Er Danmark en skyldig nation, der har gjort andre mennesker og folk stor uret?
Alene dette forår bed jeg mindst to gange mærke i, hvor dette spørgsmål rumsterede på vigtige platforme i det danske medielandskab. I begyndelsen af maj insisterede MF Aki-Matilda Høegh-Dam på at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol, og i april var Anna Neye og Caroline Henderson på besøg i Deadline for at gøre det klart for seerne og værten Issa Mahmoud Jeppesen, at der var et eller andet helt off med måden, som vi forstod vores kolonihistorie, racismen og slaveriet herhjemme.
Fraværet af talt grønlandsk i Folketinget havde åbenbart været undertrykkende. Og at folkeskolelærere tilbage i firserne havde spist Anna Neye af med et forsimplet historisk narrativ om, at Peter von Scholten havde frigivet slaverne, var ikke godt nok. Undervisningen i Holocaust, mente Anna Neye (fejlagtigt i øvrigt), havde derimod været obligatorisk, og tænk, hvad det ikke ville have betydet for hende, hvis hun havde kendt lige så meget til slaveriets og kolonialismens historie som til Holocaust.
”Herrefolksmentalitet” hørte jeg godhjertede bekendte snerre, når de tænkte på det. Grønland, Vestindien – det var herrefolksmentalitet.
Jeg kan ikke sige, at jeg syntes, at det bed, for i alt for mange år har jeg hørt det samme refræn. Et evigt råbekor, der glammer vredt om stort og småt. Men selvom man ikke føler sig skyldig i egne øje, så ændrer det ikke på, at vi kan blive identificeret som skyldige i andres. Vores identitet er ikke bare noget, vi beslutter for os selv, men også noget som andre pådutter os. Identitet er også et stigma.
At mene sig uskyldig ligger naturligt for mange, men skyldige kan vi stadig være i andres øjne, og så bliver det alligevel noget besværligere med selvforståelsen og fællesskabet med ens anklagere. Jeg hælder mod blankt at afvise kolonial skyld for Danmarks vedkommende, men når vi kigger ud over det politiske landskab, så ser vi igen og igen politiske kampagner for og imod skyld. Hvad er det egentlig, der er på spil i alle disse anklager og afvisninger?
Skyld er mange ting
I USA er der fornyede krav fra sorte om reparations for slaveri, diskrimination og racisme, og i Californien synes processen allerede langt fremskreden for en eller anden erstatning i de kommende år. Tyskland har været skyldig i årtier for nazismen. Herhjemme undskyldte Mette Frederiksen og betalte erstatninger til først Godhavnsdrengene og senere til grønlandske ”eksperimentbørn”. Efter sommerferien kan tidligere anbragte i særforsorgen se frem til endnu en statslig undskyldning.
I 2017 holdt Lars Løkke som statsminister tale på St. Croix, hvor han nok talte for en nuanceret og mindre idylliseret erindring om kolonitiden, men undlod at give nogen officiel undskyldning. Hvorfor tog Mette gerne ansvaret på sig i førnævnte sager, men afviste det så konsekvent i minksagen? Hvorfor følte Lars Løkke sig ikke kaldet til at undskylde i 2017? Hvorfor er der så mange, der mener sig forurettede, selvom de aldrig selv personligt har været slaver, koloniserede eller diskrimineret imod?
Det er, fordi skyld både handler om identitet, retfærdighed og sociale relationer, men så sandelig også om magt. I nogle tilfælde er der meget at vinde for politikere ved at tage ansvar, i andre tilfælde store tab. Og det samme gælder faktisk for de såkaldte ofre.
Første gang jeg rigtigt interesserede mig for forholdet mellem historie, politik og skyld var tilbage i begyndelsen af 00’erne. Jeg stod i boghandelen i Schönhauser Allé-arkaden i Berlin, som jeg ikke boede langt fra dengang. To unge fyre grinede. De havde opdaget boghandlens altdominerende udstilling af bøger, som de åbenbart fandt grinagtig. Min klare fornemmelse var, at de lo ad endnu en bogsæson, der var monomanisk fikseret på én tidsperiode i tyskernes historie. Tiden med Hitler, selvfølgelig.
I en vis forstand var det overraskende, at det var det, de lo ad. For i Tyskland var det slet ikke moralsk acceptabelt at finde det morsomt, så meget havde jeg forstået. Alle tyskere, jeg havde mødt, havde altid den samme skyldbevidste rygmarvsreaktion, når talen faldt på Hitler: tøven, beklemmelse og afstandtagen. Hitler – det var svært at tale om. Men de to fyre måtte være nære venner, når de sådan brød med, hvad der var den altdominerende sociale etikette.
Når tyskere fordømte nazisternes antisemitisme, Holocaust, racisme, eutanasi og hensynsløse, imperialistiske militarisme, så kunne jeg nikke anerkendende med. Men jeg undrede mig også igen og igen, når man lod mig forstå at interesse for sundhed og sport, det var næppe mere end to skridt fra nazismen og gaskamrene, for nazisterne havde jo netop dyrket den sunde, stærke, germanske krop.
