Lørdag den 6. juni, dagen efter Grundlovsdag, havde chefredaktionen på Berlingske placeret en helsidesannonce på bladets bagside. Annoncen bestod af et fotografi af en solopgang over Christiansborg set fra Frederik Holms Kanal. På fotografiet var der to tekster. Øverst og med størst skrift stod: ”Det er os borgere, der skal passe på demokratiet – sammen.” Nederst lød ordene med meget mindre skrift: ”Vi danskere har vist, at vi kan være borgere hver for sig. Snart venter et nyt Danmark, der kræver, at vi er positive, oplyste og kritiske borgere sammen.”
Reklamen forekom rent umiddelbart ukontroversiel og selvfølgelig. For naturligvis er det borgernes pligt at værne om folkestyret. Men den var også dybt problematisk. Den blev nemlig bragt efter en periode på tre måneder, hvor redaktionen dagligt havde forsøgt at opildne de borgerlige partier til at fare mere aggressivt frem mod den socialdemokratiske mindretalsregering og kritisere den for egenrådigt at tage beslutninger uden hensyntagen til Folketinget. I stedet havde den med hjemmel i en række nødlove suspenderet en lang række frihedsrettigheder og kørt et ”sololøb”.
Der var dog to problemer med annoncen. For det første, at den kom på et tidspunkt, hvor det burde stå mange læsere af Berlingske klart, at bladets ledelse reelt ønskede en hurtigere åbningen af samfundet og derfor at favorisere økonomi og erhvervsliv over hensynet til folkesundheden. Dette ønske blev naturligvis aldrig udtrykt eksplicit, og annoncen tjente til at lægge slør over det. Nej, sagde den, det, vi i virkeligheden er bekymrede over, er, hvad der sker med vores demokrati. Men I, kære læsere, skal vide, at vi står på jeres side over for staten og en magtfuldkommen regering.
I denne besked lå det andet problematiske budskab: Den opstillede en modsætning mellem borgere og staten, som er usædvanlig i den danske borgerlige tradition, herunder den liberale. Og den kan blive til skade for det danske samfund fremover. Ikke kun for indsatsen mod smittespredningen, men også på længere sigt.
Samfundssind og hensyn
Inden jeg udfolder denne argumentation nærmere, er det nyttigt at minde om, at Ordbog over det danske sprog definerer et samfund som ”en gruppe af personer, der bebor et samlet område og er knyttet sammen ved fælles interesser, samvirke, indbyrdes afhængighed af og hensyntagen til hinanden”. At leve sammen i et samfund kræver altså mere end rettigheder. Det kræver også, at vi som borgere udviser samfundssind og tager hensyn til svage og sårbare grupper. Og så kræver det ikke mindst en stat, der kan danne ramme for samfundet og udbrede et sikkerhedsnet, der forhindrer, at sociale og økonomiske kriser bidrager til mindsket social sammenhængskraft.
Den borgerlighed, som Berlingske har stået for i det første halve år af coronakrisen, har lænet sig op ad en rettighedsfikseret amerikansk liberalisme, som har bredt sig til Europa i de sidste 50 år. Dens fortalere – som fx chefredaktør Tom Jensen – kan ganske vist ofte få det til at lyde, som om han i virkeligheden forsvarer det nationale fællesskab. Men i så fald er det sådan, som man forstår det i CEPOS. Hos ham og flere andre af bladets ledelsesskribenter møder man nemlig en mere individualistisk og mindre fællesskabsorienteret liberalisme end den, der engang var med til at opbygge den dansk velfærdsstat.
Derfor har Berlingskes linje i de senere år skabt splittelse på den borgerlige fløj. Intellektuelle på højrefløjen har beskyldt bladet for ikke at leve op til sit konservative værdigrundlag. Og under den nuværende sundhedskrise har der været kritik fra de efterhånden mange ”partiløse” konservative – som fx historikeren Christian Egander Skov. Ved valget i juni 2019 mistede Venstre stemmer til Socialdemokratiet, og den erklærede Venstre-mand højskoleforstander Thue Kjærhus fra Rønshoved Højskole meldte i foråret 2020 offentligt ud, at han støttede regeringens linje. Coronaepidemien har sat lys på splittelsen i det borgerlige Danmark.
