Fredag bød folketingsdebatten på en af de særlige forestillinger, som kun ideologiske partier formår at opføre, når de i en blanding af farisæisk selvgodhed og ideologisk principfasthed forsøger at indtage to modsatrettede synspunkter på samme tid – uden helt selv at indse det.

Først slog de i en debat om strafudmålingen i sager om dobbeltmord fast, at Folketinget skam aldrig skulle blande sig i noget så helligt som strafudmålingen. Nej, der skulle være vandtætte skotter mellem lovgivende og dømmende magt. 

Men kort efter, da debatten skiftede til at handle om menneskeretten, brast skotterne aldeles. Nu var der ingen – hverken principielle eller konkrete – indvendinger imod at lade den europæiske menneskerettighedsdomstol buse gennem alle rammer og båndlægge den lovgivende magt.

Hvordan er dette paradoks muligt? Måske fordi de menneskerettighedsdyrkende partier aldrig for alvor har gjort sig nogen overvejelser om begrebet dom og lov, ret og retfærd – og deres indbyrdes forhold? Måske de blot har lært, at menneskeretten er god – og så taler vi ikke mere om det?

Lad mig derfor udfordre dem til at tænke over sagen: thi hvad kommer først – lov eller dom? Svaret er åbenlyst: uden lov, ingen dom. En dom uden lov bliver selvsagt totalitær – ja: ulovlig. Og det ved vi fra historien – nøjere regning fra 1215, hvor den britiske konges tyranni gav anledning til netop lovens fødselsdag. Til Europas dåbsattest: Magna Carta.

Efter at have tyranniseret sin befolkning med uretfærdige og uhjemlede domme blev kong Johan for meget for den britiske adel, som derfor tog handling i egen hånd. Skulle Johan fortsætte som konge, måtte der foreligge en aftale. Og den aftale blev Magna Carta, som slog det engang for vor tid selvfølgelige princip fast, at ingen kan dømmes uden lov. Loven kommer først.

Loven har sine rammer

Også i Danmark slog tanken igennem, da Valdemar Sejrs Jyske Lov i 1241 indledtes med ordene “med lov skal land bygges”. Dermed havde loven fundet vej til Danmark, og rejsen mod vor moderne retsforståelse var begyndt. Over for loven er alle lige. Vel kan loven i sit indhold gøre forskel – en yngling kan lige så lidt få folkepension, som en rigmand kan få kontanthjælp. Men over for loven som instrument er alle lige. Det var et nybrud i europæisk statsret.

Valdemar Sejr sagde også noget centralt om lovens indhold: Loven skal ”være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig”. Og om lovens formelle rammer ved vi i dag, at dens nedre grænse går ved graden af individualitet, hvor lovgiver anfægter den udøvende magts domæne (Tvind-dommen), mens dens øvre ditto begrænses af bestemthedskravet, som sikrer, at loven skal give mening og kunne forstås i sin sammenhæng. 

Vi kan ikke lave en lov om alles retfærdighed, lykke og velstand. Det vil ikke give mening. Det er for ukonkret. Det er politik – ikke jura.

At loven som redskab således har sine rammer – og at rammerne har en vekselvirkning for lovens ydre og indre liv, syntes hin fredag helt at have forbigået de ideologiske partiers selvforståelse. I sin hyldesttale til menneskeretten kom Venstres Preben Bang Henriksen frem til, at konventionens beskyttelse af ”liv, frihed og familie” var goder, som enhver måtte kunne bakke op.

Forespurgt, hvad liv da betyder, blev svaret noget mere uklart. Betyder det, at abort er forbudt? Betyder det, at aktiv dødshjælp er forbudt? Betyder ret til frihed, at fængsler er forkerte og hvad ligger det egentlig i ret til familieliv? Svarene udeblev fra den i øvrigt dygtige jurist, som måske ikke havde gjort sin indlærte holdningtil  menneskeretten klar i alle dens uafvendelige konsekvenser.

For sandheden er jo, at de programerklæringer, som Bang Henriksen havde læst op, er politik. Det er lovgivers domæne. Men som lov er de ubrugelige. Fuldflomme fraser uden det mindste indhold – og milevidt fra idealet om loven, der skal være ”tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig”. 