Ligeledes med den tyske romantik – den var virkelig slem med dens dyrkelse af de tyske landskaber, der syntes at besidde en særlig urkraft og ånd, som det tyske folk selvfølgelig tog del i. Kunne jeg lide tysk romantik, stod jeg nærmest og heilede, mens jeg gennede jøder ind i gaskamrene. Tysk højkultur og dannelse beskyttede ikke mod barbariet, for lejrkommandanten i Auschwitz havde jo spillet Bach. Tysk kultur havde tydeligvis ikke været nogen stopklods for nazismens uvæsen, men måske snarere den nødvendige fremkaldervæske.
Med sådanne forestillinger og tankemønstre sad den kollektive skyld ligesom i kødet på alle tyskere. Som Adam og Eva havde gjort sig skyldige ved at spise af kundskabens træ, således var også hver tysker skyldig, for de kunne jo ikke andet end fortsat spise af frugterne fra det træ, som tysk kultur og sprog var. Talte du tysk, var du, om ikke direkte skyldig for nazisternes forbrydelser, så i al fald en mistænkt, en potentiel krigsforbryder, som kun de allerstrengeste moralske normer kunne holde fra fremtidige misgerninger mod menneskeheden. At du var tysk, var dit kainsmærke.
Jeg syntes dengang, at denne skyldbetyngede og skyndsomme knæbøjning var noget overdrevet. Den tyske forbundsrepubliks identitet og stræben lod sig nærmest definere negativt: Alt, hvad nazisterne var, vil vi ikke være. Alligevel vidste jeg, at for at man kunne opretholde den fiktion, der ignorerede man alle de punkter, hvor nutidens politik flugtede næsten perfekt med nazisternes. Man talte næppe om nazisternes progressive miljø- og naturlovgivning, deres fokus på modernisering og udvikling af industrien eller deres socialpolitik, der havde det tyske folks ve og vel for øje og rimede ret godt på Sozialstaat. Egentlig burde disse politikker også være dystre ekkoer fra fortiden, hvis man skulle være konsistent i sin forsagelse af alt nazistisk, men det var de ikke.
Samtidig havde jeg også oplevet igen og igen, hvordan europæiske medier og politikere kunne spille nazikortet, når de gerne ville have Tyskland til at trække sig længere i forhandlinger og finde den solide tyske tegnebog frem til finansiering af de mange europæiske planer. Det var alt sammen en smule usmageligt, lidt barnagtigt, men samtidig måske på sin plads og sært betryggende. Jeg havde ikke ord for det dengang, men i mine noget mudrede og ambivalente følelser dengang gemte sig allerede forklaringen på, hvorfor så megen politik kredser om skyld og ansvar.
Politisk instrumentalisering
Eftersom jeg havde undret mig over tyskernes massive skyldkompleks, som var usædvanlig tung identitetskost for en ubekymret dansker som mig, så havde jeg fattet interesse for en ny bogtitel, der syntes at være et frontalangreb på det. The Holocaust Industry hed den. Forfatteren var slet ikke tysker, men amerikaner og hed Norman Finkelstein. Hans anklager var voldsomme, men hans jødiske familiebaggrund (begge forældre havde overlevet Holocaust) og politiske ståsted som kommunist og marxistisk akademiker, gjorde enhver mistanke om, at han blot var en højreorienteret, politisk provokatør umulig. Tværtom gav hans jødiske ophav ham nærmest en ret til at få taletid blandt tyskere, medmindre de ville risikere en anklage om antisemitisme, hvad der var lig en social dødsdom.
I The Holocaust Industry anklagede Norman Finkelstein amerikanske jøder for økonomisk og politisk instrumentalisering af erindringen om Holocaust. I Amerika var Holocaust blevet brugt som en advarsel og anklage mod alle totalitære ideologier gennem halvfjerdserne og firserne. Nazismen havde været en totalitær ideologi, og ligeså var kommunismen, sådan havde den politiske og historiske analyse lydt. Holocaust var nazismens og kommunismens logiske slutpunkt, det afgrundsdybe billede på totalitarismens natur.
Desuden var Holocaust også, mente Finkelstein, blevet brugt som argument for en uforbeholden støtte til den israelske stat som det eneste moralsk forsvarlige. Eftersom Finkelstein både var kommunist og pro-palæstinenser, følte han, at den amerikanske venstrefløjs politiske kampe var blevet mishandlet af holocaustindustriens moralske kølle.
Jeg mindes, at jeg dengang fandt Finkelsteins argument svært at genkende, for jeg kunne da ikke se, at Holocaust nogensinde var blevet brugt til at slå venstrefløjen oven i hovedet med. Tværtom var det da indlysende, at venstrefløjen brugte Holocaust mod højrefløjen, mens Stalin blev brugt mod venstrefløjen i Europa. Men den historiske og politiske kamp og fortolkning havde åbenbart udfoldet sig anderledes i USA. Norman Finkelstein, der var persona non grata i brede kredse af USA, fandt heller ikke mange venner i Europa, for de, som kunne være hans politiske frænder, havde ikke hans problem. Tværtom – den moralske kølle, som han havde fået tæsk af, var den, de selv brugte. Det var uvelkomment at pege så vredt og skingert på den politiske instrumentalisering af Holocaust.
