De såkaldte Normstormere har en millionforretning kørende med at tilbyde kurser for skolebørn i blandt andet Københavns Kommune. Men når det kommer til det præcise indhold i disse kurser, måtte forældrene og offentligheden ikke få adgang, angiveligt på grund af Normstormernes ophavsret til kursusmaterialet. Eftersom Normstormerne tydeligvis er ekstremt venstreorienterede, kan enhver se det betænkelige i den situation. Men det kan måske være værd at opholde sig lidt ved, hvordan hemmelighedskræmmeriet hænger logisk sammen med andre aspekter af den bevægelse, som mange kalder for ”wokeness” – ja, måske ligefrem udtrykker kvintessensen i denne bevægelses menneskesyn. 

Historien om Normstormernes lyssky oplysningsprojekt finder en nøjagtig pendant i USA, hvor indoktrinering af skolebørn med den såkaldte ”kritiske racetori” er blevet så brandvarmt et tema, at det blandt andet har afgjort et guvernørvalg i Virginia og ført til omfattende forældreprotester over hele landet. Også her vinder venstreekstreme synspunkter indpas i det offentlige skolesystem, og også her formenes kritiske forældre adgang til kursusmaterialet, endda med nøjagtig den samme copyright-tekniske begrundelse som Normstormernes (se for eksempel denne artikel). 

Dette har ført til retslige opgør om aktindsigt, men også til utallige afsløringer af, hvordan den kritiske raceteoris begreber bliver smuglet ind ad bagdøren uden udtrykkeligt at optræde i læseplanen, for eksempel ved træning af lærerne (se vidnesbyrdene fra gymnasielærere som Paul Rossi eller Dana Stangel-Plowe). Fællesnævneren er hver gang, at den angivelige oplysning er lyssky, i den forstand at dens virke søges hemmeligholdt for en bredere offentlighed. 

Dette stemmer fuldstændig overens med en række andre karakteristika ved wokeness, der tilsammen afslører en grundlæggende fjendtlighed over for den offentlige debat.

Herved tænker jeg eksempelvis på den venstreorienterede censur, der under dække af såkaldte ”fællesskabsregler” eksekveres på internetplatforme som Twitter og Facebook, dels fordi digitaliseringens gullaschbaroner i Silicon Valley er født woke, dels fordi racefikserede eller transaktivistiske brugere er eksperter i angiveri.

Jeg tænker også på de angreb på politiske dissidenters levebrød, der går under navnet ”cancel culture”, og som tilsyneladende har bredt sig fra universitetsverdenen, så den nu også rammer folk som komikeren Dave Chapelle og podcastværten Joe Rogan.

Men ganske særligt tænker jeg på de mere eller mindre voldelige anfald af massehysteri, der efterhånden har normaliseret udelukkelsen af konservative foredragsholdere fra amerikanske universiteter, som regel under henvisning til beskyttelsen af sårbare studerende imod at blive traumatiserede ved at få overskredet deres grænser og ”safe spaces”.

Den politiske dialogs omdannelse til ”træning”
Man kunne godt få det indtryk, at en bevægelse, der i så udsøgt grad bekymrer sig for, hvordan en tweet, en vits eller et foredrag kan såre folk, måtte modsætte sig al kommunikativ interaktion imellem forskellige subkulturer. Hvis ingen snakkede med folk uden for deres egen klike, hvis alle bare lod hinanden forblive salige i deres tro – ja, så ville problemet med sårende ord vel være løst?

Måske tænker en og anden Taleban-mand sådan, men wokeness handler på en ejendommelig måde om det stik modsatte. For her vil man jo alligevel meget gerne i kontakt med majoritetsbefolkningen, hvilket både Normstormernes og de kritiske raceteoretikeres interesse i skolebørn illustrerer. Det skal bare være en ganske særlig form for kontakt.

I stedet for en åben markedsplads for idéer, hvor alle i princippet deltager på lige fod, og hvor stridigheder formidles igennem en gensidig forpligtelse på det, som Habermas har kaldt ”det bedre arguments tvangløse tvang” – ja, da tilstræber wokeness-bevægelsen konsekvent en asymmetrisk kommunikationssituation, hvor den ene part besidder en særlig autoritet, og hvor den anden på forhånd er anbragt i elevens eller klientens position. Oplysning skal ikke være noget, som de debatterende i fællesskab forsøger at frembringe, men noget, som den ene part påfører den anden.  

