Jeg har tillid, sagde statsministeren på pressemødet 30. juni, efter at Minkkommissionen havde talt. Det var embedsværket i almindelighed og departementschefen i Statsministeriet i særdeleshed, landets statsminister havde tillid til.
Og tillid er godt.
De lande, der klarer sig bedst på parametrene demokrati og velstand og velfærd, er en forsvindende lille minoritet i verden. De lande er protestantiske, kapitalistiske demokratier. De lande er nordiske lande – med en høj grad af tillid.
I et sundt samfund kan man sætte sin lid til politikerne, til myndighederne og til hinanden. I et usundt samfund er ingen til at stole på, og der er embedsmisbrug og som følge heraf kontrol og bureaukratiske processer og mistillid en masse. Bureaukrati og bøvl, som man siger på christiansborgsk her i det mindst korrupte land i verden.
Ifølge en tillidsundersøgelse fra det anerkendte Pew Research Center fra 2020 er Danmark også verdensmester i tillid. Hele 86 % af danskerne erklærede, at de havde tillid til andre mennesker. Kun 71 % af svenskerne kunne sige det samme. Men spørgsmålet er, om tilliden er ved at smuldre?
For blandt unge danskere mellem 18-29 svarede kun 79 % af de adspurgte, at de har tillid. I Sverige – skrækeksemplet på, hvordan et af verdens mest velfungerende lande kan forandres til det modsatte på ganske få år – har kun 53 % af den svenske ungdom tillid til andre mennesker. Hvis man gransker de gruopvækkende kriminalitetsstatistikker, der viser, at personfarlig kriminalitet bare stiger hinsidan, kan det undre, at tallet ikke er endnu lavere.
Den nye generation i Danmark er også mindre tillidsfuld. Og dalende tillid er et problem, der skal tages alvorligt.
Mistilliden til politikerne
Tilliden til magthaverne er siden blevet alt andet end styrket. Ifølge det troværdighedsbarometer, som Radius udarbejder hvert år, er politikere de mindst troværdige af alle. Brugtvognsforhandlere og journalister ligger på en henholdsvis anden- og tredjesidsteplads. Og det må jo betyde, at danskerne har større tiltro til, at det er sandt, når bilforhandleren fortæller, at kunden har gjort et røverkøb, end vi har til vores folkevalgte.
At journalister er at finde i det dårlige selskab, er endnu en pind i ligkisten til det danske tillidssamfund. For danske journalister, hvis måske vigtigste ideal er sandhed, ligesom Jesus’, befinder sig, ja, ikke blandt toldere og syndere, men politikere og bilforhandlere. Dog kan man glæde sig over, at danske politibetjente ligger helt i top. Dem har den danske befolkning stor tillid til – til trods for den yderste venstrefløjs udskamning.
§32 i Grundloven forpligter folketingsmedlemmer til at overholde Grundloven. For med lov skal land som bekendt bygges. Og hvilken type samfund vil vi få, hvis man ikke kunne regne med sin boligs ukrænkelighed, hvis man uden videre kan aflyttes i sin seng, når man for eksempel harcelerede over politikere eller departementschefer, man ikke synes gør det godt, hvis man ikke kunne stole på den private ejendomsrets ukrænkelighed, og hvis ens levebrød pludseligt blev fjernet med et snuptag uden lovhjemmel?
At betale skat med glæde
Velfærdssamfundet er baseret på, at danskerne betaler deres skat om ikke med glæde, så i det mindste betaler det, de skal. Danskerne laver årligt en selvangivelse, hedder det guddødemig, og dermed antydes, at det er en tillidssag mellem borger og stat, at borgerne giver statskassen, hvad statskassens er.
Velfærdssamfundet er dig og mig, og hvis vi ikke understøtter det ud fra devisen om ret og pligt, så skrider fundamentet som en kolos på lerfødder. Det er det, der er ved at ske.
Corona var ikke kun en krise, hvor alle rykkede tættere sammen i bussen for at få hjulene til at køre rundt, rundt, rundt. Det var også en krise, der genererede mange sager om misbrug af hjælpepakker. Så mange, at der blev lavet lovgivning om dobbelt – ja, sågar firdobbelt – straf ved coronarelaterede forbrydelser. Krisen blottede alvorlige brister og brodne kar i tillids- og velfærdsstaten Danmark. Nordea har eksempelvis indberettet hver 12. af de bankkunder, der har modtaget coronastøtte, til myndighederne.
Danmarks Statistik opererer med hele 1.200 forskellige typer af fup og fidus og svindel og humbug. For økonomisk kriminalitet har været en forbrydelse, der har været konstant stigende siden 2009. Og under betegnelsen skjuler sig blandt andet en uskøn blanding af skatteunddragelse, uberettigede fradrag og momssvindel.
Næsten 170.000 danske virksomheder har ingen revisor. Kan det mon være, fordi nogen af dem tyr til kreativ bogføring? Og når skat laver razziaer hos små erhvervsdrivende, er der altid bid. Som for nylig, hvor det blev afsløret, at der flød med – ja, ikke mælk og honning, men – ulovlig snus og lattergas i flere københavnske kiosker.
Også socialt bedrageri er et tiltagende problem i tillids- og velfærdssamfundet Danmark. Hvis man som arbejdsløs modtager offentlig ydelse, så skal man naturligvis stå til rådighed for arbejdsmarkedet og ikke for eksempel flyve til de varme lande på ferie. Det er der så mange uden (fly-)skam i livet gjort, at der fra 2018 blev nedsat et decideret lufthavnstilsyn, der siden har afsløret socialt bedrageri i millionklassen.
Borgernes gæld til det offentlige er svimlende 129 milliarder og støt stigende. En million danskere har ikke betalt den skat, de skulle.
Det gode tillidssamfund
I det ideelle samfund betaler borgerne deres skat med glæde, i fuld tillid til at de politikere, der forvalter borgernes penge, gør det godt og opfylder deres forpligtelse til at overholde (Grund-)loven og i øvrigt lever op til de vandelskrav, der forventes af en folkevalgt politiker.
Men der er åbenlyst sket et moralsk skred.
Der er blevet alt for mange i dette land, der ikke bakker op om vores samfundsmodel. Og politikerne har travlt med alt muligt andet end at sørge for at bevare og forbedre tillidssamfundet Danmark, som de jo rent faktisk er folkevalgt til. Typisk med forhold af mere personlig karakter. Og det er bekymrende.
Men nu skal dette indlæg jo ikke kun lyde som en dystopisk undergangsfortælling.
For til trods for al den kedelige statistik, der jo i bund og grund burde fylde os med mistillid, har vi danskere jo stadigvæk tillid til hinanden i behold. Og det kan man jo håbe på fortsætter. Hvis man altså mener, at håb er en strategi.