Kundera fremmer forståelsen
Dengang forstod jeg ikke, hvorfor unge tyskere, der havde haft absolut intet med Hitlertiden at gøre, alligevel lod sig udskamme og – syntes jeg – til tider lod sig manipulere af indlysende selvtjenende, politiske aktører, der altid gerne spillede nazikortet for vinde selv den mindste smule politisk kapital ud af tyskernes skyldfølelse. De vrededes aldrig for alvor, men faldt ligesom altid bare ned på knæ, ganske som kansler Willy Brandt havde gjort det i 1970, da han besøgte mindesmærket for ghettooprøret i Warszawa for første gang.
Hvorfor tyskere og folk i almindelighed ofte accepterer skyld og føler sig skyldige, selvom indholdet af anklagen er urimelig eller måske fuldstændig ukendt, det hjalp den tjekkiske forfatter Milan Kundera mig som den første med at forstå i sin bog Romankunsten. I et essay om Franz Kafka diskuterede han netop skyldens særlige funktion.
Kundera skrev, at Kafkas mest berømte figurer som K. altid står under anklage, de føler sig skyldige, men kan aldrig få klarhed om, hvad den konkrete anklage er. De ikke blot accepterer, men søger aktivt et svar på, hvori deres skyld består. Selvom de aldrig finder svaret, accepterer de straffen i fortællingernes slutning. De følger lydigt med deres bødler og lader sig stikke ned ”som en hund”, de kaster sig i døden fra en bro eller insisterer på selv at lægge sig på tortur- og henrettelsesinstrumentet.
Den kafkaske søgen efter årsagen til anklagen var noget, som Kundera kun kendte alt for godt fra de stalinistiske skueprocesser, som også havde hjemsøgt hans eget Tjekkoslovakiet i halvtredserne. I Prag 1951 blev hundredvis af partitro kommunister anklaget for forræderi. Eftersom de altid havde identificeret sig med partiet, søgte de nu selv efter svaret på, hvor det var, de havde svigtet. I livets mange små forsømmelser fandt de selvfølgelig svigt, hvorfor de gerne tilstod langt større imaginære forbrydelser for at sone deres skyld. Netop tilståelserne havde den stalinistiske og totalitære kommunisme brug for, for de gav dem ret, de gav dem moralsk og politisk legitimitet, de retfærdiggjorde deres magt.
I essayet beretter Kundera om besøget hos en veninde i Prag. Han beundrer hende, fordi hun aldrig havde vedgået sig nogen skyld over for sine anklagere tilbage i 1951. Hun havde derfor ikke kunnet bruges i nogen skueproces. Det havde kostet hende 15 år i fængslet, men hængt blev hun ikke, modsat sine kammerater.
Da Kundera besøgte hende, græd og himlede hun op over sin 26-årige søn, fordi han var stået sent op og kom dryssende ned af trappen. Kundera syntes, det var overdrevet. Hun gjorde et stort drama ud af en småting, og det slog ham, at ligesom de kommunistiske apparatjiks grundløst havde anklaget hende, således anklagede hun nu sin søn. Til sin overraskelse hørte han dog straks sønnen tage moderen i forsvar. Hun havde ret til at være efter ham, for hans forseelser pegede vitterligt mod en langt større brøde og brist i hans karakter. Hans mor havde stået kommunisterne imod og fortjente intet andet end beundring.
Sønnen fulgte det kafkaske script for skyldighed. Hvad partiet aldrig lykkedes med hos moderen, var moderen lykkedes med hos drengen.
Kunderas anekdote om moderen var én, der blev hos mig. Sidenhen har jeg haft rig lejlighed til at iagttage, hvorledes folk kan puste småting, ja ingenting, op til det principielle og moralsk forkastelige. Jeg har måttet tage mig selv i at gøre det. Og endnu flere gange har jeg sikkert gjort det uden at indse det pga. selvbedrag. Kunderas essay gjorde det klart for mig, at scriptet om skyld og ansvar synes at udspille sig på uhyggeligt lig vis på både det mikrosociale som det makrosociale niveau. Som historisk enhed kom familien og i al fald mor-barn-forholdet før staten, så staten synes blot at udnytte et allerede eksisterende script for følelser og adfærd.
Fangernes dilemma
Selvom litteraturen om, hvorledes skyld kunne forklares ud fra et evolutionspsykologisk og biologisk perspektiv, for længst var skrevet, så var det ikke noget, som jeg kendte til. Men en skønne dag blev jeg bekendt med Robert Axelrods bog om The Evolution of Cooperation (1984), der stillede spilteori og særligt spillet fangernes dilemma i centrum for at forstå, hvad der er på spil i mødet mellem mennesker, og hvorfor der findes pro- og asociale følelser.
