Hvis en af pointerne i Men after #MeToo. Being an Ally in the Fight Against Sexual Harassment er, at vi godt kunne leve uden drengerøvskultur, så er jeg med. Drenge i grupper, der gejler hinanden op til at genere tilfældigt forbipasserende, specielt unge kvinder, med bøvede tilråb er der næppe nogen, der vil forsvare – ud over dem selv, som jo bare synes, de er sjove og charmerende. 

Så har jeg da sagt noget positivt om bogen. Der er vel også det positive at sige, at den er skrevet i et nogenlunde forståeligt sprog, og er ret klar om sit teoretiske udgangspunkt: ”Den teoretiske tilgang i denne bog er lokaliseret inden for kritiske studier om mænd og maskulinitet…, som lægger vægt på betydningen af patriarkat, hegemonisk maskulinitet, kulturel dominans og forskelle mellem mænd” (s. 19). Vi må ikke ”dæmonisere mænd for at være strukturelt determineret af kulturen”, siger Reinicke videre (s. 24) og overlader ikke noget til biologi eller fri vilje. 

Der er heller ikke tvivl om en stærk feministisk inspiration. Mænd må lære at forstå sig selv, sådan som feministerne anskuer dem, selv om ”det er svært at få mænd til at undersøge og omdefinere maskulinitet ud fra feministiske principper” (s. 113). Det tror jeg på. 

Bevæger vi os lidt nedad fra de høje teoretiske luftlag, antager Reinicke, at alt fra små verbale krænkelser af kvinder til voldtægt udgør et kontinuum, hvor de små krænkelser baner vejen for de store, og det hele har med strukturerne og kulturen at gøre. At fremlægge empirisk evidens for de teoretiske antagelser, synes ikke at være Reinicke magtpåliggende. Det centrale punkt, at små krænkelser fører til store, belægges således med to litteraturhenvisninger, som jeg ikke med min bedste vilje kan se dokumentere sammenhængen. 

Som det ses: en stærkt ideologisk præget forskningsbog, hvilket der som udgangspunkt ikke er noget i vejen med, så længe forskningen er i orden. Her har vi brug for lidt mere baggrund om, hvad projektet går ud på. Titlen Men after #MeToo. Being an Ally in the Fight Against Sexual Harassment forjætter en redegørelse for, hvad der skete efter #MeToo med mænds opfattelse af sexchikane, og hvordan mænd kan blive samarbejdspartnere om at bekæmpe det, og Reinicke forklarer da også, at bogen er blevet til ud fra interviews med 25 mænd om deres oplevelse af #MeToo og sexchikane, flirt og forførelse før og efter. 

Man skal dog meget igennem, inden bogen når dertil, sådan cirka 150 siders markering af kendte positioner, hvoraf meget er genbrug af Reinickes bog fra 2018, et par år før interviewene, Mænd der krænker kvinder. Hovedtesen er, at mænds socialisering er forkert og skal ændres. Mænd socialiseres til krænkende adfærd, det er en del af drengerøvskulturen, som igen bunder i fænomenet hegemonisk maskulinitet, altså det forhold, at drenge socialiseres til at ville være ovenpå både i hierarkiet mellem drengene og i forhold til pigerne. Faktisk stammer kønskrænkelserne fra drengenes behov for at manifestere sig, ikke over for pigerne, men over for de andre drenge. Kuren er at gøre op med drengerøvskulturen. 

Egentlig ville Reinicke have haft interviewpersoner fra mange ungdomsuddannelser, men på grund af corona endte han med 25 studerende fra RUC. Det er jo en lidt speciel population. Reinicke er godt klar over, at hans udvalg af interviewpersoner er biased, men forsvarer det med, at hvis disse respondenter ikke taler om sexchikane og står op imod det, så vil størstedelen af andre danske mænd heller ikke gøre det. Hvormed han indirekte siger, at det, respondenterne siger om andre emner, er uden videnskabelig værdi. 

Præsentationen af interviewresultaterne spiller en vis rolle i bogens sidste del, men reelt er der kun 20-30 sider, der direkte diskuterer interviewfundene. Det er ikke klart, hvordan de citerede passager er valgt ud af det samlede materiale, som må være flere hundrede sider langt, hvis det er transskriberet, hvilket det ikke anføres at være. Det er faktisk heller ikke altid klart, om et citat er fra en interviewperson eller fra den litteratur, Reinicke diskuterer interviewene ud fra. Det er tankevækkende, at Reinicke ser et potentielt problem med bias i gruppen af interviewpersoner, men ikke ser muligheden for bias i sin egen fortolkning af interviewene. Respondenterne er udelukkende fra RUC, så deres svar vil være præget af den herskende ideologi på RUC. Men Reinickes fortolkning af interviewene er også biased af den herskende ideologi på RUC. Hvorfor er det første et problem, men det sidste ikke?

