Nå, så står vi midt i det igen, det med ytringsfriheden. Nu med en socialdemokratisk ledet regering, der vil forbyde afbrændinger af koraner, og hvad de ellers kan finde på. Vi har været der før, selvom nogen af hovedaktørerne har skiftet position på det sidste. Det er same-same, but different, som de siger østpå. Uanset hvor Kontrasts læsere står i den sag, kan det nok være interessant at få serveret et repræsentativt nedslag fra årtierne omkring år 1900.
Et nedslag, der belyser Socialdemokratiets historiske forhold til blasfemi, til datidens religiøse værdikampe ude og hjemme, og til religionskritik generelt. I partiets lømmelalder, med alt hvad det indebærer af aldeles respektløse angreb på muslimer, nådesløs katolik-bashing, latterliggørelse af kristne danske arbejdere, nedrakning af Folkekirken og fremtrædende socialdemokratiske værdikrigere på anklagebænken for gudsbespottelse.
Katolikkernes smudsige politik – således karakteriserer en dansk socialdemokratisk avis i 1910 den ene parts ageren i det, avisen kalder en kulturkamp mellem kirke og stat, der raser rundtom i Europa. Hvor det for en god socialdemokrat naturligvis må være statsmagten og enten det sekulære demokrati eller den væbnede ateistiske revolution, der skal gå af med sejren. Alt efter hvilken ende af den socialistiske skala man befinder sig i.
Den strid har allerede varet et godt stykke tid før 1910, i høj grad med deltagelse af Socialdemokratiet og den danske socialistiske presse. Hvor der sammen med for eksempel borgerlige kristne fritænkere og kulturradikale kæmpes indædt mod blasfemiparagraffer og anden indskrænkning af ytringsfriheden. Og hvor alle større religioner får deres drag over nakken, fordi religioner og præsteklasser overalt er det samme opium for folket. Ifølge det marxistiske verdenssyn, som også det danske Socialdemokratiet abonnerer på dengang.
”Den reaktionære muslimske præsteklasse”
Muslimerne overses ikke i den forbindelse, som da partiavisen, dagbladet Socialdemokraten, i foråret 1909 nølende må revurdere støtten til det angiveligt progressive og revolutionære ungtyrkiske parti, Komitéen for Enhed og Fremskridt, i Osmannerriget (Tyrkiet og omegn), der godt nok året før har styrtet den nærmest enevældige sultan Abdulhamid II i Konstantinopel (Istanbul). Og virker til at være i gang med at stække den reaktionære muslimske præsteklasse, der, jævnfør bladets i dette tilfælde faktisk ganske præcise klasseanalyse, understøtter sultanen og undertrykker folket, muslimer såvel som kristne og jøder, gennem sharialovgivning. Og gennem imamernes meget direkte ”støtte af den laveste slags til reaktionens kræfter”, som der står i avisen.
Her hentydes blandt andet til, at store grupper ekstremistiske tyrkiske og kurdiske islamister – mørkemænd fra pjalteproletariatet, i den socialistiske optik – de seneste par uger i forbindelse med et forsøg på en kontrarevolution har ansporet og anført massakrer på tusinder af rigets kristne armeniere, mest i området omkring de i dag populære badebyer Alanya og Antalya. Men imens ungtyrkerne relativt hurtigt får knust den sultantro kontrarevolution, benytter de lejligheden til at fortsætte massakrerne på rigets oprindelige kristne befolkning, først og fremmest armenierne. Armenierne, evindelige syndebukke på linje med jøderne.
For nu at generalisere lidt, så ser islamisterne og mange almindelige muslimer armenierne som vantro kristne undersåtter, der skal lære at kende deres plads. De nationalistiske tyrkere i den brede ungtyrkiske bevægelse, der tæller både venstredrejede, moderate og konservative kræfter såvel som ateister og islamister, ser en fare for en rivaliserende nationalitet, der kan splitte riget ad. Og socialister verden over ser på marxistisk (og mildest talt unøjagtig) vis armenierne som undertrykkende kapitalister og imperialist-lakajer, på én og samme tid en økonomisk klasse og en blodsugende race ligesom jøderne lige så ufortjent formodes at være, der holder de arbejdende klasser nede, i dette tilfælde muslimerne.
