”Hvis du ikke er venstreorienteret som ung, har du intet hjerte, og hvis du ikke er højreorienteret som gammel, har du ingen hjerne”. Det fortærskede ordsprog er dygtigt blevet holdt i live gennem generationer af især borgerlige. Eksemplerne på unge sværmeriske brostensbesættere, der ender deres liv som nålestribede jakkesæt på højrefløjen, er da også talrige. Budskabet i ordsproget er da heller ikke til at tage fejl af: Venstreorienterede er følelsesmennesker med idealisme frigjort fra virkeligheden. Højreorienterede er til gengæld fornuftige mennesker med et realistisk og rationelt syn på verden.
Som socialdemokrat mener jeg selvfølgelig, at det er noget vrøvl. Og er man i tvivl, så kan man jo i disse uger se, hvordan højrefløjen desperat klamrer sig til følelsesporno i den økonomiske debat. Siden statsministeren i et TV2-interview forsigtigt luftede budskabet om, at klassisk nedskæringspolitik er et forældet svar på en voksende statsgæld, så har CEPOS, Berlingske og en række opinionsdannere kastet sig frådende over regeringen.
Angrebene om økonomisk uansvarlighed kender vi til hudløshed. Intet nyt under solen der. Men denne gang er de kendetegnet ved at være fuldstændig klinisk renset for tal og saglige argumenter. Hvor er de højreorienterede politikere og meningsdannere, som finder fornuftige og rationelle argumenter frem mod statsgæld? Hvor er henvisningerne til økonomiske autoriteter, der kan underbygge argumentet om, at mere statsgæld er farligt for Danmark? Ingen steder. Det er ren følelsesporno – bl.a. gennem påstande om 1970’er- og Anker Jørgensen-politik.
Højrefløjen er ved at gøre sig selv skyldige i det, de altid har angrebet venstrefløjen for: At udskifte fornuft med følelsesporno. At udskifte en rodfæstet argumentation med flygtige mavefornemmelser. At klamre sig til en totalt afklædt position i virkelighedens verden.
Tager man et kig på den økonomiske debat siden årsskiftet, så bliver baggrunden for højrefløjens desperation tydelig. OECD, som er en gammel bastion for borgerlig økonomisk tænkning, opfordrer nu til at revidere synet på offentlige udgifter. Herhjemme insisterer flere og flere økonomer på at adskille synet på privatøkonomi fra statsøkonomi, senest to Nordea-økonomer i Politiken. Nye økonomiske erkendelser fra tiden efter finanskrisen er nået vores breddegrader, og de er ved at tage et fundamentalt opgør med højrefløjens økonomiske tænkning. Intet tyder på, at de lave renter forsvinder foreløbigt, flere udfordrer statsgældens betydning for en samlet sund økonomisk politik, og sporene fra Europas efterspørgselsdræbende nedskæringspolitik i kriseårene skræmmer de fleste. Alt i alt er der skabt et helt nyt grundlag for den økonomiske debat, som har rokket ved fundamentet i højrefløjens politiske opdragelse.
Lige om lidt skal budgetlov, balancekrav og EU’s økonomiske politik diskuteres. Når sommeren rammer os, er sporene for de næste mange års økonomiske politik nok blevet lagt af et flertal i Folketinget. Et råd herfra til borgerlige meningsdannere og politikere er at få kombineret følelsespornoen med en portion fornuft meget hurtigt. De gange, den rene følelsesporno er blevet mobiliseret på venstrefløjen i økonomiske spørgsmål, er det altid gået galt. Der er trods alt nødt til at være en sammenhæng mellem substans og retorik. Mellem virkelighedens verden og de højstemte paroler. Også når man er borgerlig.
