Debat

25.04.23

Harmen over Jon Stephensen er overdrevet

Rasmus Ulstrup: Jon Stephensens sms-besked er en lille bagatel, der slet ikke burde have nogen konsekvenser.
Jon Stephensen til valgfest hos Moderaterne 1. november 2022. Kvinden på billedet er ikke relateret til den aktuelle sag. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)
Jon Stephensen til valgfest hos Moderaterne 1. november 2022. Kvinden på billedet er ikke relateret til den aktuelle sag. (Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix)

Moderaternes kultur- og udenrigsordfører, Jon Stephensen, er gået på selvbetalt orlov fra Folketinget i kølvandet på sagen om en sms til en 19-årig kvinde.

Lars Løkke Rasmussen udtalte i den forbindelse, at en eksklusion havde været for overdrevet. Det må man give Løkke ret i. Men i det hele taget burde sagen slet ikke have nogen konsekvenser, og den burde i første omgang slet ikke være et offentligt anliggende.

Jeg vil endda gå så langt som at sige, at offentliggørelsen af hans tekstbesked til den unge kvinde, er moralsk problematisk. Det er et privat anliggende, hvad voksne mennesker skriver til hinanden, og det er, uanset om flirten og interessen er gengældt.

Det er nu engang et grundvilkår, at der skal være én, der initierer flirten, og som må se den gengældt eller afvist. I dette tilfælde blev tilnærmelsen afvist, og historien melder intet om, at Jon Stephensen ikke respekterede afvisningen.

I den henseende har Jon Stephensen ikke gjort noget, som ikke forekommer konstant, og som er hele forudsætningen for at vi overhovedet har romantiske relationer eller sex – nemlig at en person prøver at flirte med en anden.

Jon Stephensen brøde er udelukkende, at han er gammel. Men det er ikke en moralsk eller juridisk forbrydelse at være gammel eller at være tiltrukket af unge kvinder.

Til gengæld har Jon Stephensen begået en æstetisk forbrydelse ved at tro, at en 19-årig kunne være interesseret i ham. Tanken frembringer med rette væmmelse. Men det er der så meget, der gør. Og hvis man tager et kig ind i menneskers sexliv, vil man opleve, at der er ganske mange, der lever i seksuelle forhold, hvor man nemt kan væmmes. Men sådan er et frit samfund nu engang.

Jeg væmmes også af at se på radikale mennesker eller ungdomspolitikere fra Moderaterne, men derfor kan jeg jo ikke kræve, at de går på orlov eller bliver straffet for at være klamme mennesker.

Jeg fristes også til at tro, at harmen bunder i, at en gammel, afdanket mand vover at tro, at en ung kvinde vil være interesseret i ham. Hans tilnærmelse bliver slet og ret opfattet som en nedvurdering af deres værdi som smukke unge kvinder.

Hertil må man bare sige, at man nogle gange kan få den opfattelse, at kvinder tror, at jo ældre mænd bliver, jo mere rettes deres begær helt biologisk mod lige så gamle kvinder. Som om mænd på 50 år foretrækker at se porno med 50-årige kvindelige porno-skuespillere. Der kan jeg til puritanernes forargelse oplyse, at det gør 50-årige mænd ikke.

Selvom det selvfølgelig er en provokerende erkendelse, må man tage den for, hvad den er: Æstetisk frastødende, ikke moralsk problematisk.

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter