En af de drivende moralske kræfter i det moderne samfund er at øge individets selvbestemmelse. Jo mere selvbestemmelse det enkelte menneske har, desto bedre er det. Jo mere begrænset individets selvbestemmelse er, desto dårligere er det.
Den ovenstående logik er dybest set udtryk for en ideologisk emancipationslogik, hvor frigørelse af mennesket, står som det højeste gode i samfundet.
Det er i lyset af dette, at Enhedslistens forslag om at hæve abortgrænsen til 22 uger, skal ses.
Det handler nemlig slet ikke om, at løse et konkret problem. Der er nemlig ikke opstået et akut problem med ekstraordinært mange kvinder, der pludselig har fortrudt deres graviditet for sent, og derfor nu hænger på et uønsket barn. Der er slet og ret ikke noget nyt praktisk problem, som Enhedslisten nu forsøger at løse. Derfor er forslaget også principielt. Eller ideologisk. Og forslaget lægger sig i forlængelse af emancipationssamfundets udviklingstendenser.
Når det forekommer så naturligt for mange, at det vil være godt at hæve abortgrænsen, skyldes det, at vi intuitivt har svært ved at finde et moralsk sprog, der kan tillægge andet værdi, end den øgede selvbestemmelse som emancipationssamfundet tilsiger.
For hvad har egentlig højere værdi end det enkelte menneskes egen vilje? Frihed er vel godt, og begrænsninger dårligt?
Jo, for eksempel har det værdi, at være ydmyg i sin bestræbelse på at øge selvbestemmelsen. Når spørgsmålet om abort kalder på ydmyghed, skyldes det, at der på den anden side af diskussionen om selvbestemmelse, er en uafklarethed i forhold til, hvornår liv er liv.
Hvornår kan et foster kaldes et barn og betegnes som et menneske med selvstændig værdi?
Er det ved undfangelsen, er det ved 12 uger, eller er det når barnet kan leve uafhængigt af moderen? Spørgsmålet er ikke muligt at besvare, da det er en begrebslig definition, der ikke kan besvares med henvisning til empiri. Vi kan ikke pege på et bestemt tidspunkt og fælde dommen, at her gik fosteret fra at være død materie til et levende væsen.
Men at livskriteriet ikke kan besvares endegyldigt, betyder ikke, at der så må være frit slag. Tværtimod vil det være en hovmodig forståelse af sin egen moralske dømmekraft, at man antager, at man må gøre, hvad man vil, hvis svære spørgsmål ikke kan besvares.
Hvis man for eksempel ikke er sikker på, om et menneske er dødt eller i live, så er resultatet heller ikke, at man så antager det nok er dødt. Tvivlen vil derimod fordre, at man antager, at mennesket er levende, og behandler det derefter. Eller sagt på en anden måde: Når kriteriet for liv ikke kan fastlægges, må forsigtigheden råde.
Alt andet er hovmod og gambling med liv. Det kan man ikke tillade sig.
