Den venstreradikale identitetspolitiks passion er ikke at formulere identiteter, men at formulere mod-identiteter. Det handler ikke om at finde identitet i det at være sort, etnisk minoritet, transseksuel, homoseksuel, panseksuel, nonbinær, kvinde, eller hvad det nu alt sammen hedder. Og så handler det i særdeleshed ikke om at finde sin identitet i det at være dansk. Nej, du altforbarmende!
Identitetspolitik handler kun om at knytte identitet til det at være i opposition til samfundets dominerende sociale og kulturelle strukturer. Det handler om at være sort i opposition til ”hvidheden”, om at være etnisk minoritet i opposition til ”majoritetssamfundet”, varierende grader og arter af seksualitet i opposition til ”heteronormativiteten” og så naturligvis kvinde i opposition til ”patriarkatet”.
Det er derfor, der findes et begreb som ”intersektionalitet”, og det er derfor, alle de undertrykte minoriteters identiteter forekommer så ens, når de har været igennem den pseudoakademiske identitetspolitiks ideologiske vridemaskine.
Den malplacerede frontlinje
Er du ikke overbevist?
Prøv at overveje – bare et øjeblik – holdningen i de radikale identitetspolitiske miljøer til homoseksuelle, som netop ikke gør et nummer ud af at stå i opposition til heteronormativiteten, men blot – sådan hedder det i hvert fald – reproducerer dens normer i en ny kontekst. Eller mere konkret, hvad med de lesbiske kvinder, der afviser seksuelt samvær med mænd, der føler, de er kvinder? Selv på den yderste venstrefløj kan de se problemet.
Problemet er, at den lesbiske identitets frontlinje sættes i den gale retning. Våbnene er rettet mod en anden minoritet i stedet for de heteronormative strukturer.
Man kan også – som det er blevet vist i et interview her på Kontrast – overveje, hvordan det gik til, at en ny generation af radikaliserede køn- og kønningsaktivister overtog Kvindemuseet. Her var brøden end ikke de gamle feministers manglende opposition til det bestående samfund, men snarere at disse stædige gamle hejrer ikke havde modtaget og rettet sig efter de seneste bulletiner fra identitetspolitiske Internationale. Det handlede ikke om at dyrke en kvindelig identitet i modsætning til det borgerlige samfunds normer, men om at sætte spørgsmålstegn ved og udpege ”kønning” som en undertrykkende struktur i det hele taget.
Og endelig kan man notere sig den dybe aversion mod særligt mellemøstlige indvandrere, der, skønt de ikke frasiger sig deres kulturelle og religiøse identitet, nægter at stille sig oppositionelt til majoritetssamfundet. Også for disse flødeboller, præmieperkere og Onkel Tom-typer findes dertil egnede Moskva-processer.
En dobbelt modsætning
Identitetspolitikken handler kort sagt ikke om identitet, men om at styrke en radikal eller endog revolutionær ideologisk position ved at knytte den til identitet, så den bliver uantastelig. Identitetspolitikken naturaliserer yderligtgående politiske holdninger ved at knytte dem til udsatte menneskers opfattelse af, hvem de selv er. Den gør holdning til essens.
Identitetspolitikker er derimod ikke en afsøgning af udviklingsmulighederne inden for en given identitet. Ja, den er faktisk et krav om at forlade sin identitet og iklæde sig en ny, der er nøje afstemt mod det formål at destabilisere det bestående.
Dermed er den såkaldte identitetspolitik i dobbelt forstand anti-identitetspolitik. Først opløser den minoritetsgruppernes identiteter for at erstatte dem med politiske slagord. De instrumentaliseres. Dernæst tager den fat på sit egentlige ærinde, opløsningen af samfundets integrerende normativitet, forestillingen om ”det normale”, strukturerne I ved, Fanden og hans pumpestok!
Moderne slaveopstand
Identitetspolitik handler ikke om identitet, og den handler heller ikke om svaghed. Det er en anden ting, vi bliver nødt til at indse.
For ikke så mange år siden troede vi, at de identitetspolitiske aktivister, som vi dengang mest kendte fra amerikanske universiteter, var ”snefnug”. Skrøbelige eksistenser, der hyttede sig, når de blev konfronteret med virkelighedens vilkår. De måtte pusles om med ”trigger warnings” og ”safe spaces”. Der er selvfølgelig noget om det. Det er, som Jonathan Haidt og Greg Lukianoff har vist i The Coddling of the American Mind, blandt privilegeredes yngel, at identitetspolitikken yngler.
Men identitetspolitik handler ikke om svaghed. Den er ikke, som det er blevet hævdet, en art moderne slaveopstand i Nietzsches forstand. Men det er sandt, at den agerer som sådan. Slaveriet og fornedrelsen er en position, den indtager. Det er identitetspolitikken selv, der konstruerer de undertryktes undertrykkelse. Tværtimod er identitetspolitikken udtryk den hensynsløse vilje til magt. Den handler ikke om at beskytte snefnug mod optøningsdøden, men om angreb.
Frem for alt er der tale om en ideologisk position, der ikke stiller sig tilfreds med ”tolerance”. For tolerance fastholder de tolereredes andethed. Slaveopstandens fingerede svaghed har netop som formål at tvinge magten til at blotte sit ansigt.
Den blinde vinkel
I virkeligheden er der ingen, der bliver krænket. De identitetspolitiske aktivisters krænkelsesretorik handler kun om to ting. For det første, at gøre majoritetssamfundets ofte implicitte normer synlige. For det andet, i kraft af denne synlighed, at gøre dem til mål for kritik.
Ved at udråbe hidtil uskadelige kulturelle praksisser som krænkende eller sårende opnås begge dele. Det usynlige er blevet synligt, og det er blevet synligt som en krænkelse.
Nu skal man næsten være et dumt svin for at blive ved. Ja, og derfor stopper ”krænkelserne”. Hver gang.
På trods af alle anklager om det modsatte er det undertrykkende hegemoni nemlig særdeles godhjertet. Det bøjer sig altid. Først tøvende, snart i en fart. Det er repressiv tolerance uden repression.
Derfor vinder revolutionen. Hver gang.
Problemet har en kerne. Nemlig at vi som samfund, majoritet, hegemoni har et blindt punkt i forhold til identitetspolitikken.
Det blinde punkt er identitet. Vi fatter det ikke. Vi tror, at de identitetspolitiske aktivister har identitet. Og vi tror, at vi ikke selv har en. Og vi tror også, at vi ikke burde have en.
Vi forstår ikke, at de normer, der til stadighed er mål for kritik, netop er vores identitet. Når de krænkede gør vores normer og dermed vores identitet synlig for os, rammes vi derfor af skam. Her gik vi og troede, vi var universelle. Nu ved vi hverken op eller ned. Vi ser pludseligt os selv i et andet lys. Så kaster vi skygger. Så stikker vi af.
Kun gennem den positive identitetspolitiske bejaelse af os selv kan vi konfrontere den negative identitetspolitik.