For mange socialister, som dem på Socialdemokraten i Danmark, er det dog alligevel en tand for stift ligefrem at myrde armenierne i hobetal. Her holder sympatien med de revolutionære ungtyrkere og de undertrykte muslimske masser trods alt op. Det er den slags massakrer, der i disse år får den socialdemokratiske presse til for eksempel at advare imod ”den muhammedanske fare”.
Socialdemokrater og katolikker i den grænseløse værdikamp
Men i den verdensomspændende kamp mellem kirke, moské og stat er det ud over Folkekirken oftest katolikkerne sydpå, der i årtierne på begge sider af år 1900 får hovedrollerne som skurkene i den socialistiske diskurs heroppe i nord. Se bare, hvad Socialdemokraten skriver om den katolske kirkes ”fuldstændige herredømme” i Frankrig i 1880, hvor religionens åndelige opium og kroens mere håndgribelige alkohol i uskøn samdrægtighed holder de arbejdende klasser nede i en tilstand af apati og uvidenhed:
”Når ”gudstjenesten” er forbi er den hjemvendende almue stolt, thi præsten har fortalt bonden og arbejderen at han, det usle kryb, har nydt den ære at sidde i Guds, i den Almægtiges eget hus, ansigt til ansigt med en af Guds repræsentanter på Jorden.”
Derefter kan man ifølge bladet på konkret materialistisk vis drikke sig i hegnet med sin falske bevidsthed på kroen, hvor ”feudalismen og præsteherredømmet og den deraf resulterende dyriske uvidenhed fejrer orgier, som fremmede næppe vil være i stand til at danne sig et nogenlunde rigtigt begreb om.”
Man kan sagtens mene, at der er en faktuel basis for kritikken af den katolske kirke her, men den kan næppe kaldes hverken respektfuld eller præcis. Men hvad gør det, for det er alt sammen ammunition i en kulturkrig. En værdikamp, om man vil, med alt hvad dertil hører af vilde overdrivelser, herlige fornærmelser og upassende ytringer. Hvilket magthaverne i parentes bemærket ofte er meget mere angste for end den ”sofistikerede” intellektuelle kritik, der har noget ringere folkelig gennemslagskraft.
I dette tilfælde er det en delvist importeret værdikamp, ligesom vi i dag importerer værdikampe om moderigtig kønsforvirring og meget andet, mest fra USA. Denne værdikamp tager dog altså sit udgangspunkt i Frankrig, i årtierne omkring år 1900. Her handler kampen om at stække religionens magt, mere præcist ved at skille den katolske kirke og staten ad. Så kirken for eksempel ikke længere har et fast greb om skolerne og derved om sjælene. Som herhjemme er det i Frankrig i det store og hele med socialisterne, de radikale og fritænkerne på sekulariseringens side. Og på den anden, religionens og traditionernes side, finder man de fleste borgerlige og kirkelige.
”Blasfemi af den modbydeligste art”
Værdikampen mellem kirke, stat og individ herhjemme kan måske ses som en relativt svag afglans af det drama, vi ser omkring år 1900 i Frankrig. Mere om det drama nedenfor. Men også i Danmark serveres der hån, spot og latterliggørelse i spandevis af værdikrigere fra alle sider, med faktiske konsekvenser ude i den virkelige verden, på arbejdspladserne, i fagforeningerne og i den enkeltes liv. Som vi ser det i dagbladet København i 1898, hvor den fritænkende og anti-klerikale avis på forsiden refererer sommerens hede debat, der er foregået i kristelige udgivelser og til møder blandt ”de hellige” i indre missionske og grundtvigianske kredse. En debat om, hvorvidt danske kristne arbejdere bør gå ind i de socialistiske – og dermed ugudelige – fagforeninger.
