Forleden deltog jeg i Clement Kjersgaards Debatten på DR2, hvor emnet var sociale medier og ytringsfrihed foranlediget af Elon Musks opkøb af Twitter. Det kommer vi tilbage til. 

Men først en afsløring. Jeg kan ikke lide Twitter som debatforum. Ingen tvivl om, at Twitter er eminent som nyhedsaggregator, der giver mulighed for eksempelvis at følge udviklingen i Ukraine i noget nær real-time, hvis man følger de rette konti. Dén del er fin. 

Grunden til, at jeg ikke kan lide Debattwitter, er heller ikke så meget, at det i praksis er et lyserødt halvwoke intranet for den kreative og kommunikerende klasse. Nej, grunden er, at det som medie er skruet sådan sammen, at det gør begavede mennesker dumme at høre på. 

Mediet belønner både i forhold til tekstbegræsningen på 280 tegn samt måden, algoritmen fungerer på, ekstremt kortfattede udmeldinger og spidsvinklede udmeldinger. Det gør, som det fint er beskrevet i en klumme, at man først reducerer kompleksiteten af sine synspunkter i ekstrem grad, derefter står man offentligt på mål for den reducerede udgave af disse, hvorefter man ender med at internalisere og stå på mål for den mest pixibogs-agtige variant af synspunkter, der oprindeligt var noget mere komplekse end 280 tegn tillader.

Dermed ikke sagt, at jeg ikke kan værdsætte den skarptskårne one-liner, for det er en genre, jeg også hyppigt selv geråder ud i. Jeg kan også rigtig godt lide karrysild, bare ikke hele tiden. Og Twitter er et medie, der er skabt til og algoritmemæssigt belønner hyperpolemiske mikroudsagn, og i øvrigt gør mere kompleks argumentation og debat noget nær umuligt. 

Jeg anerkender imidlertid fuldt ud, at andre kan have det mægtig sjovt med Twitter-debat og finde den berigende, mens jeg stort set nøjes med at bruge det til at finde de friskeste billeder af ødelagte russiske tanks i omegnen af Kherson og lignende. 

Hermed ikke sagt, at eksempelvis Facebook er perfekt, for der er naturligvis mangt og meget, man kan kritisere, men det er muligt her at føre en reel debat og præsentere argumenter, der er længere end to sætninger eller opdelt på en milliard oveflødige undertråde.

Så det er altså ikke fordi, jeg er kæmpefan af Twitter, at jeg er glad for, at Elon Musk har købt platformen. Det er mere, fordi han, ligesom jeg selv, erklærer sig for ytringsfrihedsfundamentalist og har sagt, han vil verificere brugere, sikre upartiskhed i moderation samt transparens i forhold til algoritmen. Om det sker, vil tiden vise, men det er trods alt noget, som de hidtidige ejere hverken har lovet eller søgt at implementere.

Og med hensyn til ejerforholdet vil jeg vende tilbage til Debatten forleden, hvor netop dét var et af de store emner. Lige pludselig er det nemlig blevet utrolig væsentligt, hvem der ejer Twitter, hvor ikke mindst den socialdemokratiske medieordfører, Kasper Sand Kjær, var meget bekymret. Og det selvom ingen er gået den mindste smule op i Twitters ejerforhold tidligere, hvor en storaktionær bl.a. har været blandt andre en saudisk prins foruden en række multinationale kapitalfonde.

Og Kasper Sand Kjær er ikke alene med sin bekymring. Pelle Dragsted formåede endda at svinge sig op til at kalde ham “oligark”. En betegnelse, der utvivlsomt skal insinuere, at Dragsted finder ham mindst lige så moralsk anløben og demokratisk problematisk som Putins kleptokratiske inderkreds, der for størstedelens vedkommende på korrupt vis har skabt deres formuer ved tilrane sig adgang til russiske råstoffer og naturresourcer i stedet for at skabe ekstremt banebrydende produkter og teknologier, som millioner har tilvalgt på frie markeder.

På et frit marked skaber private aktører nye teknologier, som mange bliver glade for, og derfor blive de meget værd, hvorefter de oprindelige ejere ofte enten sælger dem til folk med rigtig mange penge, eller selv bliver meget rige. På internettet sker det forbavsende hurtigt, men det sker også tilsvarende hurtigt, at teknologier bliver afløst af nye og bedre konkurrenter. Hvem kan i dag huske platforme som AltaVista, ICQ, Second Life eller MySpace som andet end nostalgiske minder fra nettets barndom, selvom de hver især havde noget nær monopolstatus inden for deres respektive nicher? 

Selvom Dragsted & co. ikke siger det højt, er det grundlæggende den innovative proces, de gerne vil kortslutte. For stod det til dem, må man forstå, at man ikke kan overlade samfundsdebat til det frie marked, selvom det altså har sikret milliarder af mennesker på kloden langt mere mulighed for at deltage i samfundsdebat, end Danmarks Radio nogensinde har gjort. Og er der én ting, man kan være sikker på, er det at når staten overtager noget, så dræber det innovationen. Tvivler man på det, kan man jo overveje et socialt medie skabt af folkene, der gav os Patientjournalen, PolSag og alle de andre velkendte sorte huller af offentligt finansieret it-inkompetence.

Selvom blot omkring ni procent af danskerne har en Twitterkonto (alle politikere og journalister har dog en, og da de som regel opfatter sig selv som verdens vigtigste mennesker, er det klart, at samfundsdebat for dem i nogen grad kan reduceres til, hvor de selv godt kan lide at debattere). Og en del af de røde politikere ser altså gerne dette medie underlagt “demokratisk kontrol”, hvilket naturligvis er socialistisk newspeak for, at staten ideelt set skal overtage ejerskabet af det.

Rigtige medier, må man forstå, er nemlig statsejede. Ligesom Danmarks Radio. Hvis ikke staten ejer de debatmæssige produktionsmidler, så går det nemlig helt galt. Det er trist, men desværre også for venstrefløjen symptomatisk. Og dermed kan man naturligvis også sige til grundlæggerne af det næste Twitter eller Facebook, at hvis de får held til at skabe noget som milliarder bliver glade for og vælger at bruge, så kan de se frem til, at Pelle Dragsted eller hans ligesindede lægger deres klamme hænder på det også. I demokratiets navn, forstås.

Det betyder selvsagt ikke, at sociale medier ikke kan reguleres politisk som alt muligt andet. Men netop fordi de i høj grad befatter sig med debat, er det noget lidt andet end produktion af kuglelejer. Derfor skal staten naturligvis nøjes med at sikre, at disse medier faciliterer en ekstremt vidtstrakt grad af ytringsfrihed, og så i øvrigt blandt sig helt udenom. Det gør de desværre ikke, og både den danske regering og EU har pålagt sociale medier forpligtelser, der fører til omfattende sletning af helt lovligt indhold, og med den nye lovgivning, som socialdemokraterne står bag, bliver det efter alt at dømme kun et større problem. Selvom særdeles grundige analyser viser, at mængden af ulovligt indhold på sociale medier er ganske marginal. 

Truslen mod ytringsfriheden på sociale medier kommer ikke fra Elon Musk. Tværtimod. 

Den kommer fra vores egen regering og EU.