I bund og grund handler Woke-bevægelsen ikke om argumenter, men om ”øvelser” – og ikke om diskussion, men om ”træning” (som i ”bias-træning”, ”inklusionstræning”, ”mangfoldighedstræning”). Hvad er forskellen?

En diskussion er noget principielt ukontrollabelt, som man ikke sjældent får rodet sig ind i uden egentlig at ville det. Naturligvis forsøger man med sine argumenter at påvirke den, man diskuterer med. Men ofte vil man i kampens hede sige ting, man ingenlunde havde planlagt at sige, og i sidste ende ligger den risiko latent i enhver argumentation, at den anden kan fremkomme med modargumenter, så det i højere er en selv, der ender med at blive påvirket. 

Det er med andre ord vanskeligt at bestemme entydigt, hvem der er subjektet for en livlig dialog – og på den anden side er det qua samtalepartner, at det andet menneske allertydeligst fremviser sin radikale forskellighed fra en blot foreliggende genstand.

Heroverfor angiver øvelser og træning en lineær proces, der uden videre kan konciperes som et subjekts forarbejdelse af et materiale med henblik på en forud givet målsætning. ”Materialet” består her i andre menneskers åndsliv, og den woke træning går ud på at omarbejde dette ved hjælp af en på forhånd fastsat procedure entydigt bestemt af træneren (eller kursuslederen, eksperten, diversitetskonsulenten). 

Den teknokratiske kerne i dette forsvinder ikke, bare fordi man måske sukrer målsætningen ind i velklingende modeord (”inklusion”). Woke-bevægelsen skyr den offentlige debats gensidighed, fordi den er en beherskelsestænkning fokuseret på teknisk kontrol over historien, kulturen og det andet menneske.

Når dørene lukkes …
Man kigger ned i en afgrund, når man overvejer woke-bevægelsens hykleri omkring sårende og grænseoverskridende ord.

Så længe det drejer sig om opslag på et frit tilgængeligt socialt medie, en komikers drillerier over for et publikum, der selv har betalt for at være til stede, eller et debatoplæg, hvortil alle i princippet kan opponere, og ingen på den anden side har mødepligt – ja, så hører man en evig jammer over, hvordan ord kan skabe ubehag og utryghed. Men når så dørene lukkes ind til en topstyret og påtvunget social sammenhæng, hvor man har sine egne trosfæller placeret i diverse institutionelle og bureaukratiske magtpositioner, får piben en anden lyd. 

For nu skal der pludselig ”føres vanskelige samtaler”. Nu skal udvalgte grupper – for eksempel hvide eller heteroseksuelle - udfordres i deres ”skrøbelighed” og ”privilegieblindhed”. Nu skal normerne ikke bare problematiseres, men ”stormes”. Der skal tromles tværs igennem alle personlige grænser, i lutter foragt for folks ”forsvarsmekanismer” og med det erklærede formål, at repræsentanterne for majoritetsbefolkningen skal knæle i andægtighed, når de foredrages de undertryktes synspunkt og tilskrives uanede grader af syndighed.

Ideen er tydeligvis, at en giftig og ensrettet gruppedynamik skal fremkalde den slags sjælelige underkastelseskramper, der måske bedst kendes fra den middelalderlige inkvisition eller maoismens ”selvkritik”. 

Evergreen som eksempel
Det mest slående eksempel, jeg har set på dette, stammer fra Evergreen Stage College, der også i andre henseender leverede et forvarsel om den woke kulturrevolution, der senere skulle komme til at udspille sig over hele USA. Universitetet havde siden sin etablering i 1967 fungeret som en progressiv institution – velsagtens i stil med RUC – men først under trykket af et voksende lag af administratorer med fokus på racespørgsmål samt indsættelsen af en woke rektor i 2015 udviklede skolens kultur sig på en måde, der i foråret 2017 løb helt ud af kontrol. 

