Nå, så står vi midt i det igen, det med ytringsfriheden. Nu med en socialdemokratisk ledet regering, der vil forbyde afbrændinger af koraner, og hvad de ellers kan finde på. Vi har været der før, selvom nogen af hovedaktørerne har skiftet position på det sidste. Det er same-same, but different, som de siger østpå. Uanset hvor Kontrasts læsere står i den sag, kan det nok være interessant at få serveret et repræsentativt nedslag fra årtierne omkring år 1900.
Et nedslag, der belyser Socialdemokratiets historiske forhold til blasfemi, til datidens religiøse værdikampe ude og hjemme, og til religionskritik generelt. I partiets lømmelalder, med alt hvad det indebærer af aldeles respektløse angreb på muslimer, nådesløs katolik-bashing, latterliggørelse af kristne danske arbejdere, nedrakning af Folkekirken og fremtrædende socialdemokratiske værdikrigere på anklagebænken for gudsbespottelse.
Katolikkernes smudsige politik – således karakteriserer en dansk socialdemokratisk avis i 1910 den ene parts ageren i det, avisen kalder en kulturkamp mellem kirke og stat, der raser rundtom i Europa. Hvor det for en god socialdemokrat naturligvis må være statsmagten og enten det sekulære demokrati eller den væbnede ateistiske revolution, der skal gå af med sejren. Alt efter hvilken ende af den socialistiske skala man befinder sig i.
Den strid har allerede varet et godt stykke tid før 1910, i høj grad med deltagelse af Socialdemokratiet og den danske socialistiske presse. Hvor der sammen med for eksempel borgerlige kristne fritænkere og kulturradikale kæmpes indædt mod blasfemiparagraffer og anden indskrænkning af ytringsfriheden. Og hvor alle større religioner får deres drag over nakken, fordi religioner og præsteklasser overalt er det samme opium for folket. Ifølge det marxistiske verdenssyn, som også det danske Socialdemokratiet abonnerer på dengang.