Det kan lyde som en grandios påstand, men fangernes dilemma synes at være den spilteoretiske matrix, der evolutionært har formet alle vores følelser omkring hinanden og os selv. Hvis kompliceret liv på andre planeter også havde seksuel forplantning, hvor afkommets genetiske arvemateriale ligeledes bestod af en fifty-fifty blanding fra de to forældre, så ville deres adfærd og følelser også være resultater af fangernes dilemma. Kendskab til fangernes dilemma burde ret beset være almen dannelse i dag. Men da det ikke er tilfældet, så lad mig give pixiudgaven af fangernes dilemma.
Fangernes dilemma er historien om to personer, der er blevet arresteret. Forestil dig, læser, at du er den ene arresterede. Politiet tilbyder dig, at du kan gå fri, på betingelse af at du indrømmer en række forhold og inkriminerer din makker derved. Din makker vil da få 3 år, men vælger din makker ligeledes at svigte dig, da har I begge udsigt til en straf på 2 år hver. Vælger I begge at holde tæt, da forsikrer din forsvarsadvokat dig om, at I helt sikkert slipper med blot ét år hver pga. manglende beviser. Hvad skal du gøre: samarbejde med eller svigte din makker? Hvad er det mest rationelle valg?
Hvis din makker samarbejder, altså holder tæt, hvad er så det bedste valg for dig? Samarbejde betyder et helt års fængsel, mens svigt betyder, at du får nul straf. Svigt er altså det rationelle valg. Hvis din makker modsat svigter dig og sladrer, hvad er så det bedste valg for dig? Samarbejde betyder nu 3 års fængsel, mens svigt betyder 2 års fængsel. 2 er mindre end 3, så svigt er igen det rationelle valg. Der synes ikke at være nogen bedre strategi i dette spil for den enkelte end at svigte. At svigte er i spilteoretiske termer Nash-ligevægten.
At svigte er indlysende den bedste og rationelle strategi for den enkelte, men det indlysende dilemma burde også været tydeligt. Hvis de begge havde samarbejdet, altså holdt tæt, var de samlet sluppet med blot 2 års fængsel. Men deres rationelle selvinteresse tvang dem til det ringeste udfald: 4 års fængsel.
Hvis du hjælper mig …
Hvad har fangernes dilemma dog at gøre med følelser? Jo – i evolutionspsykologi ser man det som det centrale spil, der kan forklare, hvorledes samarbejde og prosociale følelser har kunnet udvikle sig over evolutionær tid. Sagen er, at hvis fangernes dilemma kun bliver spillet én gang, så er den bedste strategi altid at svigte, men hvis spillet skal spilles tusindvis af gange uden at man ved, hvornår det sidste spil spilles, var det da ikke bedre om begge fanger samarbejdede? Det syntes Robert Axelrod i al fald at have demonstreret i The Evolution of Cooperation tilbage i firserne.
Robert Axelrod fortalte i bogen om, hvorledes han havde inviteret til en computerturnering, hvor folk kunne tilmelde sig med deres bud på den bedste strategi til at vinde 100 runder af fangernes dilemma. Spilteoretikere, evolutionsbiologer og økonomer bød ind med alle mulige strategier, men vinderstrategien var den enkelte og venlige strategi, der hedder tit-for-tat.
Tit-for-tat er en venlig strategi, fordi den altid samarbejder i det første spil. Samarbejder den anden spiller også, samarbejder den også i det næste spil. Bliver den derimod svigtet i et spil, hævner den sig ved selv at svigte i det næste spil. Samarbejder den anden igen, skifter den også tilbage til at samarbejde. Tit-for-tat er noget for noget, man får som man sår, hvis du hjælper mig, hjælper jeg dig, smil til verden og den smiler til dig.
Men hvad har tit-for-tat, spilteori og fangernes dilemma dog med anklager og skyld at gøre? Er dette ikke omtrent så langt ud, man kommer på det virkelighedsfjerne, teoretiske overdrev?
Tjo, måske – men pointen er, at med evolutionspsykologiske briller har livet været et stadigt møde mellem organismer, hvor det spil, der spilledes, og de point, der var at vinde, igen og igen var pointfordelingen, som de fordeler sig i fangernes dilemma. Fangernes dilemma forudsiger, at adfærd og følelser, der bringer organismer til at samarbejde, vil favoriseres af den naturlige selektion.
Eller rettere – mange følelser og adfærd leder os mod at følge tit-for-tat-strategien livet igennem. Derfor vil vi gerne hævne os, når nogle svigter os. Derfor er vi ofte tillidsfulde i udgangspunktet. Derfor bekymrer vi os om vores ry og rygte. Derfor føler vi os skyldige og brødebetyngede, når vi har forurettet nogle. Derfor er vi parate til at stole på, tilgive og samarbejde med den, der i sandhed angrer.
