Lad mig starte med en personlig og ikke analysebaseret holdning: Jeg synes grundlæggende, det er en falliterklæring for det borgerlige Danmark, at de politikere, jeg synes godt om, er spredt på fem forskellige partier: Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance (og her ser jeg altså helt bort fra Venstre, som I øjeblikket har flyttet sig væk fra borgerligheden).
Det er simpelthen dybt uforståeligt, at der nu findes hele fem partier, som kun adskiller sig fra væsentligt fra hinanden, hvis man ser dansk politik gennem en meget snæver, national og overdramatiseret linse med fokus på personhistorier. Grundlæggende repræsenterer alle de fem partier et bestemt blandingsforhold mellem de Egander Skov’ske borgerlighedsingredienser: liberalisme, konservatisme og populisme eller folkelighed.
De er alle økonomisk liberale i varierende grad, udlændinge- og retspolitikken skal være stram, familie og civilsamfund er noget godt, og klimaproblemer løses med rationelle og teknologibaserede løsninger. En grundlæggende opbakning til et dansk velfærdssamfund går ligeledes igen i kun lidt varierende grad.
Med Vanopslaghs mere konservative LA, Papes langsomme højredrejning af C, Dansk Folkepartis nylige tilslutning til mere økonomisk liberalisme, Støjbergs folkelige jyske liberalisme koblet med den gamle DF-garde og Nye Borgerliges endelige opgivelse af de ultimative krav, så har vi fem partier, der ligger tættere end nogensinde.
Alligevel er det en helt dødfødt tanke at forestille sig en fusion af ovennævnte partier til et ”Nyt Højre” eller ”Borgerlig Alliance” eller måske endda ”De Nationalliberale”. Det kommer ikke til at ske. Og det er ærgerligt, fordi jeg synes der er gode grunde til at tro, at sådan en borgerlig samling faktisk ville være godt for Danmark – og det er vel i sidste ende det ultimative mål med at føre borgerlig politik.
Hvis man skal se på nogle argumenter for, hvorfor det ville være godt, er man altså nødt til at se bort fra nogle grunde til, at idéen er dødfødt. Jeg vil derfor lade, som om politik ikke handler om individer med personlige ambitioner, men udelukkende lade, som om politik er fyldt med uegennyttige og fornuftige mennesker, hvis eneste mål i livet er at gennemføre mest muligt borgerlig politik til glæde for borgerne. Hvilket selvfølgeligt, og trist nok, er totalt urealistisk.
Et borgerligt regeringsparti
Den første årsag til, at et stort borgerligt parti ville være at foretrække frem for fem små partier, er manglen på råt talent i dansk politik. Skal man være lidt grov, er der måske fire til fem reelle politiske stjerner på tværs af de fem borgerlige partier, og så er der nedenunder måske ti meget dygtige og solide folk. Slog man kræfterne sammen, kunne man skabe et politisk parti med en politisk slagkraft på tværs af forskellige politiske hovedområder, der ville være sammenlignelig med Socialdemokratiet (og Venstres, da Venstre var et stort parti for få år siden).
Derudover ville den rene størrelsesfaktor give langt større indflydelse i kommuner og regioner, ligesom de økonomiske fordele for kampagner og sekretariatsbistand ville være betragtelige. Man ville simpelthen kunne ligne nogen, der var i stand til at regere landet. Og det er vel trods alt målet med det hele?
Endnu mere vigtigt ville et stort borgerligt samlingsparti langt bedre kunne sikre borgerlige aftryk på lovgivningen. Som det er lige nu, så er analysen af dansk politik fra sådan nogle som Venstres tidligere minister Karsten Lauritzen og politologen Sigge Winther Nielsen, at politik er dysfunktionelt, lovgivningen går alt for stærkt, bilagsmængden er enorm, og ingen kan længere hverken følge med eller træffe ordentlige beslutninger.
Og det gælder for partierne som helhed. Ser man specifikt på de små partier, hvor det enkelte folketingsmedlem skal have adskillige eller decideret mange ordførerposter, kan problemerne kun være endnu større her.
Samler man i stedet kræfterne i et stort borgerligt parti, kunne man i langt højere grad have tid til de enkelte ordførerskaber, hvor man kunne grave sig ned i stoffet og faktisk have en chance for at følge med og at bidrage til lovgivningsprocessen.
The Big Tent
I USA anvender man begrebet The Big Tent om partierne som et billede på, at partierne repræsenterer mangfoldige holdningspositioner samlet under én stor teltdug. Det er lidt det samme, jeg leger med tanken om her. Min oplevelse og erfaring er ikke, at der skulle være så langt fra de rene holdninger i de fem partier til, at et enkelt stort telt ikke kunne rumme dem. Som antydet ovenfor er det dog desværre noget andet, hvis man også begynder at inddrage politiske individers personlige mål, samt måske sådan noget som klasseforhold, livsstil og smag.
En af de ting, der får de amerikanske partier til at fungere, er en lavere partidisciplin ved afstemninger, og det skulle man måske også prøve i Danmark, hvis man gennemførte en fusion af de borgerlige partier. Det er svært at forestille sig at politik i Danmark ville forværres af, at partidisciplinen slækkedes en smule, og de enkelte folketingsmedlemmer i lidt højere grad var ansvarlige for at formulere og forsvare en personlig holdning.
Dansk politik bliver dog aldrig et topartisystem, og det er heller ikke målet med et borgerligt liberalt samlingsparti: Tanken er at skabe en politisk kraft, som faktisk kan forandre Danmark i borgerlig retning. Måske som tungtvejende alliancepartner til den politiske midte, eller måske som mindretalsregering. I det politiske landskab, vi har nu, med fem små og evigt konkurrerende partier til højre for midten, kommer sådan en forandring aldrig til at ske.