Fagforeningerne er socialdemokratiske, og socialismen har som mål at ”udrydde troen af hjerterne” og ”gør sig skyldig i blasfemi af den modbydeligste art”, mens ”de troende svende udsættes for hån og spot på værkstederne” af de socialistiske arbejdskammerater, lyder indvendingerne. Her hjælper ingen kære HR-medarbejder eller fagforeningsrepræsentant.
Tidligere, i 1890, er dagbladets Københavns redaktør, Ove Rode, selv blevet dømt for blasfemi efter straffelovens paragraf 156. Rode, der senere skal blive folketingsmedlem og minister for Det Radikale Venstre samt redaktør for dagbladet Politiken, har nemlig det redaktionelle ansvar for en artikel, ”En ny religion”, trykt i København. Ifølge en samtidig kilde en artikel, hvori ”troen på en gud søges latterliggjort og Bibelens fremstilling på et enkelt punkt parodieres samt de bestående religioner uden forskel betegnes som forslidte og medtagne”, og som ”findes at indeholde en forhånelse af de her i landet bestående religionssamfunds troslærdomme”. Straffen ved kriminalretten lyder på tre gange fem dages fængsel på vand og brød. Og udredning af sagsomkostningerne, hvilket udgør 15 kroner til hver sagfører.
Ove Rode appellerer og overlever, ikke mindst karrieremæssigt. Men andre af datidens blasfemisager har større konsekvenser, for eksempel den i 1870’erne imod den socialdemokratiske pioner Louis Pios fætter, den ligeledes socialdemokratiske redaktør, politiker og fallerede boghandler Harald Brix (der for god ordens skyld også i flere omgange bliver idømt hårde straffe for majestætsfornærmelse, injurier og opfordring til samfundsomstyrtning, altså revolution). Og mod Ernst Brandes, den mindre kendte bror til Georg og Edvard, de kulturradikale koryfæer. I 1891 bliver Ernst Brandes dømt for blasfemi for et par uskyldige småting, han har skrevet. Året efter begår han selvmord, nedbrudt af retssagen, dommen og økonomiske genvordigheder.
Blasfemianklager er ikke til at spøge med, som vi også kender det i varierende grad fra vore dage med Charlie Hebdo, Salman Rushdie, Bataclan, Krudttønden, Kurt Westergaard, Lars Vilks, Samuel Paty m.v.
Fra Den Røde Terror til hån, spot og latterliggørelse
Hvorfor så i det små importere en værdikamp fra Frankrig, når vi egentlig godt kan selv i kampen om ytringsfriheden, og om statens og individets løsrivelse fra kirken, kunne man spørge? Det skyldes nok, at vores egne mestendels pæne protestanter i det store og hele allerede er blevet tæmmet, eller er godt på vej til at blive det. En proces, der på det nærmeste har været i gang siden Folkekirkens skabelse med Grundloven af 1849.
Derimod ses Vatikanet, og pavestatens katolske udløbere rundt omkring, i brede kredse stadig som nærmest almægtige, som den globale hovedfjende på vejen mod sekulariseringen og det moderne, som man, lidt naivt, har store forventninger til. I denne kamp øjner danske socialister og kulturradikale en fordel i, at fremhæve den katolske kirke i Frankrig, men også i nogen grad i Spanien, Italien osv., som et mere effektivt og overbevisende skræmmebillede end vores egen folkekirke.
Men hovedårsagen til, at ikke mindst socialister i Danmark kan spejle sig i den sekulære front mod den katolske kirke i Frankrig – en kirke, der herhjemme som bekendt forsvandt som magtfaktor allerede ved Reformationen – er, at den franske venstrefløj går hele vejen. I Danmark stækkes Folkekirken som nævnt uden de helt vilde sværdslag gennem det 19. og 20. århundrede. Men den er stadig, også i skrivende stund i 2023, både en stats- og folkekirke. I Frankrig er blasfemilove blevet afskaffet i forbindelse med 1789-revolutionen, og nu, omkring 1900, gælder det intet mindre end adskillelsen af kirke og stat i republikken, hvilket endelig lykkes i 1905 under ledelse af en venstrefløjskoalition. Implementeringen tager dog sin tid, måneder og år, hvor følelserne er i kog. Som rapporteret i avisen Bornholms Socialdemokrat året efter, i 1906, er der ligefrem kirker ude på landet, der barrikaderes af lokale menigheder (hvad avisen kalder ”den uvidende befolkning”), der kommer i håndgemæng med gendarmerne.