Et signal om samarbejde
Så scriptet om skyld og anger, som Kundera gjorde mig opmærksom på, er egentlig blot et typisk adfærds- og følelsesplot, som tit-for-tat-strategien er udmundet i efter trillioner af gennemspilninger af fangernes dilemma i evolutionshistoriens æoner.
Skyld er en stærk følelse, hvad der er vigtigt. For det handler om, at følelsen skal sende et kraftigt og troværdigt signal om, at man er kommet på bedre tanker, at man har fortrudt sin handlen og intet stærkere ønske har end at gøre sin brøde god igen. Jo mere skyldig en person vitterligt føler sig, jo mere er vedkommende til at stole på, jo mere er vedkommende parat til at gøre for én og hjælpe én. Vedkommende står i gæld. I spilteoretiske termer signalerer man samarbejde.
Sønnen i Kunderas eksempel havde jo ikke gjort noget galt, men alligevel følte han sig skyldig. Det kan fangernes dilemma også forklare, for det mest fordelagtige resultat for den enkelte er selvfølgelig, hvis den ene samarbejder, men man selv svigter. I det tilfælde kalder man i litteraturen den, der samarbejder, for sucker (godtroende fjols), og den, der svigter, for cheater (snyder). Sønnen er det godtroende fjols, moderen er snyderen.
Moderne evolutionsteori forudsiger, at en population vil blive overtaget af snydere – dvs. alle dem, som psykologien kategoriserer som psykopater, sociopater, antisocial eller machiavellisk personlighedsstruktur, narcissister og egotister (kært barn har mange navne) – medmindre organismer evolutionært udvikler kognitive evner til at gennemskue og følelser og adfærd til at håndtere snyderne. Rene befolkninger af godtroende fjolser vil over tid altid bukke under, hvis de infiltreres af blot én snyder.
Pointen er, at fangernes dilemma altså ikke kun giver os en forklaring på eksistensen af prosociale følelser, men også en indlysende forklaring på de asociale, ligesom den også forklarer de hævnende. Følelserne er blevet så stærke, fordi i fangernes dilemma er der foregået et slags våbenkapløb.
Gevinsten ved at manipulere, altså svigte i spilteoretiske termer, er store, hvorfor mange er dygtige til det. Men tabene ved at lade sig narre er tilsvarende store, hvorfor godtroende fjolser er få – folk er relativt gode til at spotte manipulation. Man kan narre nogle folk noget af tiden, men ikke alle hele tiden, som man siger.
Nu er det så ikke sådan, at alle går rundt og bevidst manipulerer. Tværtom er det sådan, at den bedste manipulation er den, der foregår, uden at den manipulerende selv er bevidst om det. Ingen manipulation er så stærk, som når folk anklager, vil hævne sig, have retfærdighed eller føler skyld af et oprigtigt hjerte, selvom der objektivt set er absolut ingen grund.
Følelser som skyld, rets- og hævnfølelse er netop så intense, fordi jo stærkere de er, jo mere troværdige er de. De kæmper om at kunne matche hinanden. De skal signalere, at vores vilje og adfærd er slaver af voldsomme, ustyrlige følelser. Vi er parate til at betale den højeste pris for hævnen eller for at sone vores skyld. Følelser er både meget oprigtige, men også alt for ofte – i en dybere forstand – noget manipulerende og selvinteresseret bullshit.
Prestigen i skylden
Sønnen, sagde vi tidligere, var det godtroende fjols, fordi han accepterede morens tynde anklager. Men spørgsmålet er, om det er helt korrekt, for hans bekendelse af skyld skete jo i påhør af tredjepersoner, hér Kundera. Hos Kundera vakte det ikke nogen beundring. Han så ikke en ung mand, der forsvarede og kerede sig om sin mor, der havde måttet lide megen uret. Men ville mange andre ikke se en førsteklasses, kærlig søn, der gerne ville gøre sin mor stolt, der trofast og respektfuldt holdt hånden under hende, måske fordi hun havde det svært?
Spørgsmålet er, hvem der er den stærke? Moderen eller sønnen? Den, der anklager, eller den, der tager skylden på sig – selv den urimelige skyld?
Jeg synes ikke, at man kan afvise, at i den politiske dans om skyld og uskyld, der kan der også være prestige og moralsk autoritet i at tage skylden på sig for de magtesløses og mislykkedes vanskæbne, særligt når man er magtfuld og uden personlig skyld. Da kan man for alvor give den som en light udgave af Jesus på korset, der tager menneskehedens skyld på sine skuldre.
Okay – det kommer til at lyde lige kynisk nok. Måske vi hellere skulle sige, at den stærke viser offeret respekt ved at acceptere en pseudoskyld. I al fald kan det politisk knæfald og bodsgang ofte blot på overfladen være et tab af politisk kapital og moralsk autoritet, mens det på et dybere plan er en moralsk og politisk gevinst.
