I en tid, hvor Vestens åndelige ’elite’ nedværdiger sig med politisk korrekt ensretning, er det et stort lyspunkt, at der hele tiden dukker modige dissidenter op. Jeg ser dem konstant bryde frem af anonymiteten - i USA såvel som herhjemme - og deres eksempel stråler næsten overmenneskeligt på baggrund af den almindelige fornedrelse.
Senest så man tidsånden blive talt imod ved en høring om forskeraktivisme, der var arrangeret af Henrik Dahl og Morten Messerschmidt, og hvorfra en række foredrag blev viderebragt på Kontrast. Men hvor meget jeg end beundrer dem, der engagerer sig i så at sige at vække de ’woke’, er der en bestemt synsvinkel, jeg savner at se repræsenteret. Jeg vil i det følgende forsøge at anskueliggøre, hvad man måske kunne kalde for en ’hermeneutisk’ tilgang til den verserende kulturkamp.
Hvis jeg vil slå et søm i, er det nærliggende at bruge en hammer, men jeg kan også bruge en sten. Hvad er forskellen? I hammerens tilfælde falder min hensigt om at bruge den til at slå et søm i sammen med fabrikantens hensigt med at producere den. Men disse to hensigter kunne i princippet lige så vel divergere, fx hvis jeg valgte at anvende hammeren som dørstopper. I stenens tilfælde stiller sagen sig mere lige ud ad landevejen, fordi der kun findes et perspektiv på dens funktion, nemlig mit eget. Ingen har oprindeligt produceret stenen med henblik på en specifik brugsværdi, og man kan derfor ikke sige, at nogen af de utallige ting, som jeg kunne finde på at bruge en sten til, er den ”rigtige”.
I en gudløs natur stiller intet sig i vejen for mine egocentriske nyttehensyn. Så for en sten gælder fuldt ud den moderne opfattelse, at det er mennesket, der bestemmer dens navn såvel som den kontekst, som den skal læses ind i. Tingene får allerførst deres betydning i lyset af mine projekter for fremtiden, og der foregår ikke nogen ”krænkelse” af stenen ved, at den i det ene øjeblik bliver anvendt som hammer, i det næste som kasteskyts. Tingene hedder, hvad vi vælger at kalde dem, og der gives intet mere virkeligt billede af verden end det, der giver mening for os.
Så vidt stenen – men hvad med hammeren? Som sagt kan jeg anvende den, som det passer mig, men jeg ved jo alligevel godt, at nogen har produceret den med et formål. Og heri ligger, at hammeren oprindeligt hører til i en tankeverden og en livsform, der i princippet kan være meget forskellig fra min egen. Dette rejser et intrikat spørgsmål om, hvordan man forstår andre menneskers synspunkter: Er der her tale om ’genstande’ for erkendelsen ligesom alle andre - eller bør man på en særlig måde forsøge at være lydhør og sætte sig i den andens sted?
Under alle omstændigheder er det i humanvidenskaberne, at man forholder sig til fremmede intentioner i tingene. En arkæolog vil gå til yderligheder for at forstå den oprindelige mening med en eller anden dippedut, man har gravet op i Ægypten. En sprogforsker vil forsøge at begå sig flydende på et fremmed tungemål for at fatte alle de betydningsnuancer, som ordene indeholder for en indfødt. En filosof vil tygge grundigt på en stor tænkers sætninger for om muligt at indse, hvad pointen kan have været. Det minder alt sammen om at stå med et stykke værktøj og undre sig – ikke over, hvad man selv lige står og kan bruge det til, men over, hvilken rolle det er tiltænkt at spille i en på forhånd givet brugssammenhæng.
Det har været et gennemgående tema i debatten om humanioras videnskabsteori, at emnet her har at gøre med forfattere og historiske personers intentioner - og at disse intentioner forstås i kraft af en slags empati. Men der har også været udtrykt stor modstand imod en sådan opfattelse. Her er det først og fremmest nærliggende at nævne de såkaldte positivister, der mente, at al videnskab burde ligne naturvidenskab. Men det er måske nok så interessant at tænke på den beskæftigelse med det ubevidste, der med udgangspunkt i tænkere som Marx, Nietzsche og Freud har skabt enorme intellektuelle modebølger.
Paul Ricœur har med succes navngivet sådan noget ”mistankens hermeneutik”. Tendensen er, at man ved at mistænkeliggøre folks bevidste intentioner ender nogenlunde samme sted som positivisterne: Aktørernes selvforståelse ignoreres, og en på forhånd fastlagt skabelon af metodik og begreber lægges på en ydre facon ned over humanioras emneområde.
Da jeg for godt 30 år siden gennemgik et grundkursus i videnskabsteori ved filosofistudiet i København, handlede pensum mest om naturvidenskab. Men vi nåede alligevel at læse et par tekster om historiefaget, hvor den nævnte kontrovers imellem positivisme og intentionsforståelse havde raset. Noget, der dengang undrede mig meget, var en filosof, der indledte en artikel om indlevelsen i historiske personer med et længere svinkeærinde: Han udredte over flere sider, hvordan man kan beskrive en simpel fysisk genstand på uendeligt mange måder.
