Tirsdag den 27. oktober loggede jeg ind på sundhed.dk for at tjekke min anden prøve for covid efter at have været i kontakt med en smittet en lille uge før. Første test havde været negativ, men det var den anden ikke. “Påvist” lød det lakoniske svar, der indikerede, at det nu var lykkedes vore kinesiske virusvenner at tilbagelægge rejsen hele vejen fra Wuhan til Amager. Jeg havde en mistanke om, at prøven ville være positiv, da jeg havde haft en mild og knap bemærkelsesværdig hoste siden søndag.
Selve smitten var et hændeligt uheld, hvor alle i den kæde, der ramte mig, reagerede prompte, videregav information og blev testet til op over begge ører, så snart det stod klart, der havde fundet eksponering sted. Shit just happens.
Jeg har gennem det seneste halve år skrevet stolpe op og ned om virussen og sågar lavet covid-podcasten Lukket Land, hvorfor det ikke var uden en vis spænding, jeg imødeså forløbet.
Lige siden de første tal kom fra Kina, var det tydeligt, at for en 41-årig var risikoen for et alvorligt forløb ret lille, så på egne vegne var jeg ikke voldsomt nervøs – min bekymring har altid været at videregive smitte, direkte eller indirekte, til en i risikogruppen. Så snart jeg fik at vide, jeg havde været eksponeret, gik jeg direkte i selvisolation.
Mens man er symptomfri, virker det let fjollet, overforsigtigt og temmelig kontraintuitivt at gemme sig væk fra andre i sin husstand, men set i bakspejlet er det temmelig anbefalelsesværdigt, da covid ikke er en gave, jeg ville være udpræget begejstret for give videre.
Mad fik jeg på trappen eller via takeaway, og lejlighedsvist opsendte jeg ydmyge forespørgsler om kaffe og cola zero – med rigeligt isterninger. Det var lidt som at være en ynkelig udgave af spøgelset i operaens kælder, der manglede sit orgel og halvmaske.
Vedholdende tømmermænd
De første par dage gjorde symptomerne ikke noget særligt væsen af sig udover lidt generelt ubehag. Men i løbet af den første uge ankom en kraftig, konstant og trykkende hovedpine, der typisk rammer omkring 15 pct. af de smittede, og som ikke lod sig formilde markant af hverken ibuprofen, paracetamol eller acetylsalicylsyre. Kort efter fulgte en moderat feber på omkring 38,5, der skulle vise sig at være en stædig følgesvend. Hovedpinen, som både gjorde arbejde og Netflix umuligt, var klart det mest generende symptom i en periode, indtil den blev afløst af en markant kvalme, der varede en to-tre dage også. De for covid ellers så karakteristiske åndedrætsrelaterede symptomer mærkede jeg intet til.
I den forgangne weekend, og altså knap 14 dage efter den positive test blev taget, havde jeg været feberfri længe nok til at komme ud af isolation. Dermed er festlighederne dog ikke helt forbi endnu. Covid har efterladt en træt- og energiforladthed, der kun langsomt forbedres, og som jeg ikke umiddelbart kan genkende fra tidligere virusinfektioner. Fornemmelsen er ikke ulig utroligt vedholdende tømmermænd.
Der er ikke nogen forkromet moralsk lære at udlede af ovenstående. Det er blot en beskrivelse af et enkelt sygdomsforløb ud af vel et par hundredetusinde i Danmark indtil videre, i fald den kunne være af interesse for nogle af de – trods alt heldigvis flertallet – der ikke har været i nærkontakt med eksportsucccesen fra madmarkedet i Wuhan. Fraværet af åndedrætssymptomer overraskede positivt, længden af forløbet negativt.
Skal jeg give et råd videre, er det at sørge for at blive testet tidligst fire dage efter, man er blevet eksponeret, og så to dage efter igen – og så i øvrigt gøre sit alleryderste for ikke at give virussen videre.
