Hvis der er noget, der er tabu i dagens Danmark, er det ansvaret for vores børn og moral i den forbindelse. Rører man ved det emne, risikerer man virkelig hård modstand, næsten uanset hvor diplomatisk man går frem. I min bog Moderland berører jeg spørgsmålet om det moralsk forsvarlige i at have et samfundssystem, der på den gode side tilbyder pasning til alle børnefamilier til en forældrebetaling, der er overkommelig, men på den dårlige presser børnene i pasning uden for hjemmet, når de er omkring 10 måneder i gennemsnit.
Jeg kredser også om det reducerede forældreansvar, der er en konsekvens af det meget store offentlige system, som gør krav på børnene, og hvad det betyder for forældrerollen. Jeg fik da også hurtigt det spørgsmål fra en journalist, om man er en dårlig forælder, hvis man sender sine børn i vuggestue. Selvfølgelig er man ikke det. Men hele spørgsmålet om vores ansvar som forældre og vores vilje til og mulighed for at prioritere børnene står tilbage.
Lad os spole tilbage til det lille hus på prærien. Eller måske på heden. Eller bare en lejlighed et sted. To mennesker får et barn. Det barn og alt omkring det er deres ansvar. Det er et grundvilkår i tilværelsen, at når man får et barn, har man ansvar for det hele vejen rundt i mindst 18 år. Nogen skal passe barnet, og enten gør man det inden for familien, eller også betaler man det, det koster. I Danmark er det jo bare ikke helt så enkelt. Her stiller et stort offentligt system op, så snart baby er ude. En stribe af offentligt ansatte fagprofessionelle kommer med gode råd, men også med kontrol. Mange øjne hviler på os forældre lige fra begyndelsen, altid med det formål hjælpe, naturligvis, men også for at vurdere, om vi gør det godt nok, og fortælle os, hvad vi skal gøre.
Allerede når barnet er helt spædt, skal vi skrive det op til vuggestue som beskrevet i den kommunale brochure, sundhedsplejersken har med på hjemmebesøg. Rådene vedrørende kost og amning til de små børn tager afsæt i, at baby skal kunne passes af andre meget snart. Vi når dermed kun lige at sige goddag til barnet og vores nye liv som forældre, før vi skal til at sige farvel.
Senere fortsætter institutionaliseringen af både børn og forældre i daginstitutioner, skole og hele det system, der omgiver familierne. Det kan være svært at høre sin egen intuitive forældrestemme i det kor. Endnu sværere bliver det, hvis man ikke føler, at det er det rigtige at sende børnene i pasning før skolealderen eller måske bare i vuggestue. Så opdager man, hvor stærk reguleringen er til at lægge fuldtidsansvaret fra sig. Det koster dyrt at få lov til at tørre havregrød op efter den lille, når barselsorloven er slut, så at sige. Det forekommer mig at være stik imod al pligtetik og også at gå på tværs af tilværelsens grundvilkår.
Giv forældrene ansvaret tilbage
Som med så megen anden omklamring er der masser af gode intentioner i systemet. De mange sundhedsplejersker, pædagoger med videre er givetvis optaget af at gøre det gode. Men de gør også det modsatte, for det skaber usikkerhed, at vi ikke kan få ro til at træffe vores egne beslutninger. Falde til i forældrerollen på den måde, vi ønsker det. Og det skaber en uhensigtsmæssig situation mellem forældre og børn, at vi så tidligt og i så stort omfang får en opdelt hverdag.
Det sparsomme samvær bliver præget af tidspres, praktiske gøremål og en grundlæggende følelse af dårlig samvittighed over for børnene, der svækker vores evne til at opdrage dem. De fleste kender til, at man gerne vil hygge sig, når man endelig er sammen. Konflikterne bliver svære at rumme og tage, fordi der er så lidt tid. Dette påpeges også flittigt af børneeksperterne i den offentlige debat og i de mange bøger om opdragelse, der er udgivet i de senere år, som skal fylde tomrummet i forældrenes usikkerhed ud. Mit bud er, at disse råd ikke har nogen effekt ud over at bidrage yderligere til forældrenes usikkerhed.
Den bedste kur er at give forældrene ansvaret for børnene tilbage. Skal man tilbringe dagene med sine børn, er man for eksempel nødt til at opdrage dem, så man selv kan lide at være sammen med dem. Og skal man selv betale den fulde pris for børnepasning, giver det nogle helt andre overvejelser, end hvis 75 pct. af prisen allerede er betalt over skatten. Det ville give forældrene magten tilbage, også i forhold til de efterhånden håbløst ringe kommunale dagtilbud, hvis man opløste den fælles børnepasningsmodel og lod folk betale det, det koster, til gengæld for skattelettelser.
Er det for vidtgående, kan man også bare lade forældrene råde over det kommunale tilskud til pasning, som i 2013 i gennemsnit udgjorde 11.000 kr. om måneden for et barn under tre år og 6.300 kr. for et barn mellem tre og seks år. Eller gøre den offentlige sektor mindre generelt og sætte skatten ned. Der er mange muligheder for at fremelske en mere sikker forældrestand, og det kræver hverken offentligt ansatte børneeksperter eller omsorgspersoner at opnå det. For det vil ske af sig selv, hvis staten holder op med at blande sig på den måde, det sker i dag, og giver forældrene friheden til at tage ansvaret på sig.