Her overtog ophidsede studerende kontrollen med skolen, tilbageholdt fysisk hele ledelsen og gennemsøgte forbipasserende biler under en klapjagt på den eneste fra lærerkollegiet, der havde turdet tale imod den woke agenda (Bret Weinstein). Forløbet er intensivt dokumenteret, fordi det blev springbræt for en daværende studerendes senere karriere som kommentator på Youtube. Denne studerende var Benjamin Boyce, og det er i en lydoptagelse fra hans allersidste undervisningstime på Evergreen, at man med isnende klarhed fornemmer, hvad der er, der kan foregå, når døren til den offentlige debat er blevet lukket. Optagelsen er fra 27. maj 2017 og findes på Boyces video nummer 22 i serien ”The Complete Evergreen Story”. 

De hvide studerende er blevet bebrejdet for deres ”hvide tavshed” vedrørende racisme, men er samtidig blevet opfordret til at tie stille for at give plads til de sorte studerendes stemme. Det paradoksale i disse krav fører i starten af optagelsen til høflige indvendinger fra enkelte hvide studerende, herunder Benjamin Boyce. Men dette fremkalder omgående en række stærkt ophidsede modindlæg, ikke mindst fra folk, der i påfaldende grad hæver stemmen, bander og uden videre omtaler politifolk som ”pigs”, det venstredrejede Evergreen College som ”this racist-ass campus” og deres hvide medstuderende i almindelighed som ”racists” og ”white supremacists”.

Ganske særligt bemærker man en kvindelig studerende, der lyder psykisk uligevægtig, men som til gengæld kan bryste sig af at være både sort, handicappet og transseksuel i en eller anden afskygning. Et af hendes grådkvalte udbrud eskalerer afslutningsvis ind i noget, der formelig lyder som et dødsskrig. 

Det bemærkelsesværdige er, at de institutionelle autoriteter i sammenhængen entydigt bakker om en gruppedynamik, der åbenlyst handler om at intimidere visse studerende til tavshed. Læreren holder et langt, passioneret foredrag om, hvorfor de hvide studerende ikke må stille kritiske spørgsmål, og han omtaler i forbifarten sin kollega Bret Weinstein som ”Bret-fucking-Weinstein”. En kvindelig hjælpelærer truer med at skrige så højt, at alle vinduerne sprænger, hvis en eneste hvid elev rejser flere kritiske spørgsmål.

Efterhånden bliver indlæggene fra de woke studerende længere og længere, mens de oppositionelle elementer tilsyneladende har opgivet at komme til orde. Seancen virker næppe vellykket, hvis man betragter den som en debat – men sandsynligvis er den ganske succesfuld, hvis den betragtes som en slags træning eller dressur.

Øjet, der ikke selv kan ses
Normstormernes hemmelighedskræmmeri eksemplificerer en foragt for åben debat og en forkærlighed for asymmetriske kommunikationsrelationer, der præger woke-ideologien i almindelighed – og som i mine øjne bygger på et perverteret menneskesyn: Anderledes tænkende opfattes udelukkende som råmateriale for en slags teknisk bearbejdelse.

I kernen af den bestræbelse ligger en vision om at være øjet, der ikke selv kan ses, et subjekt, for hvilket alle andre er objekter, men som aldrig selv kan gøres til genstand for kritisk granskning. 

Man hører denne vision i selve ordet ”woke”, idet det jo siger, at man selv er ”vågen”, mens andre åbenbart ”sover”. Forskellen imellem den vågne og den sovende er meget anderledes end forskellen imellem to diskussionspartnere, der måske begge finder hinanden vildledte – men som kun kan få ret over for den anden under indgåelse af den risiko, at det kan vise sig at være modpartens argument, der er mest overbevisende. 

Med den sovende kan man ikke argumentere, man kan ikke overbevise nogen, der ikke engang er ved fuld bevidsthed. Her er derimod brug for en slags mekanisk påvirkning, en ”storm”, en envejskommunikativ rusketur, hvilket desværre er, hvad mange (pseudo-)intellektuelle nu om dage forveksler med kritisk fornuft og oplysning.