Replik af analysechef Otto Brøns-Petersen, CEPOS
Man skal ikke have fulgt særlig meget med i diskussionen om dansk klimapolitik for at vide, at det angreb på CEPOS, Lars Kaaber leverede i Kontrast for nylig, er fuldstændig forkert. Det er næsten ikke et svar værdigt. Beskyldningerne er grebet ud af luften. Karakteristisk nok bringer Kaaber ikke et eneste link eller citat - kun påstande, som enhver kan google sig til, er helt gale.
Kaaber påstår i fulde alvor, at CEPOS ikke har forholdt sig kritisk til klimaloven og dens nationale drivhusgasmålsætning, uanset at mindre dansk udledning fører til mere udledning fra andre lande. ”Men CEPOS forholder sig ikke til det. CEPOS lader som om, det ikke er det, der er vigtigt. Det vigtige er kun, om politikernes selvskabte problem med klimalovens 70% kan løses”.
Jeg vil gerne udfordre Kaaber til at finde nogen, der fra starten og konsekvent har advaret mod det snævre nationale klimamål lige så meget som CEPOS. Bare lige for at give et par smagsprøver: ”Det meget ambitiøse politiske mål om at begrænse udledningen af drivhusgasser med 70 pct. kan ende med ikke at få nogen global effekt.” (”Sådan kan grøn omstilling ende med nul effekt”, JP marts 2020). ”Det anbefales, at Danmark koncentrerer sig om at leve op til EU-kravene … Såfremt Danmark ønsker at gå videre end en endelig EU-aftale, bør målet ikke som 70 pct.-målet udformes som et rent dansk mål uden hensyn til lækage” (Anbefalinger til Dansk Klimapolitik, okt. 2020). ”Konsekvensen er altså, at den danske enegang ikke i væsentlig grad sænker EU’s samlede udledninger og dermed ikke har nogen effekt på det globale klima … Dansk klimapolitik er præget af symbolpolitik og af små effekter i forhold til de meget store omkostninger. 70 pct.-målet bliver et dyrt bekendtskab” (”Vores klimapolitik er virkningsløs og dukseagtig enegang”, JP nov. 2022). På CEPOS hjemmeside kan man finde utallige lignende advarsler.
Kaaber påstår, at 70 pct.-målet blev besluttet efter en kaotisk politisk proces efter valget i 2019, hvor ”ingen kendte betydningen af tallet, omkostningerne ved at opfylde løftet eller kunne anvise en metode”. Men CEPOS regnede faktisk - som den eneste - på konsekvenserne på forhånd (”Omkostninger ved 60 pct. og 70 pct. drivhusgasreduktion” juni 2019) og har efterfølgende gennemregnet det meget nøje (”Samfundsøkonomiske og statsfinansielle konsekvenser af et nationalt 70 pct.-klimamål” okt. 2020).
Det er heller ikke korrekt, at vi ikke har advaret om især konsekvenserne for landbruget. Tværtimod har det ikke skortet på meget skarpe advarsler. Et par citater mere: ”Nedslagtningen af minkbestanden er kun en smagsprøve på, hvad der venter dansk landbrug. En stor del af kvægbestanden kan gå samme vej. Årsagen er... det politiske mål om at nedbringe drivhusgasudledningerne med 70 pct. … Det er uden for diskussion, at en generel klimaafgift uvægerligt vil sende en bølge af konkurser gennem landbruget” (”Minkene er kun begyndelsen på landbrugets problemer” Berlingske nov. 2020). Der er ”meget store udfordringer forbundet med at sænke landbrugets udledninger kraftigt” (”Samfundsøkonomiske og statsfinansielle konsekvenser af et nationalt 70 pct.-klimamål” okt. 2020). ”Landbruget er uden sammenligning den største udfordring i dansk klimapolitik. Politikerne har med valget af dansk klimamål skabt et dilemma, som det er svært at finde veje ud af” (”Kan politikerne knække den hårdeste klimanød, de selv har skabt?”, JP september 2023).