Det var den amerikanske forfatter Shelby Steele, der gjorde mig opmærksom på den sammenhæng. I bogen White Guilt – How Blacks and Whites Together Destroyed the Promise of the Civil Rights Era (2006) dissekerede han elegant og skarpt, hvorledes spillet om ansvar og skyld ift. racisme og slaveri har udspillet sig i Amerika.
Ifølge Shelby Steele havde der frem til tresserne været moralsk og politisk autoritet i at være hvid – det havde været hvid overlegenhed. Men med civil rights-bevægelsen blev det klart, at hvid overlegenhed havde svigtet de liberale principper, som den amerikanske forfatning byggede på. Hvide politikere, institutioner og borgere mistede politisk og moralsk legitimitet med anklagerne om racisme.
Deres svar blev hvid skyld. Et centralt træk ved hvid skyld var retorikken for afstandtagen. Man tog afstand fra Jim Crow, segregation, slaveri og strukturel racisme. Man tog afstand fra selv de mindste bemærkninger, hvis de kunne udlægges som mikroaggressioner. Det ubetydeligste og tyndeste vidnesbyrd om racisme afslørede altid et isbjerg af underliggende strukturel racisme. At vedgå sig skylden var at tage ansvaret.
Ved at bekende sig til hvid skyld og gøre knæfald, så genvandt politikere og institutioner, skrev Steele, netop deres tabte politiske og moralske legitimitet. Hvid skyld erstattede hvid overlegenhed.
Men når de sorte spillede racekortet, så var det ifølge Steele altid en korrumpering. Det lyder hårdt, men Shelby Steele kalder det en korrumpering, fordi sorte derved ikke tog ansvaret for egne liv eller accepterede principperne for friheden. Sorte forstod – ifølge Steele – at udnytte hvides skyld til egen politisk og materiel fordel. I hvid skyld var der penge og magt. Hver gang der gik race i politik, så var det et greb efter magt og en korrumpering.
Trumfen ved at tage afstand
N-ordet blev en tabuiseret dødssynd, strukturel racisme allestedsnærværende. Racisme og sorte – det blev svært at tale om. Affirmative action var nødvendig for at rette op på fortidens forsyndelser. Diversitet var en styrke og et vidunderligt gode. Velfærds- og boligprogrammer skulle rette op på fortidens uretfærdigheder. Repræsentativitet var social retfærdighed. Refrænet var langt og har kørt nonstop på repeat i årtier. Men ifølge Steele var der ikke kun magt i de evige beskyldninger. I en dybere forstand var det en opgivelse af friheden og ansvaret, for i anklagen lå korrumperingen af begge.
Afstandtagens retorik og hvid skyld er elitær i sin natur, skrev Steele. Den handler ikke om at forsvare principper, men om at vinde moralsk autoritet og legitimitet ved at tage afstand. At tage afstand trumfer alle argumenter. Den skaber en slags kollektiv narcissisme, eliten føler sig overlegne i moralsk forstand, fordi de så storsindet tager afstand. Afstandtagens retorik giver vinger til en narcissistisk himmelflugt, en fornemmelse af at man er nået et højere stadie end andre i sin menneskelige og moralske udvikling.
Men med hvid skyld forsøger eliten blot at udfylde det moralske vakuum efter tabet af hvid overlegenhed. Jeg tager afstand, derfor er jeg god.
Siden tresserne har amerikansk liberalisme set afstandtagen som en dyd, men for mange amerikanere er det en retorik, der har lydt stadigt mere hul. Så når eliterne og deres institutioner fortsat begræder og tager afstand fra racisme, imperialisme og sexisme, så bider det ikke længere på dem, men irriterer dem i stedet. For de ved, at de ikke er racister, imperialister eller sexister i nogen meningsfuld forstand – de føler og ser ikke behovet for at tage afstand, men har længe følt sig manipuleret med. På et eller andet plan har de forstået, at de er de godtroende fjolser, som politiske eliteinstitutioner og ofre (snyderne) manipulerer emotionelt med for at rage små og store fordele til sig.
Afstandtagens retorik vækker altså ikke længere skyld i USA hos store dele af befolkningen, men derimod slet skjult ressentiment og tilbageholdt vrede over at blive manipuleret med. Man ønsker ikke at falde på knæ, men derimod at hævne sig på snyderne.
Hvem er ofre her?
Så er Danmark en skyldig nation, der har gjort andre mennesker og folk stor uret? Hvis læseren ellers er nået så langt i essayet, da håber jeg, at konturen af et svar tegner sig. Selvfølgelig har Danmark gjort folk og mennesker uret, men har det gjort stor uret i nyere tid? Lever der mennesker i dagens Danmark, der er skyld i slaveriet på de Vestindiske Øer, hvis rigdom skyldes slave- og sukkerhandlen? Er Danmark og danskerne skyld i, at Anna Neye og Caroline Henderson og andre lysebrune skuespillere, sangere og manuskriptforfattere ikke har haft mere tid i spotlyset, fordi vi er racister? Er Anna Neye og Caroline Henderson og andre elitekvinder i nogen meningsfuld forstand ofre?
