Debat

10.11.20

Hvad kan det borgerlige Danmark lære af Trump?

Uanset udfaldet af det nylige amerikanske præsidentvalg, og uanset hvad man ellers måtte mene om Donald Trumps personlige stil og hans politik, må man konkludere, at hans indsats i de fire år i embedet har været helt ekstraordinær.
Foto: Gage Skidmore, Wikimedia Commons
Foto: Gage Skidmore, Wikimedia Commons

Jeg bryder mig generelt ikke om politikere, og jeg har det mildest talt ambivalent med at skulle skrive en artikel om Trumps præstationer. Alligevel vover jeg pelsen og kaster her noget konfetti for Trump – trods hans mange fejl og mangler.

Med ekstraordinær mener jeg, at hans indsats i en række discipliner har været en kraftpræstation uden sidestykke i nyere historie. I atletikkens verden ville Trumps indsats have svaret til at slå Usain Bolts 100 meters rekord på 9,58 sekunder med snørebåndene bundet sammen. 

Hvis man skal vurdere Trumps indsats, må man gøre sig klart, hvor stor en modstand Trump har stået overfor. For det første har han ikke engang haft en entydig opbakning i sit eget parti. Talrige fremtrædende republikanere har gang på gang undsagt (og ofte med god ret) hans projekter, og flere har stemt imod ham. 

For det andet havde han naturligvis også demokraterne imod sig. Men de færreste havde nok haft fantasi til at forestille sig den tsunami af uforskammet løgn, som disse lod vælte ned over hans embedsperiode. Hans embedsperiodes første tre år foregik i skyggen af demokraternes fuldstændigt grundløse påstande om forræderi, samarbejde med Rusland og efterfølgende ”cover-up” – og efterfølgende af påstandene om indblanding i ukrainske forhold. Disse løgne, som gentoges tusindvis af gange i amerikansk presse, mundede endda ud i forsøget på at afsætte Trump via ”impeachment”.

For det tredje er der formentlig ikke nogen statsleder i verdenshistorien, der så systematisk og omfangsrigt har haft pressen imod sig. Trumps egen kommunikation har bestemt ikke altid gjort det nemt for ham selv. De uklædelige og narcissistiske løgne og halve sandheder fortjente selvsagt at blive rundbarberet i pressen, men når man ser bort herfra, har meget store dele af pressen (til tider selv Fox News) konsekvent og med vilje misforstået og misrepræsenteret hans budskaber.

For det fjerde havde Trump også selve embedsapparatet imod sig. Dette gjaldt naturligvis i særlig grad den del af embedsapparatet, der har med efterretningsvæsenet og dets mange forgreninger at gøre. Efterretningstjenesterne og justitsministeriet blåstemplede, på et tilsyneladende meget fejlagtigt grundlag, spionage imod dele af Trump-kampagnen og efterfølgende hemmeligholdt de dette for kongressen. Desuden lækkede de i meget stort omfang løgne til en alt for velvillig presse, som kastede al journalistisk integritet overbord.


En positiv forskel

På trods af denne modstand formåede Trump at gennemføre afgørende reformer og levere på væsentlige dele af sine kampagneløfter. Ikke mindst drejer det sig om en historisk selskabsskattelettelse, omfattende dereguleringer til gavn for erhvervslivet, muren på den mexicanske grænse, flytningen af ambassaden i Israel, nedskaleringen af militært engagement i Mellemøsten, nedbringelse af arbejdsløsheden til et historisk lavpunkt. Desuden har S&P500 leveret et ganske højt afkast – på trods af at vi allerede var ”sent” i højkonjunkturen, da Trump blev valgt i 2016. 

Trods disse i det store hele flotte og borgerlige resultater er Trumps væsentligste succes formentlig, at han har vundet terræn i den amerikanske kulturkamp, hvor identitetspolitisk idioti ellers ikke havde mødt nævneværdig modstand i mange år (nogensinde?). 

Selvom vi naturligvis hurtigt kan blive enige om, at Trumps kommunikation kunne være bedre og mere egnet til en statsmand, er det nok på dette punkt, danske borgerlige kan lære noget af Trump. Årsagen til hans succes har ganske givet været, at han ikke har undskyldt for sine synspunkter. De venstreorienterede forsøg på at udskamme ham har derfor ikke haft effekt – de har snarere givet ham ekstra energi og hans base større tiltro.

Hver gang Trump er blevet kaldt racist, kvindehader, fascist, nazist, idiot, arrogant og meget andet, har hans svar i modsætning til danske borgerlige ikke været at dukke nakken. I stedet har han på provokerende fladpandet og effektiv vis opstillet sine visioner som smukke, store og gode.

Dertil kommer, at han har haft en velbegrundet og smittende optimisme med hensyn til muligheden for at gøre en positiv forskel for almindelige amerikaneres økonomiske situation. I Danmark fremstår den borgerlige fløjs økonomiske visioner mere eller mindre som, hvad socialdemokratiet mente 15 år tidligere. Men sandheden er, at en stor dosis ægte borgerlig økonomisk politik vil have en meget markant og positiv indflydelse på almindelige danskeres liv. 

Danske borgerlige kan derfor lade sig inspirere af Trumps stolthed. De må også udvikle et lag af retorisk teflon, så venstrefløjens mistænkeliggørelse og udskamning preller af og kommer til at fremstå som det skingre hysteri, det i grunden oftest er. 

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter