For tiden kører en debat om universiteternes forskningsfrihed. Der peges på, at den er truet fra to forskellige sider. På den ene side er den truet, fordi forskningen i dag i høj grad finansieres gennem private fonde, som derigennem – direkte eller indirekte – får alt for stor indflydelse på, hvad der forskes i. På den anden side er den truet, fordi den misbruges til at udøve underlødig forskning, som ikke lever op til de fundamentale standarder for videnskabelig redelighed.

Når man går ind i denne diskussion, er det vigtigt, at man begynder med at gøre sig klart, hvad der er den principielle begrundelse for, at universiteterne bør have forskningsfrihed, og at denne forskningsfrihed bør understøttes af den demokratiske stat. 

Begrundelsen er, at universiteterne gennem deres udøvelse af forskningsfriheden skal opbygge den bedst mulige viden om verden og om os selv og vor samfundsmæssige stilling i verden. Formålet er, at denne viden skal udnyttes af samfundet. Den skal formidles ud til borgerne, således at de kan bruge den i deres demokratiske stillingtagen. Og man kan stole på, at den viden, der kommer fra universiteterne, er den bedst mulige, fordi den udsættes for videnskabelig selvkritik; andre forskere efterprøver, om den holder.

Forudsætningen for, at universiteterne kan have en sådan rolle, er, at den viden, som de opbygger, er – eller stræber efter at være – universelt gyldig. Den hviler på logik og erfaringer, som er rationelt tvingende, og som kan og bør efterprøves. Dette er forudsætning for, at den videnskabelige selvkritik er mulig. Og det er forudsætning for, at de videnskabelige resultater også bør accepteres af samfundet som helhed. Således kan man opbygge de forskellige videnskaber: fra logikken og matematikken over fysikken og biologien til psykologien og samfundsvidenskaben.

Nu er problemet så, at der inden for universiteternes rammer har udviklet sig forskningsmiljøer, som benægter selve den universelle rationalitetsforpligtelse, som er forudsætning for videnskabernes almengyldighed, og som dermed også er forudsætning for at tilkende universiteterne en særlig forskningsfrihed. En sådan holdning fik fodfæste med marxismens forsøg på at gøre sandheden klassebestemt (”den åndelige produktion skifter med den materielle produktion”). Den fortsattes med postmodernismens forkastelse af de ”store fortællinger” og udmøntede sig i hævdelsen af, at der ikke findes magtfrie sandheder, og at ingen tekster har en entydig tolkning.

Med udgangspunkt i sådanne tanker har der på universiteterne udviklet sig forskningsmiljøer, som anser det traditionelle videnskabsideal for kulturbestemt. Dette ideal er efter deres mening ikke udtryk for en universel rationalitetsforpligtelse, men derimod for en vestlig dominansstrategi. I stedet vil man bygge en ny videnskabelighed på basis af en kritik af det traditionelle videnskabsideal med dets forudsætning om en fælles universel rationalitetsforpligtelse.

Et konkret eksempel på denne holdning kommer til udtryk i en kronik af RUC-forskeren Julia Suárez-Krabbe i Berlingske den 17. marts. (Denne kronik er et svar på en tidligere kronik af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, hvori de retter et angreb imod underlødig forskning). Julia Suárez-Krabbe skriver her, at hun ”insisterer på videnskabelighed vel vidende om, at de videnskabelige standarder historisk ændrer sig”.

Ja, de videnskabelige standarder har ændret sig med postmodernismens relativisering af det traditionelle videnskabsideal. Men hvorledes afgør vi – på en videnskabeligt forpligtende måde – om de har ændret sig i en retning, som vi bør følge? Det kan vi kun afgøre ved at bruge de traditionelle videnskabelige standarder i vor bedømmelse af de nye standarder. Holder de ændrede standarder logisk? Kan de efterprøves af andre på basis af logik og erfaringer?

Når vi således tænker efter, så kan vi se, at det, som postmodernismen hævder som grundlag for sin kritik at det traditionelle videnskabsideal og dets universelle rationalitetsforpligtelse, ikke selv overholder denne forpligtelse. Tager man påstanden om, at der ikke findes nogen magtfri sandhed, så er den enten selv en magtfri sandhed – og altså selvmodsigende – eller også er der ingen grund til at acceptere den. 

Tager man påstanden om, at der ikke findes entydigt sande tekster, så er denne påstand enten entydigt sand – og altså selvmodsigende – eller også er der ingen rationel grund til at acceptere den. Så rent logisk er postmodernismens forsøg på at ændre de videnskabelige standarder ikke udtryk for en positiv præcisering og forbedring af disse standarder, men tværtimod for et reelt forfald i forhold til dem.

Dette forfald kommer direkte til udtryk, når Julia Suárez-Krabbe hævder, at hun tager ”afsæt i kendsgerningen om, at videnskaberne historisk har været vigtige i skabelsen, legitimeringen og opretholdelsen af racistiske, patriarkalske og kapitalistiske strukturer”. 

Videnskabeligt er det en meget ensidig kendsgerning. Det er rigtigt, at de traditionelle videnskaber har været involveret i forskning vedrørende de nævnte spørgsmål. Men overordnet set kan man vel med lige så stor ret hævde, at de traditionelle videnskaber – bygget på traditionel videnskabelig metode – har været medvirkende til at undergrave racistiske, patriarkalske og kapitalistiske fordomme.

Eller sagt på en anden måde: Vi må simpelthen bygge på den traditionelle videnskabelige metode, hvis vi skal kunne afgøre, om videnskaberne har bidraget positivt eller negativt til nedbrydningen af racistiske, patriarkalske og kapitalistiske fordomme. Om noget, så er det fordomsfuldt – som Julia Suárez-Krabbe – at tage udgangspunkt i sin forudgivne kendsgerning.

Lige så selvfølgeligt det er, at universiteterne bør have forskningsfrihed, lige så selvfølgeligt er det, at de skal udøve denne frihed på basis af de helt fundamentale betingelser for videnskabelig forskning: at den skal bygge på logik (være logisk konsistent), og at den skal bygge på erfaringer, som kan efterprøves eller kontrolleres. Universiteterne er altså kun berettigede til deres statsunderstøttede forskningsfrihed, såfremt de selv holder justits med, at den forskning, som udføres inden for deres rammer, opfylder betingelserne for at være videnskabelig. 

Og universiteterne skader sig selv, hvis de – og specielt deres ledelse – ikke forstår, at de bør tage denne kritik alvorligt. Hvis de tror, at forskningsfriheden kun trues udefra – fra politikerne og det demokratiske system, som understøtter dem økonomisk – men ikke har selvkritik nok til at erkende, at den også trues indefra – fra lukkede forskningsmiljøer, som ikke opfylder kriterierne for videnskabelig redelighed.

Forskningsfriheden er ikke friheden til at sætte sig ud over den videnskabelige metode. Den omfatter derimod friheden til at tænke efter, om de kriterier, som denne metode stiller op – at man skal bygge på logik og erfaringer, som kan efterprøves – fortsat er holdbare. Men tænker man således efter – og det burde være en helt central opgave for de filosofiske institutter – så må denne tænken, hvis den er logisk konsistent, uomgængeligt nå frem til, at man skal bruge de selvsamme kriterier for at afgøre spørgsmålet.