I Frankrig er kampen mellem kirke, stat og individ nemlig en meget voldsom kappestrid, for der er trods alt en del mere på spil, både materielt og emotionelt. Ikke mindst fordi den katolske kirke med sin udstrakte magtposition har mere at miste end Folkekirken herhjemme, og vel også generelt har et fastere greb om sjælene. Og fordi der i den nære fortid ulmer en historie med ekstremt blodige religiøse forfølgelser. Som den forfølgelse, den katolske kirke er blevet udsat for under Den Franske Revolution, hvor tusindvis af præster, munke, nonner og almindelige troende brutalt myrdes under ”Den Røde Terror”, ”Terrorregimet” eller ”Afkristningen”, som forfølgelserne bliver kaldt.
Her i årene omkring år 1900 er der en del mindre vold i den franske værdikamp, end der var engang under og efter revolutionen fra 1789, og så sent som under Pariserkommunen i 1871. Men trusler om vold, hærværk, grovkornet blasfemi, hån og spot bliver ligesom dengang benyttet som våben på linje med lovgivning og mere akademiske argumenter.
For der er bred enighed blandt i hvert fald de demokratiske kræfter i den internationale socialisme fra Frankrig til Danmark om, at selvom det ikke nødvendigvis er alle kneb, der gælder i kampen mod religionen, så skal i hvert fald de ikkevoldelige ytringer testes til – og gerne ud over – den yderste grænse, der som regel sættes af lovgivningen om blasfemi og ærekrænkelse. Modparten, de systembevarende kræfter, er selvsagt ikke et hak bedre.
”Pas på de hellige, ellers er fanden løs”
Aldeles skånselsløs satire vendt mod magthaverne. Hån, spot og latterliggørelse af religiøse autoriteter. Grovkornede karakteristikker af troende og deres tro uden nuancer og uden hensyn til de berørtes sarte følelser – alt dette har altså i årtierne omkring år 1900 været hyppigt benyttede våben i værdikampen for sjælene og sekulariseringen, ikke mindst for de danske socialdemokrater. De er ofte idealister, pionerer i et ungt parti stiftet i Pariserkommunens år i 1871. Et fremstormende parti i opposition, nationalt baseret, men internationalt orienteret. Et parti, der har været forbudt og forfulgt. Hvor der ikke altid er plads til sarte følelser og fine fornemmelser. Heller ikke over for Folkekirken, der stadig ind i de første årtier af det 20. århundrede ses som et levn fra en anden tid med undertrykkelse, fordummelse og overtro.
Som udtrykt i en artikel fra 1911 i Socialdemokraten om kirkens fortsatte magt over kristendomsundervisningen i skolen, som bladet og partiet hellere vil have gjort religionsneutral som i Frankrig efter adskillelsen af kirke og stat. Alt andet er angiveligt krænkende over for den grundlovssikrede religionsfrihed. Og desuden ”giver forbindelsen mellem kirken og skolen konservatismen en ganske utilbørlig overmagt, den sænker intelligensens og dygtighedens niveau indenfor lærerstanden.”
”Konservatismen” er kursiveret, nok for at understrege, at den slags fordummende djævelskab ikke er til at spøge med, når kirkens og de blå lejesvendes magt over skolen og sjælene endeligt skal brydes. Om nødvendigt med grove (og i dette tilfælde ærligt talt ret morsomme) fornærmelser.
