Der er meget, man kan kritisere Kemal Atatürk for, men der er endnu mere, man som tyrker og som liberal-demokrat i det hele taget kan takke ham for. Han gav for eksempel kvinder valgret og ligestillede dem med mænd juridisk og uddannelsesmæssigt.
Som noget af det vigtigste sørgede han dog for, at Tyrkiet implementerede en stærk sekulær statsindretning med inspiration fra blandt andet Frankrig. Han afskaffede islamiske domstole og sharialoven og erstattede den med et retssystem inspireret af vestlige idealer.
Atatürk var muslim, men abonnerede på en tankegang, hvor religion og politik var adskilte størrelser, og hvor religion altid var et privat anliggende. Tyrkiet er nødt til at vende tilbage til deres sekulære rødder, hvis vi som vestlige, liberale demokratier skal fortsætte samarbejdet med dem i NATO.
Hvis Tyrkiet stadig ønskede at være et sekulært demokrati, burde de ikke have reageret, som de gjorde i forbindelse med Charlie Hebdos publicering af Muhammed-tegningerne. I stedet for at insistere på ytringsfriheden og kondolere i forbindelse med det skrækkelige drab på Samuel Paty, valgte præsident Erdogan i stedet at håne Macron og hans kamp mod islamismen. I stedet for at forsvare Tyrkiets sekulære arv, valgte han at gå islamisternes ærinde. Og i stedet for at kæmpe for Atatürks fortolkning af islam, valgte han islamisternes side.
Det er ikke et NATO-land værdigt. NATO er ganske vist en forsvarsalliance, men grundstenen i NATO er tilliden til, at alle lande vil leve op til musketereden i artikel 5. Det er svært at forestille sig, at Tyrkiet vil forsvare de øvrige medlemslandes kamp for frihed og demokrati, hvis de skulle blive angrebet militært.
Nogle vil måske argumentere for, at Tyrkiet er en vigtig geopolitisk allieret i området. Jeg mener ikke, at man kan antage, at Tyrkiet er en loyal allieret, når Erdogan har ført ideologisk og politisk krig mod Europa de seneste mange år. Tyrkiet forfølger ikke Vestens interesser, kun deres egne. Det er er der rigeligt med eksempler på. Erdogans familie har blandt andet opkøbt store mængder af olie fra ISIS og på den måde hjulpet deres kamp mod alt, der er frit og vestligt. Ligeledes har Tyrkiet opkøbt missiler fra Rusland. Gang på gang viser Tyrkiet, at de ikke længere bakker op om hverken sekularisme eller ytringsfrihed.
Tyrkiet har haft, og har til dels stadig, en unik mulighed for at vise, at islam godt kan kombineres med sekularisme og demokrati, som man før har gjort i landet. I stedet har Erdogan valgt en anden vej. En vej, hvor han hellere vil stå på islamisternes side end en NATO-allierets side i landets kamp for ytringsfrihed. Hvis Tyrkiet ikke formår at vende tilbage til dets sekulære rødder, bør de ikke forblive medlemmer af NATO. For så vil de ikke længere kunne betragtes som loyale allierede.