Dydsetikken står i lav kurs i dag. Den er fortrængt af rettighedsetikken. Den dydige spørger: Hvad kan jeg gøre for andre? Rettighedsbæreren spørger: Hvad kan andre gøre for mig?
Dyderne bør rehabiliteres, for de giver livet tyngde. Det er meget mere meningsfuldt at arbejde for noget, der er større end én selv, end at pukke på sine rettigheder.
Dyderne skaber også stærke mennesker, der kan modstå den kultur af krænkelser, der burer mennesker inde i safe spaces i en indbildt verden af mikroaggressioner.
Endelig angår dyderne – især modet – den, vi dybest set er. Ikke at turde være den, man er, er sygdommen til døden. Kierkegaard udfoldede den klogeste psykologi, der endnu er skrevet, på denne elementære indsigt.
Den dyd, der først og fremmest er brug for i dag, er modet. For der findes så megen medløberi, så megen kujonering. Hele woke-bevægelsen drives frem af en sekt af få ekstremister, der får lov at bestemme alt for meget. Kun 12 procent af voksne danskere støtter rent faktisk bevægelser som Black Lives Matter og MeToo.
Woke-ideologien er kommet til magten på grund af svaghed. Derfor kan den også uddrives igen, hvis vi finder modet frem. Som Bari Weiss har forklaret det: Woke skal modsiges. Det sker bare alt for sjældent.
I stedet får vi skandaler som med Thisted Bryghus, der lader sig skræmme til at trække ølmærker tilbage, fordi bryghuset kaldes racistsympatisør (bryghuset blev heldigvis klogere). Vi får ungdomspolitikere fra DF og Nye Borgerlige, der chikaneres fysisk af indvandrere ved skolevalg, imens lærere og ledere undlader at gribe ind. Vi får skolelærere, der ikke vil vise Muhammed-tegningerne, og ledelser, der bakker op om dette svigt. Vi får en mindehøjtidelighed for den myrdede lærer Samuel Paty, der kun samler 200 deltagere, hvorimod der møder 15.000 op til BLM-demonstrationer.
En CATO-undersøgelse har vist, at langt over halvdelen af alle amerikanere er bange for at udtrykke deres politiske holdninger. Der er langt flere amerikanere, der er bange for woke-ekstremisterne, end der er ungarere, der er bange for Orbán-regeringen, som de liberale og progressive ellers altid kritiserer. Bjælken i eget øje!
Hvad risikerer man ved at tale frit? Ikke meget, hvis vi sammenligner os med modstandsfolkene under besættelsen, dissidenterne under kommunismen eller kristne i Nordkorea i dag.
Hvor bliver modet så af? Det kan være svært at få øje på, men det findes – se bare Nye Borgerlige Ungdoms landsformand, Malte Larsen, og de andre unge, der forsvarer DF og NB, selv om det koster. Se skribenter som Marianne Stidsen, der kritiserer MeToo, men befinder sig i en regulær heksejagt, se de identitære aktivister, der lever med overfald fra antifascister.
Eller se rektoren for Københavns Professionshøjskole, Stefan Hermann, der forsvarer sine ansatte, der viser Muhammed-tegningerne. Det gælder blandt andre ‘Charlotte’, der fik Trykkefrihedsselskabets pris, men må leve under politibeskyttelse, fordi hun viser tegningerne i sin undervisning.
Hvad kan du selv gøre? Tal frimodigt, når du er sammen med familie, venner og kolleger, og når du befinder dig i det offentlige rum. Lad i det mindste være med at lyve. Køb varer fra de virksomheder, og støt de medier, der ikke er gået woke. Bak op om de modige få, især blandt de unge, der måske nogle gange føler, at de kæmper alene.