Jeg havde i og for sig ingen problemer med at forstå selve påstanden - men hvad jeg ikke fattede, var, hvad dette vedkom historiefaget. Det er vistnok først i de senere år dæmret for mig, hvad artiklens forfatter må have sigtet til. For i eksemplet med hammeren ovenfor var det jo netop fabrikantens intention med den, der udmærkede nogle af mine fortolkninger af den som mere rigtige end andre. Hvis humaniora derimod bare handler om at fortolke hammeren på samme måde som en sten, synes der ikke at være nogen grænse for, hvor excentriske fortolkninger jeg kan hitte på.
Det ligger snublende nært at associere herfra til de træk ved humaniora, som onde tunger vil kalde for ”pseudovidenskab”. For hvis man insisterer hårdt nok på en bestemt beskrivelsesmetode – ja, så kan alting faktisk komme til at handle om klassekamp. Eller om magt. Eller om kvindeundertrykkelse, racisme eller homofobi. Og omvendt kan islamistisk terror også sagtens komme til at handle om alt muligt andet end religion. Præcis som folkelig skepsis over for masseindvandringen kan komme til at handle om alt muligt andet end mislykket integration.
Den røde tråd igennem alle disse eksempler er, at man beskriver andre mennesker uden at føle sig forpligtet på, hvad disse selv mener, at deres adfærd drejer sig om. Tendensen synes især at have været udbredt i de seneste 50 år, måske kulminerende med halvfjerdsernes ideologikritik og nutidens ”social justice”-bevægelser. Det kan heroverfor meget godt se ud til, at respekten for fremmede intentioner er selve det kit, der burde holde sammen på humaniora og sikre forskningens integritet i forhold til modegriller og politiske diktater.
I en Youtube-video fra april 2019 kan man betragte en diskussion om udviklingen på de amerikanske universiteter mellem to fremtrædende kritikere, Jordan B. Peterson og Heather Mac Donald. Og til en afveksling er det her ikke Jordan Peterson, der lyder klogest. I hvert fald synes jeg, at Heather Mac Donalds forklaring på det forfald, som begge debattører mener har fundet sted, er vidunderligt klar og koncis. Hun fortaber sig ikke i idéhistoriske spekulationer, men henviser alene til udbredelsen af en bestemt attitude eller metode – nemlig den ovenfor nævnte ”mistankens hermeneutik”.
Spørger man således Mac Donald til hovedproblemet i nutidens dannelseskultur, hedder det, at ”... vi tilgår nu civilisationen udelukkende gennem mistankens hermeneutik, og han [Paul Ricœur] kontrasterede dette imod ’tillidens hermeneutik’, der var involveret i at prøve at genvinde et teksts mening i sympati med forfatterens intentioner.” (01:24:11-01:25:40, min oversættelse).
Det kan på den baggrund ikke undre, at Heather Mac Donald andetsteds går i rette med den påstand, at det er ligegyldigt, hvad en komponist selv ville med sine operaer, eftersom det vigtige er, ”hvad der interesserer os, hvad vi vil”. Citatet stammer fra direktøren for operaen i Frankfurt, og Mac Donald replicerer skarpt: ”Faktisk er det eneste, der betyder noget, hvad Händel, Mozart eller Tchaikovsky ville. Det er deres kunstneriske genialitet, der tillader os at træde ind i verdener, der er radikalt forskellige fra vores egen, og udvide vores forståelse af, hvad det vil sige at være menneske” (”The Diversity Delusion”: 217, min oversættelse).
Det er tankevækkende, at en tidligere konservativ kulturkritiker, nemlig Allan Bloom, der i 1987 blev herostratisk berygtet for sin The Closing of the American Mind, tænkte i nøjagtig de samme baner. Bloom skrev således nostalgisk om dengang, almendannelse gik ud på at læse klassiske tekster, ”... bare læse dem og selv lade dem bestemme hvilke spørgsmål, der skal stilles og med hvilken metode, man skal nærme sig dem – ikke tvinge dem ind i kategorier, vi fabrikerer (..), men forsøge at læse dem som deres forfattere ønskede, de skulle læses” (Anf.v., da. 1992: 339).
Konklusionen på disse overvejelser er, at de intellektuelles hang til gruppetænkning kun sekundært drejer sig om logiske fejl og mangelfulde verifikationsprocedurer. Undermineringen af den videnskabelige etos foregår mere subtilt end som så, idet det netop er en tilsyneladende videnskabelig objektivisme, der ved at forvandle ånd til sten har åbnet sluserne for vrøvlet og modelunerne. Man har simpelthen metodisk fravalgt anerkendelsen af andres perspektiv, og det er derfor ikke noget tilfælde, at nutidens elitære massemenneske hader fri debat, ikke tåler at se en sag fra flere sider og allerhelst erstatter argumentation med øgenavne, censur og repressalier.
Pubertært hysteri og fanatisk selvhævdelse virker her kun som forstærkere af en bevægelse, der i det væsentlige er udsprunget af en teoretisk fodfejl. Den fodfejl nemlig, at man på den mellemmenneskelige dialogs område har opfattet det som en gangbar vej til videnskabeliggørelse at se bort fra modpartens selvforståelse – og hermed kanonisere sin egen tillærte ’kritiskhed’ som en slags færdigstøbt kødhakker, alting skal køres igennem.
