Alle har ret til en fed kandidatgrad. Det store antal af borgere med lang uddannelse er en af velfærdsstatens store landvindinger: På det personlige plan er det positivt, at der er fri og understøttet adgang til videregående uddannelse; på det samfundsmæssige plan er det positivt, at der rådes over så megen veluddannet arbejdskraft.
Det er angiveligt en situation, hvor alle vinder: De højtuddannede opnår højere indtægter, der skaber et højere skatteprovenu, som kan betale uddannelserne og uddannelsesstøtten.
Alligevel har der i de senere år rejst sig kritiske røster, som mener, at der sker en unødvendig akademisering af mennesker, hvis uddannelse har et praktisk sigte i vort samfund. Statsminister Mette Frederiksen er af den opfattelse, at de højtuddannede i større grad skal forberedes til at kunne virke i de organisationer, hvor de efter endt uddannelse vil få deres virke.
Senest har regeringen redegjort for sin målsætning om at reducere længden af kandidatuddannelser til ét år – angiveligt primært i de humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser.
Overordnet kan man sige, at der er rejst tvivl om, hvorvidt der er for megen videnskabelighed i størsteparten af de studerendes uddannelse; om de har tilstrækkelig indblik i og forståelse for basis; om de har ”været nede i plutten”, som vi plejede at sige det i Hæren, hvor ”plut” var et militært idiom for ”mudder”, der udgør et substantielt element i en soldats eksistens i felten (spørg blot ukrainerne om et par måneder).
Lad os som illustration af dette se nærmere på djøf’ere, der er den gruppe af mennesker, hvis uddannelse giver dem adgang til medlemskab af Danmarks Jurist- og Økonomforbund, og som for en stor dels vedkommende har deres virke som embedsmænd i offentlige institutioner.
Ifølge nogle stemmer ude fra periferien af statsmagten forefindes djøf’ere ikke blot i sådanne institutioner, de hærger også i dem – især i hospitalsvæsenet, hvor de fremmer produktionen af et fremragende datamateriale, men uheldigvis bevirker en reduktion i såvel kvaliteten som omfanget af behandlinger.
Fiktion om virkelighed
For at konkretisere de udfordringer, som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund konfronteres med, kan vi – forhåbentlig med en vis fornøjelse – skue hen over Nordsøen og betragte to ikoniske britiske embedsmænd, som burde være kendte af en stor del af det læsende danske publikum.
Har man min alder, vil man med stor sandsynlighed som et fremtrædende eksempel på en britisk embedsmand huske Sir Humphrey Appleby, permanent secretary (departementschef) i Ministeriet for Administrative Anliggender i BBC-serien Yes, Minister (1980-84) og efterfølgende Yes, Prime Minister (1986-88).
Sir Humphrey har den traditionelle uddannelse, som giver ham adgang til de højeste embeder i den britiske centraladministration: Winchester College og Baillie College (fiktivt) i Oxford. Han er i høj grad dannet; qua sine studier af ”classics” bevæger han sig uhindret rundt i latin og formentlig i nogen grad også græsk; han er beleven og begår sig smidigt blandt sine medembedsmænd, der besidder en tilsvarende dannelse.
Hvor en Sir Humphrey engang ville kunne have været en pryd endog for den danske centraladministration, vil nogen nok i dag mene, at han udgør et klart eksempel på overakademisering, og at i dagens Danmark, hvor eliminering af ulighed af enhver art er et bredt accepteret mål, er den klassiske dannelse snarere en hæmsko end en fordel, således at alt, hvad der måtte stå tilbage af klassisk dannelse i en akademisk ”embedsmandsuddannelse”, derfor bør udgå.
Storbritannien byder imidlertid på en for nutidens Danmark langt interessantere embedsmandsfigur: Sir Joseph Porter, First Lord of the Admiralty, som vi møder i Arthur Sullivan og W.S. Gilberts operette H.M.S. Pinafore. Admiralens fortræffelige karriere i det britiske embedsværk skildrer han selv i ’Admiralens vise’ (vidunderligt gendigtet af Jens Louis Petersen, og uforglemmeligt fremført af Jørgen Reenberg), og denne karriere begynder tidligt:
Som grøn konfirmand blev jeg af mor
sat i lære på et officielt kontor.
Jeg svang min kost og pudsed’ vindu’sfag,
og jeg gnubbed’ alle hoveddørens guldbeslag.
Men fra denne ydmyge begyndelse går unge Joseph Porters vej op gennem centraladministrationens meritokrati, og han slutter med adling og en høj funktion – ikke som sømand, men netop som embedsmand.
Offentlig mesterlære
Det, der er værd at bemærke ved denne karriere, er, at den ikke udgår fra en lang akademisk uddannelse, men baserer sig på viden og indsigt opnået i det virke, som Sir Joseph har haft på forskellige trin i embedsværket. Ud fra hans egen skildring må vi opfatte Sir Joseph som en velfungerende embedsmand, der aldrig har haft svært ved at tilpasse sig de opgaver, han har fået.
(For en god ordens skyld bør det nævnes, at den originale Sir Joseph ikke er embedsmand, men advokat og politiker; her vil vi imidlertid holde fast ved Jens Louis Petersens eksemplariske fremstilling af ham.)
Og hvad skal vi så konkludere ud af dette? At man bør ophøre med at rekruttere akademikere til embedsmandsfunktioner og i stedet indføre en mesterlære i offentlig administration, hvor de, der engang var tjenestemænd, oplæres i deres metier.
Herved undgår vi en unødig akademisering af den offentlige administration; vi vil få velfungerende embedsmænd, der ubesværet gennemgår en karriere i henhold til evner og ambitioner og såmænd vil kunne opnå at blive tildelt ridderkorset af såvel anden som første grad.
Vi vil samtidig opnå en slankning af visse fakulteter, hvor man til gengæld vil kunne uddybe videnskabeligheden i uddannelsen af de resterende studerende.