Individets frihed
Det var derfor, at ”minkgate” har vist sig som en sand gave for blå blok. For nu kan de borgerlige medier og oppositionen pludselig stå samlet frem og erklære: Hvad sagde vi? Socialdemokraterne er parate til at gå på kompromis med retsstaten! Men der er ikke så meget andet, de kan samles om.
I 1935 udgav en lærer på Dalum Landbrugsskole, Harald Nielsen, og formanden for Venstres Ungdom, senere statsminister Erik Eriksen, sammen en lille bog med titlen Liberalismen i Danmark. Her understregede de, at selv om kernen i den danske liberalisme var individets ukrænkelige ret og trang til en frihed, der var garanteret af staten, var det ikke udtryk for en hensynsløs individualisme. Den liberale anskuelse byggede nemlig ”paa den forudsætning, at Mennesket er et Samfundsvæsen, og erkender, at Liv i Samkvem med andre forudsætter en Begrænsning af den enkeltes Frihedsomraade”. Nielsen og Eriksen fastholdt således den opfattelse, som var fremherskende i mellemkrigsårene, at det var statens vigtigste opgave at være et værn om individets frihed.
I Venstres Arbejdsprogram fra 1938 hed det i samme ånd, at den ”moderne økonomiske Liberalisme er ikke, som det fejlagtigt paastaas, en Samfundsopfattelse, der stiller det enkelte Individ i Modsætning til Samfundet og dets Fællesinteresser, men tværtimod en udpræget social Samfundsopfattelse”. På den baggrund forekommer det ikke så mærkeligt, at Erik Eriksen efter krigen skulle stille forslag om at fusionere Venstre og Det Konservative Folkeparti. For begge partier anerkendte betydningen af staten og af et fælles alment vel.
Efter krigen øgedes de eksisterende spændinger i Venstre mellem økonomiske liberalister og socialliberale. De spændinger er fortsat helt op til i dag. Om de på et tidspunkt vil føre til en splittelse af partiet, er i dag genstand for heftig debat blandt politiske iagttagere. Men der kan næppe herske stor uenighed om, at partiet oplever en krise for sin egen identitet og samfundsvision. Men denne krise er ret beset en krise for hele den politiske borgerlighed, som er i færd med skære sine historiske rødder over og undsige en socialdemokratisk regering, som efter mange danskeres opfattelse har vist sig overraskende meget bedre til at forsvare nationalstaten og dens værdier: samfundssind, loyalitet og hensyn til det fælles vel.
Hvad er deres alternativ?
I september konstaterede den kendte amerikanske politolog Francis Fukuyama i en artikel i det udenrigspolitiske tidsskrift Foreign Affairs, at det ikke er en stats styreform, der er grunden til effektiviteten af dens krisehåndtering:
”Nogle demokratier har klaret det godt, andre har ikke. Det samme gælder for autoritære styrer. Det afgørende har været statskapacitet, social tillid og godt lederskab. Lande med et kompetent statsapparat, en regering, som borgerne lytter til, og effektive ledere har begrænset effekten af epidemien.”
At tilliden til den danske regerings håndtering af krisen begyndte at falde her i efteråret, skyldtes flere faktorer. En af dem var nogles oplevelse af, at regeringens restriktioner byggede på vilkårlige skøn. En anden var regeringens og statsadministrationens mildest talt problematiske håndtering af minkspørgsmålet. Men der var også en tredje årsag: At flere borgerlige partier nu for alvor var begyndt at politisere krisen.
Men som borgerlig må man uvilkårligt spørge: Hvilke alternativer til regeringens politik stod de selv for? Overvejede deres ledere mon nogensinde, om kritikken kunne skade den tillid til myndighederne, som er afgørende for både indsatsen over for smitten og, mere generelt, for statens evne til at fungere? Kunne det virkelig være en liberal kerneværdi at svække tilliden til myndighederne midt under en national krise og på den måde gamble med arvesølvet?
Det betyder naturligvis ikke, at man bør afstå fra at kritisere regeringen. Først og fremmest er det kritisabelt, at den i foråret forspildte en enestående mulighed for at bruge sin krisestyring til at demonstrere, hvordan det samarbejdende folkestyre kan fungere, når det er bedst. Ved at begå denne undladelsessynd fristede regeringen oppositionen til at politisere pandemien. Og da den så i begyndelsen af november – formentlig uforvarende – brød loven ved at kræve samtlige danske mink aflivet, stod den uden venner i den borgerlige blok. Selv blandt dem, der ellers delte mange af dens ”konservative” værdier.
