Når jeg i mit normale arbejde er med til at vurdere, om vores fond skal investere i en virksomhed, så er de to vigtigste faktorer chancen for, at virksomheden får succes, samt prisen på aktierne. Hvis den første faktor er relativt stor i forhold til den anden faktor, så ligner det en god investering.

Jeg mener, at kristendommen har en fornuftig chance for succes. Til gengæld ville prisen på aktien være relativt lav, fordi Mikkel Andersson og andre har dømt kristendommen ude. Med den analyse ville jeg købe en aktie i kristendommen.

Kontrasts chefredaktør har ret i, at det kan være svært at se, at en stor kristen renæssance skulle komme lige i morgen i Danmark. Men man kan både finde videnskabelige teorier, der kan indeholde kristendommen, kristne udlægninger, som er fuldt ud kompatible med fornuftsbaserede idésæt, og kimen til voksende kristne miljøer i Vesten. 

Mange kan tro
Andersson skriver: “Troen er gået fra at være et givent vilkår til at være et tilvalg, som langt de fleste i praksis ikke kan takke ja til. Selv hvis de ville.”

Måske, eller også handler det om en bedre eller anderledes forståelse af kristendommen. Nogle ser et modsætningsforhold mellem de videnskabelige teorier om universets karakteristika og Gud, men der er adskillige sekulære teorier, der er kompatible med en Gud.

For at starte med den mest farverige, så tag simulationshypotesen, der først blev fremlagt af den svenske filosof Nick Bostrom og sidenhen populariseret af Elon Musk. Ifølge den kører universet som en simulation inde i en form for supercomputer, der styres af en bevidsthed uden for universet. Argumentets logik fører endda til den konklusion, at det ikke blot er muligt, men at det er det mest sandsynlige. Hvis verden hænger sådan sammen, så vil den bevidsthed, der driver eller er supercomputeren, være at betragte som en Gud fra vores perspektiv.

Hvis det lyder for mærkeligt, så kan man i stedet kigge på de teoretiske fysikeres strengteorier, ifølge hvilke der findes mellem 10 og 26 dimensioner, hvoraf vi mennesker kun kan opfatte tre rumlige: længde, højde og bredde (eventuelt fire, hvis man inkluderer tid). Hvis Gud er en højeredimensionel bevidsthed, der kan agere i mere end tre-fire dimensioner, vil han for os virke omnipotent, ligesom tredimensionelle væsner virker omnipotente, når de agerer i to dimensioner, som i den klassiske novelle Flatland.

Her har vi altså to videnskabelige teorier, der stemmer overens med Gud, som vi kender ham.

En anden tilgang er for et øjeblik at tilsidesætte repræsentationen af Gud som den beskæggede mand i skyerne og i stedet forstå Gud mere abstrakt som den højeste værdi. I den forstand har alle personer og kulturer en eller flere guder, nemlig den eller de værdier, som værdsættes højest. Eller som Luther skrev: “Det, du knytter dit hjerte til og stoler på, er i virkeligheden din Gud.“

I kristendommen hører sandheden til det højeste. Det står i skarp kontrast til poststrukturalismens og wokeismens dogme om, at det objektive ikke findes, og at alt kan reduceres til magt. Men det kan findes i kristendommen, når Jesus flere steder omtaler Helligånden ikke blot som sand, men som sandhed i sig selv. Det sker for eksempel i Johannesevangeliet: “Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden” (16:13). Eller når han omtaler sig selv: “Jeg er vejen og sandheden og livet” (14:6).

Sandheden blev også fremhævet af store kirkefædre som Sankt Augustin og Thomas Aquinas. Den første skrev i sin afhandling om den frie vilje, hvor han bruger ordene Gud og Sandheden ombytteligt som et og samme:

“Dette er vores frihed, når vi underkastes denne sandhed; og den er vores Gud selv, som udfrier os fra døden, det vil sige fra syndens vilkår. Sandheden siger nemlig som et menneske til mennesker, der tror på ham: “Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie” … [H]vis der findes noget endnu højere [end vores tænkeevne], så er det snarere det, der er Gud, og hvis der ikke gør, så er sandheden selv Gud.”

Thomas Aquinas stemmer i, når han i Summa Contra Gentiles skriver, at “Gud er ikke blot sand, Han er sandheden selv.” (Aquinas er i øvrigt kendt for at vise, at den kristne Gud er den samme Gud som beskrevet af Aristoteles. Sidstnævnte brugte sekulær, første princippers tænkning til at konkludere, at Gud findes.)

Hvis man vægter sandheden og eksistensen af en objektiv virkelighed højest, så har man altså meget til fælles med kristen teologi.

Men alle religioner mener vel, at de er sande? Ja, men kristendommen er særlig i sin ophøjning af sandhed til det højeste. For eksempel lægger islam mere vægt på adlydelse end på sandhed eller tro. Det kommer til udtryk i Koranens vers 49:14: “Troen er endnu ikke trængt ind i jeres hjerte. Men hvis I adlyder Gud og Hans udsending, vil Han ikke trække noget fra i jeres handlinger.”

