at se hinanden som individer?

Det 20. århundrede gav os svaret på det spørgsmål. Det er for tidligt at have glemt det.

Indlægget er også bragt på Facebook.