Det lyder tit, at man ikke skal bebrejde ofrene, men Anna Neye og Caroline Henderson i særdeleshed og kvinder i almindelighed er ikke i nogen meningsfuld betydning ofre for hverken den danske stat, samfundet eller danskerne.
Måske sælger Anne Neyes manuskripter og film, Caroline Hendersons musik ikke så meget, som de kunne ønske sig. Men det er ikke, fordi danskerne er racister, men fordi vi er mere interesserede i andre emner end satire og racisme og foretrækker pop for jazz.
Desværre kan mange af de såkaldte ofre ikke godtage så simple og enkelte forklaringer. Men hvis alle de, som hævder at være ofre i dag, var det, så var vi alle ofre. At udvide offerbegrebet i den udstrækning giver ikke mening.
I interviewet på Deadline med Anna Neye og Caroline Henderson viste journalist Issa Mahmoud Jeppesen sig i øvrigt også som en eliteperson, der trak på retorikken for afstandtagen. Han brugte ligesom Neye gerne ord som minoriserede, racialiserede og slavegjorte. Adjektiverne lyder uskyldige, brugen er måske ubevidst, men de skjulte anklager i dem er tydelige. For at de kan give mening, så må der have været nogen (mennesker) eller noget (en struktur), der gjorde andre til en minoritet, en race eller slaver. Ordene tager afstand, samtidig med at de forsøger at vække hvid skyld hos danskerne. Hvid skyld for at kunne høste moralsk, politisk og økonomisk kapital.
Snyderens smånarcissistiske drøm
Jeg synes, at Jeppesen og Neye skal holde op med at bruge sådanne termer. De indeholder grundløse og unødvendige anklager, der kun kan virke som en langsomt virkende gift for sameksistensen i Danmark. Anna Neyes ønske om, at folkeskolen skal give uskyldige folkeskoleelever en historieundervisning, der kunne have styrket hendes moralske kapital ved at servere dem slavehistorier med skyld på, er så indlysende snyderens smånarcissistiske drøm. Den drøm, håber jeg, at Anna Neye lidt skamfuldt vil droppe.
Et klart og konkret budskab til elever om, at slaveri var forkert, og det var godt, at Peter von Scholten frigav slaverne, er så langt at foretrække i folkeskolen end identitetsentreprenørers manipulerende skyldshistorier.
Hvad angik Willy Brandts og tyskernes knæfald, så kunne de nok synes som skyldbekendelser, der var mere eller mindre påkrævede og rimelige. Men i knæfaldet vandt de også en moralsk og politisk autoritet ved at tage skylden på sig. Tysk skyld erstattede arisk overlegenhed. Nok vedkendte de sig en gæld, men et sted forstod tyskerne også, at de havde råd til at betale den. Og – den der betaler, er som regel også den, der bestemmer.
På samme måde må vi også se det som en korrumpering af europæiske nationer og politikere, hvis de spiller nazikortet i dag. I stedet burde de tage friheden og ansvaret på sig i stedet for at manipulere sig til små politiske og økonomiske fordele. De mudrede følelser, som jeg havde for mange år siden i Tyskland, kom sig nok af, at jeg både fornemmede, hvorledes min side profiterede af tyskernes skyld, men også forpassede muligheden for at være den bedste udgave af os selv ved ikke at tage ansvar. Det virkede allerede dengang umodent og barnligt.
Den politiske forstillelse om den tyske fortid og skyld synes dog at befinde sig i en ny fase i disse år. Spørgsmålet er, om ikke europæiske nationer er holdt op med ivrigt at spille nazikortet, fordi de nu har brug for, at Tyskland tager aktivt ansvar og ikke blot betaler. Kan det ikke virke som om, at nu er det i stedet for tyskerne, der manipulerende spiller nazikortet mod sig selv for at slippe for ansvaret? Hele vejen rundt er det korrumpering af egen national frihed og ansvar.
Mette Frederiksen undskyldte gerne til Godhavnsdrengene og grønlandske ”eksperimentbørn”. Både fordi hun nok syntes, at staten havde gjort dem uret, men også fordi hun ikke selv personligt kunne lægges til last. Det er den stærke, der ikke er personligt ansvarlig, der viser konkrete ofre respekt. Desuden er erstatningssummen statsfinansielle småpenge. I sådanne undskyldninger er der en del politisk og moralsk kapital. Der er vælgere, der elsker den respektfulde undskyldning. De lytter og stemmer ikke, medmindre de ved, at hjertet sidder det rigtige sted.
Med minksagen var det naturligvis anderledes, for ingen anden gruppe af mennesker bar et større, personligt ansvar for den end den sluttede flok, der deltog i det afgørende møde i koordinationsudvalget. Mette Frederiksen ledede det udvalg, der tog beslutningen, men aldrig ansvaret. De tog aldrig ansvaret, fordi der var ingen politisk eller moralsk kapitalgevinst i det. Tværtom kunne det betyde tabet af al anseelse og legitimitet som demokratiets valgte repræsentanter.
