Forleden faldt jeg over et gammelt debatprogram på YouTube. Det var et debatprogram ved navn 3 på tråden fra TV 3 fra 1997. Debatten havde titlen ”de fremmede; skal de acceptere os, eller skal vi acceptere dem?”, som værten Hanne Danielsen formulerede det.
Alene indledningen var nok til at spærre øjnene op. Det var en hård titel for en debat om så ømtåleligt et emne.
Med i studiet var Mogens Glistrup og Rushy Rashid, som diskuterede udfordringerne med indvandringen. Blot et minut inde i debatten siger Rushy Rashid, at danskerne skal lære, at man godt kan se en tv-vært med en anden hudfarve, hvortil værten prompte følger op med spørgsmålet, om danskerne også skal lære at gå med kniv?
I dag ville sådan et spørgsmål fra en tv-vært have medført et ramaskrig fra venstrefløjen, og twittersegmentet ville have krævet hende fyret på stedet. Kravet om fyring var nok også blevet imødekommet.
Hendes bemærkning om knive kom fra den udbredte tendens til, at unge indvandrere faktisk gik med kniv. I dag ville man straks kræve, at det blev dokumenteret, at indvandrere og efterkommere faktisk går med kniv. Og eftersom der ikke laves omfattende undersøgelser af knivbesiddelser, foruden dem, der bliver taget af politiet, ville det blive affejet med at være fremmedfjendsk og racistisk at tale generelt om.
Og her kommer vi til den egentlige pointe: Vi tror generelt, at debatten om indvandrere og efterkommere er blevet mere hård, når den faktisk er blevet gjort klinisk og videnskabelig, i en sådan grad at den ikke forløser den frustration, der hersker. Almindelig erfaring og tavs viden får ikke plads som gyldige indspark af frygt for at blive beskyldt for fremmedhad og racisme.
De tydeligste eksempler i nyere tid må være fra Inger Støjberg og Ole Birk Olesen.
Inger Støjberg havde været i biografen og erfaret, at unge indvandrere havde opført sig dårligt under filmen. Det klagede hun over i offentligheden på Facebook. Hun blev straks affejet og udskældt, for hvad bilder hun sig ind at generalisere? Der er jo ikke dokumentation for indvandreres opførsel under filmforestillinger, så det måtte være hendes egne fordomme, der var på spil.
Ole Birk Olesen havde i samme genre stillet sig undrende overfor, at unge indvandrerdrenge altid skal spytte på togperronerne. Også han blev mødt med foragt. For hvor er dokumentationen for, at indvandrerdrenge spytter mere end danskere? Det måtte være hans egne fordomme, der var på spil.
De seneste år har der ikke været lignende sager med politikere der udtaler sig generelt om indvandrernes opførsel. Man har erfaret, at det ikke fører noget godt med sig at problematisere deres adfærd, medmindre man kan dokumentere det.
Derfor er det også med spænding og forhåbning, at man læser hvad Danmarks Statistik viser i sine årlige publikationer, så man kan få rygdækning for sine bekymringer over indvandrernes opførsel. Men der går noget tabt i den tilgang, og det leder til radikalisering af debatten.
For på samme tid som den offentlige debat er blevet afkrævet at leve op til videnskabelige standarder, er der helt åbenlyst blevet stillet flere radikale krav om politiske løsninger på problemerne. Rasmus Paludan er ét eksempel på, hvor skingert det bliver, når ingen andre taler om det, der ligger mange på sinde.
Rasmus Paludan forstod, at der er mange, der groft sagt vil skide på Danmarks Statistik og i stedet vil have anerkendelse for deres ubehagelige erfaringer med indvandringen. Men Paludan var ikke opbyggelig og positiv for debatten, for det kammede over i tåbeligheder. En konsekvens af en uforløsende videnskabeliggørelse af almenmenneskelig erfaring.
Selv i Dansk Folkeparti er udlændingedebatten blevet videnskabeliggjort gennem tiden. Se blot på forskellen mellem Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl. Pia Kjærsgaard havde en enestående fornemmelse for at sige det, som vi alle vidste, men som vi ikke kunne dokumentere. Kristian Thulesen Dahl derimod besad økonomens tankegang: Om det, der ikke foreligger store mængder data for, kan vi ikke tale.
Og selvom økonomerne nok klapper i hænderne over den indflydelse, de har fået på vores måde at forstå verden og politik, vil menneskets erfaring sætte sig igennem som politisk vilje alligevel. Blot i endnu mere radikal form.
Socialdemokraterne viste en antydning af forståelse for det, da de ville lave opholdsforbud på togstationer for visse grupper af mennesker, der udviste utryghedsskabende adfærd. Det var hverken Danmarks Statistik eller økonomernes udregning, der lå til grund. Forslaget talte lige ind i den frygt der hersker, når man en sen aften står på en togstation og ser en gruppe indvandrerdrenge, der med optrukkede hætter står og spytter på perronen.
Det forslag blev imidlertid til et politisk nederlag, og der er langt mellem de eksempler, man for alvor kan glæde sig over. Mon ikke det er derfor, ‘3 på tråden’ virkede så tankevækkende? Det gamle klip fra 1997 viser en forståelse af politik på en måde, som vi mangler. Politik skal sørge for at anerkende og forløse de problemer, som folk oplever. Vi kan også godt diskutere statistikkerne og de økonomiske konsekvenser. Men hvis ikke du tager folks oplevelser alvorligt, tager du ikke folk alvorligt.