Så disse våben, hånen og spotten, er uomgængelige, hvis man som socialdemokraterne har til hensigt at undergrave mere eller mindre reelle autoriteter som paven i Rom, kaliffen i Konstantinopel, den danske folkekirke, nidkære myndigheder eller bare ”de hellige” på den lokale margarinefabrik. Og statsmagten og de krænkede har slået tilbage med censur og lovgivning, til tider med vold. For det er som nævnt ikke først og fremmest den sofistikerede religionskritik, magten frygter. Den frygter det grovkornede, det let aflæselige og fordøjelige. Den satire og forhånelse, der er nem, hurtig og billig at lave, og ligetil at kommunikere og afkode. De korte, sloganagtige fornærmelser, karikaturerne med masseappel og, ja, de uautoriserede ødelæggelser af bøger og symboler.
Disse ytringer er alle værktøjer, der som udgangspunkt er neutrale, fordi de kan bruges til stort set alt. Til relativ harmløs spas. Til nazisternes åbenlyst forkastelige masseafbrænding af bøger. Og til modige muslimske piger og kvinders afbrænding af det undertrykkende slør. Som vi ser i Iran for tiden. Der var engang, nemlig i tidsperioden beskrevet ovenfor, hvor det ikke var svært at gætte socialdemokraternes og ”de progressives” position.
De var i det store og hele for ytringsfriheden, satiren og den grovkornede religionskritik. I dag er det lidt sværere, særligt inde på midten af den politiske skala. Ikke et ord om Løkke og Ellemann, det her handler om socialdemokraterne. Måske det allerede begynder med partileder og statsminister Thorvald Stauning og Socialdemokratiets vej til regeringsmagten gennem 1920’erne og 1930’erne. Hvor pragmatismen, også i forhold til Folkekirken, af mange gode (og vel desuden et par dårlige) grunde tager over.
Det er fra denne periode, at Stauning-citatet ovenfor angiveligt stammer: ”Pas på de hellige, ellers er fanden løs”. Det kan man tolke som en klassisk marxistisk advarsel mod de religiøse og religionens magt, hvilket en god socialist til enhver tid bør forsøge at undergrave. Ligesom pionererne Louis Pio og Harald Brix. Men en anden, og omtrent lige så udbredt version af citatet lyder således: ”Hold fred med de hellige, ellers er fanden løs.” Den version peger fremad i tiden, mod en øget hensyntagen til religiøse følelser (og handelsbalancen og den offentlige ro og orden).
Hvor man brænder bøger, brænder man ikke nødvendigvis mennesker
Det kan være udmærket at holde fred med de hellige, vi troende er jo også en slags mennesker., men prisen kan være for høj. Denne skribent, der selv både er kristen, konservativ, bogelsker og meget andet umoderne, vil i hvert fald trods alt hellere se en skønsom blanding af ekstremistiske tosser, intellektuelt dovne performancekunstnere, og hvad jeg selv anser for ægte ytringsfrihedsforkæmpere med noget på hjerte, gøre unævnelige ting ved deres egne indkøbte bøger. Det være sig mesterværker, makværker eller middelmådigheder som Bibelen, Koranen, Toraen, Bhagavad Gita, pavens bandbuller, Grundloven, Mein Kampf, L. Ron Hubbards samlede værker, Heinrich Heine, Harry Potter og hvad ved jeg.
Det er nemlig ytringer, værktøj, indlæg i vores konstante værdikampe. Som er kampene om religionens magt, ytringsfrihedens grænser, kunstnerisk frihed og meget andet, kampene, som ingen af os kan undslippe, hvor meget vi end måtte ønske det.
Hvis vi forbyder de ytringer, vi med god ret kan synes er dumme, skadelige og primitive, hvad enten det er forhånende billedsatire, verbale krænkelser, der ikke er omfattet af injurielovgivningen, eller rituel ødelæggelse af potente materielle symboler i egen besiddelse, såsom bøger, der af nogen anses for hellige, forbyder vi også de andre ytringer, de kloge, de nødvendige. Indimellem kan det så være svært at se forskel på det dumme og det nødvendige. Det dumme og det nødvendige kan sågar vise sig at være identisk, selvom det måske først bliver klart lidt på afstand. Den slags vidste statsministerens parti engang.
PS: Jo, jeg er klar over ironien i at skrive en ordrig analyse, der blandt andet omhandler, hvor ineffektive ordrige analyser kan være i værdikampen.
