Forleden måtte Venstres Ungdoms formand Kristian Lausten slette en satirisk kommentar om minksagen med den trumpistiske vending ”Mette for Prison”. Stort set samtidig udtalte formanden for moderpartiet Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, at han ikke længere stoler på Danmarks statsminister. 

Begge udtalelser er udtryk for en hidtil uset grad af polarisering i dansk politik, hvor en rigsretsag mod en tidligere minister fra den borgerlige fløj er i gang, mens mange borgerlige kommentatorer, meningsdannere og politikere presser på for en rigsretsag mod statsminister Mette Frederiksen. Set i et længere tidsperspektiv må man sige, at vi befinder os i et politisk system under hastig kulturforandring, og jeg vil prøve at dykke lidt ned i årsagerne til det her.

På Facebook bemærkede også den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad, at der var noget amerikansk over Venstres retorik i minksagen. Sammen med beklagelser over import af amerikansk politisk kultur fremhævede Dybvad den særlige og gode danske måde at bedrive politik på: Vi har en lang tradition for konsensusdemokrati, hvor de store interessegrupper i samfundet finder sammen om politiske aftaler gennem de gamle magtpartier. ”Lokale og nationale politikere samarbejder på tværs af politiske skel, fordi vi trods alt elsker vores lokalsamfund og vores nationale fællesskab, mere end vores partier,” skriver Kaare Dybvad.

Den voldsomme stat
Almindeligvis ville jeg være den første til at give Dybvad ret i sin hyldest til konsensusdemokratiet, men ministeren glemmer her karakteren af den politiske handling, vi egentlig diskuterer. I bund og grund er hele sagen med sms’er, mails og hvem-vidste-hvad, kun efterdønninger af den egentlige politiske beslutning: at nedlægge minkerhvervet i Danmark.

Det lyder egentlig så nemt og praktisk at ”nedlægge et erhverv”, men det er kun fortrængning. I virkeligheden var der tale om en af de mest vidtrækkende, dyre og voldsomme politiske beslutninger siden 1945. Tusinder af mennesker blev direkte berørt, mistede deres arbejde og for en dels vedommende deres livsværk. Det hele skete under udkommandering af både politi og militær i større mængder. Det var den stærke stat med voldsmonopolet, vi fik et glimt af der.

Selv uden de juridiske problemer ville selve den politiske handling naturligvis skabe så megen vrede og afmagt, at det i sig selv ville vanskeliggøre det venskabelige konsensusdemokrati for en tid. Hvis man dertil lægger, at nedslagtningen af erhvervet skete i, hvad vi meget venligt kan kalde en juridisk gråzone, er det klart, at ethvert håb om at behandle denne sag på lige fod med alt andet politik er en ren illusion. Selvfølgelig finder vreden vej til Venstres top og til resten af de borgerlige partier. Det er trods alt dem, der traditionelt repræsenterer de mennesker, der blev ramt.

Arnestedet for den polarisering, som Dybvad bemærker, skal altså i denne sag findes hos regeringen. I covidkampens hede traf den en beslutning, som skabte dyb splittelse og vrede, og som formodentlig ikke var nødvendig. I Berlingske den 4. november er en række eksperter enige i den betragtning, som Jan Gerstoft, professor og overlæge fra Rigshospitalet, giver: ”Regeringen stod ikke på en brændende platform. Selvom andre minkvarianter kunne have udviklet sig, var der ingen grund til, at aflivningen skulle ske med den hast, det endte med”.

Scruton og boligministeren
I den fremragende bog How to be a Conservative siger den nu desværre afdøde engelske filosof Roger Scruton noget, som minder stærkt om Dybvads ord: ”There has to be a first person plural, a ’we’, if the many individuals are to stay together, accepting each other’s opinions and desires, regardless of disagreements.” 

Vi er altså nødt til at være et fællesskab på et dybere, lokalt, og nationalt plan, inden vi er politisk uenige. Der skal eksistere et førpolitisk ’vi’. 

Når vi i Danmark har kunnet føre konsensuspolitik i store dele af vores moderne historie med et meget lavt politisk konfliktniveau, har det efter meget at dømme rod i det stærke danske fællesskab og vores bundethed til hinanden på tværs af politiske skillelinjer. Det er måske en kedelig politikform en gang imellem, men der er ikke nogen tvivl om, at det har tjent Danmark rigtig godt, både økonomisk og generelt i forhold til danskernes livskvalitet. Danskere er generelt meget tilfredse med livet og har meget høj tillid til hinanden.

Derfor er der grund til at lytte til Dybvad og andre stemmer, der maner til besindelse under den politisk ophedede atmosfære, der i nogen grad har præget coronaperioden, særligt på grund af minksagen. Selv hvis man mener, at regeringen bør gå af og Mette Frederiksen retsforfølges, bør man tænke på, at vi samtidig skal passe på den demokratiske kultur, vi har; den er nemlig i forvejen under pres.

Eksistenspolitik
Når covid-19-krise og minksag rammer på et skidt tidspunkt og sætter gang i en polarisering uden sidestykke i mange år i dansk politik, er det, fordi konsensuskulturen i forvejen var presset af andre og dybere årsager.

Disse års to store politiske emner – indvandring og klima – er begge politiske emner, som på en helt anden måde end skattepolitik, sundhed, undervisning og andre hverdagspolitiske spørgsmål kan formuleres som eksistentielle trusler mod nationen og dens indbyggere. Den danske professor i international politik Ole Wæver ville sige at indvandring og klima kan sikkerhedsliggøres. Sikkerhedsliggjorte emner er ikke længere genstand for normal politik, men giver i stedet dem, der fremfører klima- og indvandringsargumenter, en meget videre bane at spille på, hvor løsninger, som vi normalt ikke ville overveje, pludselig er legitime. 

Den danske konsensuskultur er opstået i dansk politik efter 1945, hvor man typisk brugte det meste af tiden på at diskutere økonomi og velfærd. Her var det som regel muligt at finde passende kompromiser, hvor alle følte, de fik noget.

I det såkaldte postmaterialistiske politiske system, hvor vi i højere grad diskuterer værdipolitiske spørgsmål, er der lidt længere til konsensus, og når konsensus opnås, slider det mere på de store midterpartier, fordi mindre partier på fløjene anvender sikkerhedsliggjorte argumenter: ”det truer Danmarks sikkerhed med denne udlændingepolitik” eller ”det truer vores børns fremtid med denne klimapolitik”.

Med covid-19 oven i hatten ser det desværre svært ud for dem, der håber på politisk afspænding og tilbagevenden til gamle dage i dansk politik. Det er der desværre ikke megen grund til at glæde sig over, og vi bør af alle kræfter holde fast i, at danske politiske modstandere ikke er en form for fjender uanset deres politik for coronabekæmpelse, indvandring eller klima. Vi skal fortsat tro på, at vi kan tale sammen, leve ved siden af hinanden og mødes på midten til en politisk aftale. Alt andet ville være et stort tab.