Ligesom Kaaber åbenlyst ikke har sat sig ind i CEPOS’ meget omfattende arbejde på klimaområdet, undervurderer han også problemernes omfang. Det er let nok, som han foreslår, bare at droppe det politisk valgte 70 pct.-mål eller sætte sig hen i hjørnet og ryste på hovedet ad politikerne, hvis de ikke gør det. Men her er nogle problemer, han overser.
For det første er Danmark ikke længere kun bundet af det selvvalgte 70 pct.-mål. Politikerne er også gået med til en byrdefordelingsaftale i EU, som kan blive mindst lige så svær at opfylde. Det kan vi ikke længere bare vælge fra. Desuden udgør landbruget en større andel af kravet, så det bliver endnu mere illusorisk at undtage landbruget fra EU-kravet end 70 pct.-målet. Toget er kørt, og bordet fanger. Reelt er EU’s byrdefordelingsaftale en aftale om at udflytte en del af landbrugsproduktionen i EU til Østeuropa - ikke mindst fra Danmark, hvor landbruget fylder så meget.
For det andet hjælper det ikke kun at kritisere det klimamål, vi nu engang er blevet bundet til. Spørgsmålet er også, hvordan det så nås med lavest mulige omkostninger. Det har Kaaber kun hånlige bemærkninger til overs for - det er ”regnearksfikseret”. Men det er nu engang det spørgsmål, som ligger på bordet nu. Og som er vigtigt, fordi valget af de forkerte redskaber kan medføre meget store omkostninger, en tung reguleringsbyrde og planøkonomi. Hvis det skal undgås, kræver det en ensartet pris på alle udledninger omfattet af det givne mål, så prismekanismen får lov at virke. Bizart nok erklærer Kaaber, at ”det vil jeg slet ikke udfordre”, men alligevel skal CEPOS dermed beskyldes for at ”bakke op” om ”marxisternes genkomst skjult under en klimakappe af hykleri og alarmisme”.
Hvis CEPOS er skyldig i noget, er det ikke at acceptere, at klimaproblemet bliver anvendt til som rambuk for planøkonomi, statsstøtte, protektionisme, gennemregulering, symbolpolitik, ”degrowth” og anti-kapitalisme. Det kræver en nøgtern og saglig tilgang. Det kræver for det første en erkendelse af klimaproblemets størrelse: Det er hverken et fupnummer eller en akut eksistentiel trussel mod menneskeheden. Det er en eksternalitet, som prissystemet kan håndtere, hvis der træffes de rigtige politiske valg - både om mål og redskaber. Og det kræver en erkendelse af, at grøn omstilling bliver meget dyrere, hvis den gennemføres med de forkerte redskaber.
Det kræver endelig at sondre mellem mål og midler. Det nytter ikke meget at afvise et redskab med, at det indebærer en høj omkostning, hvis alternativet til at nå det politiske mål er endnu dyrere. Så er det målet, man må kritisere og ændre - hvis det vel at mærke stadig er muligt. Når det gælder EU-kravet, er det som sagt nogle postgange sent. Men ingen kan med rette hævde, at CEPOS ikke har advaret i tide mod bevidstløst at sætte politiske mål, som efterfølgende bliver dyre at nå.
Mange borgerlige har haft svært ved at håndtere klimaspørgsmålet. Nogle har accepteret venstrefløjens præmisser. Andre har benægtet problemets eksistens, troet alting kan løses alene ved at indføre atomkraft, holdt sig til at polemisere eller bare ignoreret emnet. Man finder f.eks. meget lidt om klimapolitik i Kontrasts spalter hidtil. Det er velkomment, hvis det ændrer sig, men kun hvis det bliver på et sagligt og sandfærdigt grundlag.
FRA REDAKTIONEN:
Kritikken af CEPOS kan læses her: CEPOS’ andel i det kollektive tab af fornuft (kontrast.dk)