Menneskeretten er nemlig det modsatte af loven. Menneskeretten er fraser og principper, formuleret så generelt, at ingen har noget imod dem – før de bliver konkrete. Alle går da ind for liv. Alle går da ind for frihed. Alle går da ind for familie. Vi er bare drønuenige om, hvad det betyder. Og ved at opløfte politik til jura gør man vold mod den moderne lovs forudsætning: folkestyret.

I et demokrati kan man drøfte spørgsmål som abort, fængselsforhold, familiespørgsmål og alt andet med det friskeste mod. For i politik findes der ingen sandheder. Her sættes kun foreløbige punktummer, og vi kan ændre politikken (mindst) hvert fjerde år. Men lovens mål og formål er ikke politikkens. Lovens mål er at konkludere på den lov, som politikken har født. At flytte politiske programerklæringer ind i loven er derfor at kortslutte – ikke bare loven – men selve folkestyret.

Den ret åbenlyse erkendelse syntes at måtte være nærliggende for partier, der mindre end en time tidligere havde ængstedes over at lade den lovgivende magt blande sig i den dømmendes domæne. Men nej – refleksionen var aldeles fraværende. For i de frommes verden er menneskerettigheder jo af det gode, også selvom det afsløres, at de er et opgør med det fundament, det gode samfund bygger på: loven!

Fredagsforestillingens kulmination stod imidlertid den radikale Zenia Stampe for, da hun med alvorsmine fremførte, at menneskerettighederne jo var det, der skulle standse folk som Hitler. At Hitlers usurpatoriske magtovertagelse skete på baggrund af verdenshistoriens mest liberale og menneskerettighedsbesmykkede forfatning, syntes at være forbigået fru Stampes opmærksomhed. 

Efter landets sædvane

Ja, så demokratisk og liberal var Weimarforfatningen, at den socialdemokratiske indenrigsminister, Eduard David, i 1919 kort før vedtagelsen erklærede den tyske republik med denne nye forfatning som die demokratischste Demokratie der Welt – det mest demokratiske demokrati i verden.

Men de fromme liberale hensigtserklæringer – menneskerettighederne! – stoppede ikke Hitler. Han lod såmænd Weimarforfatningen gælde helt frem til sammenbruddet i 1945 – aldeles uberørt af de smukke ord og tanker. Ligesom Stalin, hvis morderregime også hvilede på en forfatning fyldt med de smukkeste menneskerettigheder. Og ligesom Putin, Erdogan og alle vore nuværende europæiske diktatorer.

Og hvorfor? Fordi demokrati og frihed ikke bliver født af en forfatning – men omvendt. Ligesom loven ikke bliver født af dommen – men omvendt. Et liberalt demokrati opstår, når et folk lever i harmoni og tryghed med sig selv, og dermed kan dele deres tillid. Et harmonisk folk er folkestyrets grundpille. Vil man et folkestyre, må man derfor forstå denne grundlæggende forudsætning, ligesom man må forstå loven.

Ingen af disse to grundlæggende forudsætninger er forenelige med menneskeretten, der bryder med netop det mest centrale af lovens principper: at være efter landets sædvane. At være national.

En lov kan alene være national. Fordi den skal værnes af en myndighed, som i sagens natur må være knyttet til en nation. Magtens legitimitet hviler kun formelt på loven; reelt hviler den på folkelig anerkendelse. Det var, hvad kong Johan uden land erfor. Det var ikke de uhjemlede domme, der tvang ham til Magna Carta, men folkets utilfredshed med hans uretfærdige afgørelser. Det var uretten, der gjorde ham til diktator og adelsmændene til frihedskæmpere.

Og netop retfærden er snævert knyttet til en nation. Til en kultur. End ikke inden for den kristne verden er vi enige om alt. Mange spørgsmål deler os. Derfor må retten også være national, men kan naturligvis indgås og samarbejdes om mellem nationer.

Derfor kan retten altid kun være i loven. Og derfor gentager jeg igen min parafrasering af Stampes store forbillede, Georg Brandes: Jeg hader menneskeretten ind til marven i mine ben. Og det burde Preben Bang Henriksen i øvrigt også gøre.