Min mormor, mindes jeg, skrev engang et brev til mig med forskellige råd til livet. Ét af dem lød: ”Der er ikke nogen, der skylder dig noget.” I min ungdoms narcissisme fandt jeg rådet besynderligt, for jeg syntes da nok, at både min forældre og verden i almindelighed skyldte mig både det ene og det andet. I dag krummer jeg tæer, når jeg tænker på min nærmest bundløse utaknemmelighed.
Vi er faldne organismer
Men jeg skuffes også over så mange voksne, der aldrig synes at have hævet sig over en følelse af, at verden skylder dem et eller andet stort. At den på en eller anden måde ikke har givet dem løn som fortjent. Jeg forstår i dag, at det er, fordi vi mennesker er faldne organismer, hvis følelser har udviklet sig gennem fangernes dilemma i evolutionens dybe historie. Vores interesser er ikke sammenfaldende, og for den enkelte er der mest at vinde, hvis man kan spille spillet, så ens modstandere står tilbage som de godtroende fjolser. Selvbedragerisk manipulerer narcissisten i os gerne andre til at tro, at de skylder os noget, fordi de har gjort os stor uret.
Men identitetsentreprenører inden for køn, race og etnicitet har i deres narcissistiske himmelflugt mistet kontakten med både den historiske og samtidige virkelighed. De har heller ingen interesse i at erkende deres himmelflugt, for erkendelsen ville betyde et narcissistisk kollaps og fald fra stor højde ned i gennemsnitlighedens og almindelighedens glemsel. Vi bør dog ikke ynke eller give almisser til mennesker, som har intet eller lidet at beklage, også selvom vi måtte have økonomisk råd, også selvom vi kunne vinde moralsk og politisk kapital derved.
På venstrefløjen er der næppe færre selvretfærdige og aggressive narcissister, sociopater og egotister end andre steder på den politiske skala. De spiller i fuld overbevisning igen og igen kortene, hvorpå der står racisme, sexisme og kolonialisme. Det eneste positive er, at det ikke har fået et omfang og ikke helt bider herhjemme, som det har gjort mange andre steder i Vesten.
Jeg kunne have lyst til at rose os selv og sige, at det er vi for kloge til i Danmark, men en stor del af grunden er nok, at vi som regel har nogle år, hvor vi på afstand kan iagttage den helvedessti, som etniske identitetspolitikere, radikale elitefeminister og antikolonialister, tvinger andre nationer nedad, inden det hjemlige, mediale jammerkor kræver, at vi også slår ind på stien.
I Danmark vil der selvfølgelig altid være narcissistiske epigoner, der følger krænkelse- og klagescripter fra udlandet i spændt og vred forventning om moralske, politiske og økonomiske gevinster, men vi gør klogest i ikke at lade os kue af deres beskyldninger ved at holde fast i og pege på virkelighedens faktiske forhold.
I Danmark får alle vitterligt en reel chance af civilsamfundet og staten. Dog bliver vi alle begrænset af vores naturlige anlæg eller skæbnens luner på et eller andet tidspunkt. Men det danske samfund – det spiller altså ret fair.
Vi bliver ikke alle sammen en kæmpe succes eller har held med alt, hvad vi gør. Selvom vi har slidt og stræbt livet igennem, så skylder verden os ikke stor succes. Måske rakte evnerne bare ikke langt nok, måske var der en enkelt, der var lige det lidt bedre. Måske interesserede det ingen, det man tilbød og satsede på. Måske var fejlen, at man overmodigt satsede på et marked, hvor vinderen tager det hele. Måske var timingen blot uheldig. Det er ikke nogens skyld, det er bare livet.
Ikke at kunne forstå det og give andre skylden, er desværre alt for menneskeligt, men det er også narcissistisk, umodent og en karaktermæssig falliterklæring. Shelby Steele ville sige, at man korrumperer sin mulighed for at tage ansvaret og friheden på sig.
Et historisk dydsmønster
Så skylder Danmark os noget? Måske, men det kan ikke være meget, der er værd at tale om. For mit eget vedkommende har jeg bare fået og fået uden at kunne give meget igen. Det gælder nok for de fleste. Samtidig føler jeg dog også, at jeg bliver påtvunget en del unyttige på- og forbud, som jeg finder unødvendige eller urimelige.
Alligevel synes jeg dog, at der er meget at være taknemmelig for. Danmarks største synd er nok, at den har taget for meget af vores frihed og ansvar fra os. Konsekvensen er – jeg ved, jeg gentager mig selv nu – korrumperingen af den personlige frihed og ansvar.
Selvfølgelig er Danmark historisk skyldigt i stort og småt, men i sammenligning med andre nationer så er vi et af historiens dydsmønstre. Vores dages identitetsentreprenører gør sig derimod skyldige i alskens manipulation. De bærer en ikke uvæsentlig del af skylden for – nu skriver jeg det for sidste gang – korrumperingen af ansvaret og friheden.
