Helt forventeligt er regeringens plan om at flytte dansk asylbehandling til det centralafrikanske land Rwanda blevet mødt med et ramaskrig af regeringens støttepartier, hvor eksempelvis Radikale Venstre erklærer sig for intet mindre end “pissed”. Og naturligvis har den relevante EU-kommisær erklæret sin harme over planen og sågar truet med at smide Danmark ud af EU’s i øvrigt dysfunktionelle Dublin-samarbejde.
EU-kommisærens raseri er tragikomisk, eftersom EU bærer et markant medansvar for de eksisterende migrationsproblemer, der i høj grad er blevet muliggjort af fjernelsen af de indre grænser i Europa kombineret med manglende effektiv kontrol af de ydre. Gang på gang har unionen vist sig rystende inkompetent til at forhindre migrantstømme, ligesom der her ikke eksisterer nogen vilje til at reformere det fundamentalt dysfunktionelle asylsystem.
Men selvfølgelig, hvis man godt kunne tænke sig mere EU-indflydelse på dansk politik, og man drømmer om flere trusler fra EU-kommissærer, når Danmark vover at trodse Bruxelles’ ønsker, skal man naturligvis endelig huske at stemme ja ved kommende folkeafstemninger.
Med hensyn til selve planen for asylbehandling i Rwanda har jeg tidligere erklæret min tvivl om, hvorvidt det vil lykkes regeringen at få den realiseret. Modellen har været forsøgt før uden held af blandt andet Israel. Men der er tegn på, at særligt den britiske implementering af samme model har bragt den markant nærmere virkeligheden. Og noget kunne tyde på, den allerede har en ganske betragtelig effekt for briterne.
Efter Boris Johnson annoncerede, at hans regering havde indgået et samarbejde med Rwanda, er antallet af migranter, der krydser den engelske kanal, styrtdykket fra dag til dag. Det faldt ifølge de britiske myndigheders tal fra et par hundrede dagligt til nul. Det skete, dagen efter at Johnson offentliggjorde planen.
Det er svært ikke at se en ganske klar kobling mellem udmeldingen og reduktionen, hvilket naturligvis også er intentionen. For idéen med at sende asylansøgere til Rwanda er paradoksalt nok ikke at sende folk nogen som helst steder hen. Det er at skabe en incitamentstruktur, der gør, at de ikke opsøger Storbritannien – eller Danmark – i første omgang. Hvis man ved, at man ved ankomst til et givent land ikke får ophold her, men i stedet bliver sendt til Afrika, så vil rigtig mange vælge at søge andetsteds hen.
Her vil store dele af venstrefløjen så himle op om, at der er tale om forfulgte mennesker med akut beskyttelsesbehov i Danmark. Men det passer ikke. Hvis man kommer til Danmark som asylansøger fra et land uden for Europa, har man reelt ikke et akut behov for beskyttelse her. Man vil uvægerligt være kommet igennem mindst 4-5 sikre transitlande og opsøger altså Danmark af andre grunde end den umiddelbare sikkerhed. Man er ikke i livsfare i Tyrkiet, Grækenland, Østrig, Tyskland, Frankrig eller Polen.
Og Afghanistan, Libyen, Iran og Syrien er heller ikke Danmarks næromåde, hverken geografisk eller kulturelt. Det er ikke polemik, det er nøgterne kendsgerninger.
Med hensyn til sikkerheden i Rwanda er der heller intet, som tyder på, at den skulle være problematisk for asylbehandlede her. Der er ingen tvivl om at Paul Kagames styre kan være særdeles brutalt over for regimekritikere, journalister og andre, men det ændrer ikke ved, at hovedstaden Kigali er base for et utal af vestlige ngo’er, netop på grund af den høje stabilitet og almene tryghed i landet. Og der er ingen grund til at antage, at regeringen ville mishandle eller forfølge migranter, man både modtager klækkelig betaling for at indkvartere, og som får markant opmærksomhed fra vestlige medier og regeringer.
Så hvis man ønsker at gøre op med de strukturer, der har defineret de sidste 40 års danske asylpolitik, skal man trygt ignorere både rasende radikale og truende EU-kommissærer, krydse fingrene og ønske Mattias Tesfaye held og lykke.