Læsningen af interviewafsnittene efterlader det indtryk, at Reinicke har fulgt sin hovedinteresse i drengerøvskultur. De fleste af respondentkommentarerne handler om at være del af sådan en kultur, så man næsten må tro, at ingen dreng vokser op i Danmark uden at være medlem af en gruppe, der taler grimt om kvinder og krænker dem i nattelivet. Det har jeg svært ved at tro, og Reinicke fremlægger ingen statistikker til forsvar for en sådan opfattelse. 

Det forekommer mig i øvrigt, at respondenterne nærmest modsiger hypotesen om #MeToos indflydelse. I det omfang de opfører sig pænere end før, anfører de overvejende andre faktorer end #MeToo: Måske var de nogle drengerøve som teenagere, men nu har de fået kærester og uddannelse (på RUC) og én har haft et fritidsjob, hvor han hørte pigerne tale om, hvordan de havde det, og alt i alt er de blevet mere modne. #MeToo? Jo, nu tænker de da mere over, om de overskrider nogens grænser, men det kan jo være svært at vide somme tider. 

At det empiriske materiale således ikke rigtig bekræfter, at #MeToo har betydet det store for kampen mod kønskrænkelser, lader Reinicke sig ikke gå på af. Det handler jo trods alt ikke om at fremlægge empirisk evidens til belysning af teorier, men om … ja, hvad egentlig? At være på den rigtige side af historien? 

Diskursanalyse i Reinickes aftapning består, så vidt jeg kan se, i at pege på offentlige tilkendegivelser af kritik af eller forbehold over for #MeToo og udlægge sådanne diskurser som del af de patriarkalske strukturer. Det må være dejligt enkelt at arbejde ud fra en teori, der kan trylle alle nuancer og modargumenter om til manifestationer af patriarkatet. At nogen fremfører modargumenter mod teorien, bekræfter simpelt hen teorien. Genialt, så behøver man ikke at tage stilling til argumenterne.

Det er også dejligt enkelt, at alt kan kastes i den store smeltedigel. Fra frække øjekast til voldtægt er alting samme sag, og det hele stammer fra mænds socialisering, som igen er en del af de patriarkalske strukturer. Sådan kan alle problemer med sexchikane løses med samme metode, nemlig at få mændene til at være mindre drengerøve. Mener man noget andet, er man del af voldtægtskulturen (s. 213, 234). Reinicke understreger igen og igen, at problemet er meget komplekst, men så er det altså alligevel meget simpelt. 

Der er en forbløffende kontrast mellem den sikkerhed, hvormed teorierne fremføres, og erkendelsen af, at der stort set intet vides om emnet. Reinicke siger ligeud, at forskningsområdet ”karakteriseres af adskillige metodologiske problemer, som har gjort det vanskeligt at besvare selv de mest elementære spørgsmål, så som: Hvad er sexchikane (sexual harassment)? Hvor mange mennesker udsættes for sexchikane?”. Men selv om Reinicke altså ikke rigtig ved, hvad det er, kan han godt forklare, hvordan det opstår, og anvise løsninger på problemet – som er meget stort. 

Noget af det mest påfaldende, der står tilbage efter endt læsning, er Reinickes gentagne fremhævelse af den store skadevirkning og udbredelse af sexchikane, side om side med erkendelsen af, at der ikke rigtig vides noget om udbredelsen, og observationen, at der findes mange skeptikere, som ikke er overbevist om, at det er et stort problem. Reinicke kan håndtere de modstridende opfattelser ved hjælp af diskursanalysen, men det overbeviser jo ikke skeptikerne. Det kan undre, at Reinicke synes at være blottet for ambitioner om at overbevise skeptikerne på anden måde end ved at betegne dem som en del af patriarkatet.

”En af grundene til at mange mænd ikke forstår omfanget af sexchikane er fordi [sic] det sjældent forekommer, når kvinder er i selskab med mænd.”  Det er da et synspunkt, og måske endda en hypotese, der kunne undersøges empirisk. Altså, hvor udbredt er fænomenet egentlig? Reinicke har ret i, at udbredelsen af sexchikane er virkelig dårligt belyst. Der er helt grundlæggende behov for valide undersøgelser af udbredelsen, men den udfordring synes ikke at appellere til Reinicke. 

Man kan også stille det spørgsmål, om ikke Reinicke risikerer at jagte en hvid elefant ved at antage drengerøvskulturens formodede skadevirkninger i stedet for at undersøge dem? Hvad nu hvis den er et randfænomen uden større betydning for udbredelsen af kønskrænkelser? Det er en interessant hypotese, at drengerøvskulturen spiller en central rolle, men hvis man vil advokere for den, må man jo dokumentere, hvor udbredt den faktisk er, og om det er korrekt, at den er roden til al anden kønskrænkelse. 

Der er således meget, en videnskabsperson kunne kaste sig over, hvis den var interesseret i at lave videnskab og ikke bare at skrive endnu en bog med holdninger og hypoteser for meningsfællerne. 

*

K. Reinicke,  Men after #MeToo. Being an ally in the fight against sexual harassment, Kindle Edition. Springer International Publishing, 2022.