Altså: Så længe man adlyder Gud og profeten i handling, så betyder ens indre overbevisninger ikke noget for efterlivet. Det står i skarp modsætning til kristendommen og særligt protestantismens betoning af, at frelsen kommer gennem tro på “sandheden” og “sandhedens ånd”.

Og hvad så med Jesu genopstandelse? En fysisk, materiel genopstandelse er kompatibel med den tidligere nævnte simulationshypotese og de teoretiske fysikeres mangedimensionelle strengteorier. Men selv hvis man ikke køber det, kan man tilslutte sig en af de menigheder, der betragter genopstandelsen symbolsk og ikke materielt. Det gælder for eksempel unitarismen, der ikke ser Jesus som en del af Gud, men som en stor moralsk, menneskelig lærer og frelser. Denne retning er mest udbredt i udlandet, men der findes dog også en menighed på Østerbro i København.

Men hvis det kan handle om, at Gud er Sandheden, at der findes en objektiv virkelighed og sandhed, hvad skal vi så med alt det andet i religionen? Kan vi ikke bare anerkende, at den objektive sandhed findes, og så deducere resten som rationelle og fornuftige mennesker med kølig logik? Næppe. Den psykologiske videnskab har fundet ud af, at den menneskelige rationalitet er uhyre begrænset og biased og i de fleste tilfælde er bedre til efterrationalisering end stringent argumentation.

Derfor har alle samfund og langt de fleste personer brug for historier og myter at lære af, personligheder at se op til og imitere samt skikke og ritualer til at knytte os til hinanden og til dem, der kom før os. Ingen civilisation er blomstret uden en rig fortælling fyldt med følelser og heltedåd og forbilleder. Det er kristendommens gave at levere alt det med Sandheden indlejret som det højeste.

Om troen på Gud som den højeste værdi og Sandheden er tilstrækkelig, for at samfundet fortsat kan høste alle frugterne af kristendommens effekter, eller om flere af kirkens historiske regelsæt og dogmer er nødvendige, som Mikkel Andersson antyder, skal jeg ikke kunne sige. Men de gode af dem kan man nemmere genrejse, hvis man finder en forståelse af Gud, man kan hvile i. Uanset hvad vil det være en rigtig god start og helt konkret hjælpe i forsvaret mod socialismens, islams og wokeismens angreb på Vestens fundament.

Kristne miljøer vokser
Den troende kristendom har været på tilbagegang i Vesten generelt og Nordvesteuropa i særdeleshed, men der findes gnister, som kan genrejse den.

Der er demografiske trends til fordel for religion og kristendom. Vesten bliver ældre og ældre, og folk bliver mere religiøse med alderen. Den danske intellektuelle David Gress voksede op i et hjem renset for kristendom, men konverterede til katolicisme. Antony Flew var mest kendt for at have brugt sin karriere som akademisk filosof på at argumentere imod religion, men kom til at tro på Gud.

Jordan Peterson har over fire millioner følgere på Youtube, tusindvis af billetter til hans foredrag i Danmark blev udsolgt med det samme, og de har alle kunnet følge Petersons egen rejse fra at være tættere på det rent sekulære til at være tættere på det troende. Peterson læner sig i øvrigt meget op ad definitionen af Gud som den højeste værdi som omtalt tidligere i artiklen. Hvad kommer det til at betyde, at nogle af Petersons millioner af følgere følger i hans fodspor? Starter nogle af dem nye populære kristne miljøer?

Eric Kaufmann, som er professor ved University of London, har skrevet bogen Shall the Religious Inherit the Earth om religion og demografi. Han forudsiger, at i USA vil katolicismen vokse kraftigt som følge af latinamerikanske indvandrere og deres fødselsrater. Og ved undersøgelse af kristne miljøer i Europa og deres fødselsrater skriver Kaufmann: 

“I dag udgør evangelikalister, Pinsebevægelsens tilhørere og karismatikere mere end otte procent af den europæiske befolkning. Det er dobbelt så meget som muslimer, og det øges med den samme hastighed.” (Egen oversættelse.)

I dag kan disse miljøer virke små og ligegyldige, men når man i videnskabens verden taler om teknologier, der vokser eksponentielt, plejer man at sige, at verden flytter sig mindre, end man forventer, på fem år, men meget mere, end man forventer på 10 år. Kristendommen er både en idé og en teknologi, der kan spredes eksponentielt gennem dens menneskelige værter, hvorfor det giver mening at holde øje med små bevægelser, som Kaufmann gør. Skal man tro hans demografiske fremskrivning, bliver det altså kristne og ikke muslimske miljøer, der vil dominere Europa. 

Alt det gør, at chancen for, at Mikkel Andersson tager fejl, er større, end han tror. Hvis kristendommen var en aktie, så mener jeg, at sandsynligheden for dens succes og dermed dens pris undervurderes, og derfor ville jeg investere i den. Hvis man mener, det er en god ting, kan man jo støtte op om det kristne budskab på mange måder. Der er i hvert fald grund til at tro, at det kan vokse.