Danskerne har et empatiproblem. Det troede jeg aldrig, jeg ville komme til at skrive i ramme alvor. Men jeg synes med al tydelighed, at det er kommet til udtryk i løbet af den sidste nedlukningsperiode.
Min frisør, der har egen salon, fortalte mig, at hun i årevis har arbejdet 12 timer om dagen og kun fået udbetalt 12.000 om måneden. Hun har ikke turdet stå på rulleskøjter, fordi et brækket ben ville betyde en måneds tabt omsætning. I løbet af to nedlukninger har hun brugt hele sin opsparing på 162.000.
“Jeg er kun selvstændig, fordi jeg ikke kan lade være, men man skal altså være lidt skør,” tilføjede hun tørt.
Som selvstændig erhvervsdrivende tilhører hun den uheldige gruppe, som meget få føler noget for. Hverken politikerne – der er ikke nok stemmer i det – eller resten af samfundet.
Jeg ser ingen anden forklaring på, at regeringen har stor folkelig opbakning til en nedlukningspolitik, der gennem coronatiden gang på gang har belastet små selvstændige helt ekstraordinært.
Ingen gruppe har ofret mere
Allerførst blev de selvstændige frataget muligheden for fuld kompensation. Så tvangsnedlukkede staten dem ad flere omgange uden evidens for effekten. Så indførte man sammen med genåbningen både krav om coronapas og forudgående reservation.
Det sidste krav er meningsløst, men erhvervsminister Simon Kollerup kaldte det for et ”fartbump”, der skulle sænke aktiviteten i samfundet, hvilket kan oversættes til tomme borde i restauranter og caféer. Ministerens ligegyldighed over endnu engang at pålægge spisestederne en ekstra byrde er sigende.
I hele samfundet bliver de selvstændige mødt med denne ligegyldighed. Jeg tror ikke, at mange lønmodtagere har overvejet, at en konkurs eller en lukket forretning for en hel del af de små selvstændige kan betyde en milliongæld, som de aldrig nogensinde slipper af med.
En uddøende art
De selvstændige har forsøgt at råbe op, men hvor meget taletid har de fået i medierne i forhold til sygeplejersker, folkeskolelærere eller ledige? Ikke meget. Det har heller ikke skabt meget postyr, at antallet af konkurser er steget med 150 procent i årets første kvartal.
Ligegyldigheden skyldes nok igen, at de er så få. Alle danskere kender nogen, der er sygeplejerske, lærer eller pædagog – så når de brancher lufter deres kvaler i medierne, føler danskerne virkelig med dem.
Men der er efterhånden så få små selvstændige, at det slet ikke er givet, at man kender en personligt, og så er empatien meget fjern. Aktuelle tal bekræfter, at de selvstændige virkelig er en truet art. Ud af alle beskæftigede er kun 6,6 procent i dag selvstændige. Det er den laveste andel i hele Europa.
En borgerlig kerneopgave
Skulle man være skør før, som frisøren antydede, skal man for alvor have en skrue løs for at vælge det liv efter de sidste par år. Især fordi samfundets ligegyldighed er så tydelig efter corona.
Særligt som borgerlig bør man kunne se problemet. Det handler ikke kun om økonomi, selvom meget taler for, at det kan hjælpe økonomien på lang sigt at hjælpe de små erhvervsdrivende, der står for en stor del af væksten.
Snarere er det værdipolitik at sikre selvstændighedskulturen. Det bør være de borgerliges vigtigste mission efter corona, men vejen dertil går meget vel igennem økonomisk politik. Man kan for eksempel fjerne overbeskatningen. Det vil indebære, at flittige selvstændige som min frisør får nemmere ved at forsørge en familie.
Hvordan kan man ellers som borgerlig for alvor påstå, at frihed og personligt ansvar er et gangbart alternativ til socialstaten, hvis man tillader udryddelsen af de selvstændige, der som de eneste udlever disse værdier? Hvis ikke de borgerlige politikere formår at løfte den opgave, er der ikke meget tilbage at kæmpe for.
