Der er al grund til at tro, at Cecilie Beck og en ung fotopraktikant havde det aldeles herligt, da de havde en seksuel relation for fem år siden. Det er grundlæggende i orden, at sød musik opstår efter et møde på arbejdspladsen, og en stor del ægteskaber starter netop sådan. Reelt vil der også forekomme forhold mellem chefer og medarbejdere, hvilket dog forhåbentlig fører til, at en af parterne flyttes væk fra personaleansvar over sengepartneren.
Derfor udstiller den verserende sag ikke noget om Cecilie Beck. Den udstiller derimod et hykleri i debatten, hvor det i alle andre sammenhænge er blevet comme il faut at udlægge nærmest alt som bevis for en problematisk seksualiseret magtkultur. Har Dyrby engang kysset med en medarbejder efter en fest? Har en leder uddelt farvede kondomer til medarbejderne? Var der en kikset musikvideo med TV 2-ledere flankeret af dansepiger til en intern fest?
Det hele blev udlagt som symptom på samme råddenskab, og de ansvarliges dømmekraft og moral er følgelig helt til rotterne, forstår vi.
Men der er undtagelser. Alle ved, at hvis Cecilie Becks historie i stedet havde handlet om en højtprofileret mandlig studievært, som havde været sammen med en ung kvindelig praktikant, var det blevet udlagt som endnu et eksempel på en patriarkalsk og krænkende arbejdsplads, hvor praktikanter er tagselvbord for blåskjortede lystne hanhunde og skærmtrolde. Narrativet om en seksualiseret og magtforskruet kultur var blevet yderligere underbygget, og studieværten havde været endnu et udtryk for manglende blik for egne privilegier, i værste fald moralsk anløbenhed.
Det sker bare ikke i tilfældet Beck. Her bliver det derimod problematiseret, at Ekstra Bladet bringer historien, fordi der ikke er nogen part, der oplever sig som krænket. Ingen tvivl om, at det gør en indlysende forskel, om nogen oplever en relation som krænkende eller ej. Men helt så let er det ikke. For konsekvensen af den argumentation må være, at en række af de forhold, der bliver illustreret i dokumentaren Sexisme bag skærmen faktisk heller ikke i sig selv var kritisable, mens det pågik.
For som bekendt kan der gå en del tid, før folk oplever noget, de indledningsvist selv var indforståede med, som krænkende og problematisk, og det skete også for flere i dokumentaren. Her har det hidtil være en integreret pointe i MeToo-debatten, at ujævnbyrdige martforhold i sig selv er et ekstremt problematisk udgangspunkt for relationer, fordi det kan have uheldige konsekvenser for den svage i relationen, som de ikke i situationen kan overskue, og at det derfor både kan være svært at sige fra og senere stå frem, hvilket chefer, studieværter og ledelser i en række medier er blevet anklaget for at lukke øjnene for.
Det dilemma har Ekstra Bladets Joachim B. Olsen fint sat på spidsen på Twitter, hvor han flere gange har stillet chefredaktører og andre, der har været forargede over Ekstra Bladets historie, det simple spørgsmål, om det er OK at være sammen med praktikanter på deres arbejdsplads. De fleste af svarene er præget at så meget uld i mund, at man befrygter, at der sidder hele får fast i halsen. For hvad skal de svare? At ja, det er ok, og dermed risikere at udstille sig som et TV 2-in-spe, eller sige, det er forkert, og dermed bekræfte, at Ekstra Bladets historie faktisk belyser et problematisk forhold? Den er jo svær.
I den aktuelle sag er det ujævnbyrdige magtforhold, hvor det kan være svært at sige fra, ganske enkelt ikke en del af ligningen, og det er ganske pudsigt. For selvfølgelig er en studievært på en landsdækkende kanal, der typisk er blandt mediebranchens mest feterede og højtbetalte aktører, og en fotopraktikant ikke i nogen meningsfuld forstand jævnbyrdige.
Men i denne sag må man forstå, at dette markant ulige magtforhold skam slet ikke bør problematiseres som en del af debatten om sex, magt og MeToo på TV 2.
Pudsigt.
