Endelig tænkte man, at man kunne få en pause fra Trine Bramsens udgydelser, efter hun blev flyttet væk fra Forsvarsministeriet. Men knap havde hun sat sig på posten som ligestillingsminister, før hun markerede sig igen. Denne gang med en bebudet handleplan mod kvindedrab, som kommer oven på det forfærdelige drab på en ung kvinde fra Aalborg. I kølvandet på det forfærdelige drab skrev Trine Bramsen på sin facebookside, at vi havde et problem med drab på kvinder, fordi de er kvinder.

I første omgang forbandt jeg ikke opdateringen med sagen fra Aalborg. Det faldt mig slet ikke ind, at en så ekstrem sag kunne sættes i forbindelse med en generel kønspolitisk dagsorden. Det var først senere, at det gik op for mig, at ministeren faktisk mente, at drabet i Aalborg hang sammen med et generelt samfundsproblem.

Siden har flere markante stemmer i den danske offentlighed stemt i. Det er på tide at tage et opgør med en kultur, hvor kvindedrab finder sted, lyder det. Det er jo sympatisk, og ingen kan være af en anden holdning, end at kvindedrab er forfærdeligt. Men man må aldrig være blind for det ideologiske tankegods, der ligger bag den slags markeringer oven på en sag som den, vi lige har bevidnet.

Senest har Jon Stephensen, teaterdirektør på Aveny-T, skrevet i Berlingske, at kvindedrab ikke handler om mørkemænd, men derimod om en kultur, hvor kvinder ikke har ret til at være kvinder. Et voldsomt udsagn, der ligger i forlængelse af Trine Bramsens analyse, som igen ligger i forlængelse af den årelange kampagne fra venstrefløjen, der prøver at bevidstgøre danske mænd om deres internaliserede kvindehad, de ikke selv kan se, at de besidder.

Udsagnene om kultur- og strukturårsager i forhold til kvindedrab lægger sig op ad de samme argumenter, som Henrik Marstal og andre erklærede feminister anvender i andre kønspolitiske henseender. Det er argumenter, der taler til vores intuition og forsøger at bringe os til en erkendelse af det, vi ikke har tænkt over før. For kan der ikke være noget om, at mænd først og fremmest tænker på andre mænd, når vi skal forestille os, hvem vi gerne vil have til at optræde til en musikkoncert? Eller når vi tænker over, hvem vi gerne vil arbejde sammen med på arbejdspladsen?

Der er sjældent nogen egentlig bevisførelse for, at vi som mænd bærer et skjult kvindehad, eller at vi prioriterer mænd først i forhold til lukrative stillinger – det er intuitionen, de forsøger at tale til; vi ved jo godt, at det forholder sig sådan inderst inde, hvis vi virkelig mærker efter.

Det er samme argument og analyse, der fremføres i den ophedede debat om kvindedrab. Årsagen til at kvinder bliver slået ihjel, må være, at vi ubevidst bare ikke kan lide kvinder, eller at vi dybt inderst inde føler, at det er moralsk i orden at slå kvinder ihjel. For ellers ville det jo ikke finde sted.

Der er flere problemer med den analyse. Et af problemerne er, at den fremføres som årsagsforklaring, når man ikke har andre forklaringer. Eller sagt med andre ord: Når vi ikke ved, hvad der er årsagen til et fænomen, må det skyldes et kulturelt betinget kvindesyn. Hvor intet andet er givet som forklaring, er årsagen kvindehad.

Det er både skræmmende og interessant, at den venstreradikale feminisme har fået så stor en indflydelse i dag, at ellers dygtige mennesker som Martin Krasnik, Henrik Qvortrup m.fl. har købt præmissen om, at dersom noget ikke har en klar årsag, så må det være Henrik Marstals teori om det kulturelt indlejrede og ubevidste kvindehad, der er forklaringen. Det er skræmmende, fordi det er ufatteligt dumt, men interessant, fordi det vidner om, hvordan ideologier virker, når de har sejret ad helvedes til og indlejret sig som common sense i befolkningen.

Hvor feminister har sejret med at gøre brug af sin bevidstgørende strategi i forhold til områder såsom erhvervslivet, musikkoncerter, opdragelse og andre relativt ufarlige sfærer af tilværelsen, er det nye forsøg på at bruge samme forklaringsmodel i forhold til kvindedrab og kvindevold dog alligevel et stort spring, der skal siges imod.

For det kan godt være at Jon Stephensen, Martin Krasnik og Henrik Qvortrup tænker, at det kan være, at der er noget om feminismens teori. Men dertil må man bare sige, at hvis de kan fornemme, at der er noget om snakken, så er det dem, der har et overordentlig stort problem. For mænd, som vi er flest, hvilket vil sige noget nær 100 procent af alle mænd, forholder det sig ikke sådan, at vi kan genkende følelsen af, at det er i orden at slå kvinder ihjel, eller at det er kvinders egen skyld, at de dør.

Og de mænd, der prøver at tale til vores intuition og få os til at mærke efter, om ikke det er rigtigt, at vi ubevidst synes det er lidt i orden at slå kvinder ihjel, de må starte med dem selv og grave dybt i deres eksistentielle kvaler for at finde frem til, hvordan de er blevet så forskruede, at de kan genkende det hos dem selv.

For som de jo selv prøver at bevidstgøre os andre om, så er kvindehadet en struktur, der gennemsyrer samfundet, og så er de jo nødvendigvis selv genstand for deres egen analyse. Måske handleplanen, som Trine Bramsen vil igangsætte, skulle starte med at kigge på mandlige feminister. De kan åbenlyst genkende vanviddet i dem selv.