Jeg er blevet spurgt, om man kan tillade sig at kalde Moderaterne et borgerligt parti. Svaret er ja. 

Moderaterne er først og fremmest borgerlige, fordi vi køber ind på analysen af, at vi skal reformere samfundet, hvis vi skal fremtidssikre vores økonomi og velfærdssamfund. Reformer, der udbygger vores velstand og sikrer arbejdskraft. Eksempelvis øger vores økonomiske udspil arbejdsudbuddet med 20.000 og øger BNP med 20 mia. i 2030.

Vi mener dog, at der er mulighed for at nytænke de reformer, Danmark har brug for, på en måde, så de ikke bare bliver klassisk-liberale. Det har de ellers haft for vane at være siden 1970’erne, hvor vi ifølge politolog og professor Ove Kaj Pedersen har været undervejs med en ”uendelig reform”. 

Vi ser behovet for et ’lilla’ politisk projekt, der forfølger reformer, som vedligeholder en social balance i samfundet. Det medfører, at man må ofre ’enkelthed’ i skattepolitikken med en målrettethed. Derfor foreslår vi at flytte den progressive beskatning fra medarbejderen over til arbejdsgiveren ved at afskaffe topskatten for i stedet at indføre en lønsumsafgift for virksomheders højtlønnede medarbejdere. For at sikre yderligere social balance ønsker vi at fjerne personfradraget for de 5% med de højeste indkomster på tværs af indkomstformer.

Den moderate position handler således pr. definition om at vægte balancer ved at stille sig i opposition til det ekstreme. Som jeg uddyber i min bog Revolutionen fra midten, kan krisetider som dem, vi lever i, medføre ”plastiske øjeblikke”, dvs. momenter, hvor samfundet kan forvandles drastisk. Andre har kaldt dem for ’revolutionære situationer’. Jeg ønsker ikke en socialistisk revolution af samfundet og tilbyder derfor en moderat revolution som alternativ. 

Den moderate position handler ikke om at tage et vægtet gennemsnit af alle nuværende partier og så kalde det midten. Vores analyse er, at fronterne tegnes for skarpt op i dag. Er man kritisk over for fri indvandring, er man racist. Mener man, at udlændingepolitikken på visse områder er blevet for stram, er man halalhippie. Forholder man sig kritisk over for en given klimaaktivistisk bevægelse, hvor ekstrem den end er, beskyldes man for at være klimabenægter.

I psykologien kalder man fænomenet ’splitting’, når alt forstås i absolutte termer og verden inddeles i sort/hvid. Det polariserer den demokratiske samtale og balkaniserer det politiske landskab. 

Vi har en ekstrem wokeisme og en lige så ekstrem anti-wokeisme. Vi har en ekstrem højrepopulistisk udlændingeposition, der ønsker at lukke Danmark fra omverdenen, og en modposition, der ønsker at åbne døren for alle. Vi har derfor mere end nogensinde behov for at rehabilitere den moderate position. Vi skal revitalisere sproget for det at være moderat. Der findes således i begge de førnævnte tilfælde en moderat mellemproportional præget af fornuft og pragmatik. 

Hvad angår wokeismen, er den moderate position at bekæmpe enhver form for diskrimination og kæmpe indædt for enhver form for ligestilling, men uden at opløse al biologi og foregive, at alt er sociale konstruktioner (og uden at ens holdning er diskvalificeret på forhånd, fordi man er en hvid mand). 

Hvad angår udlændingepolitikken, er den moderate position en, der bekæmper ’os og dem’-retorikken og de splidsående symbolpolitiske tiltag som smykkelov og kagefejring m.v., men som samtidig anerkender vigtigheden af kulturel sammenhængskraft. En moderat position, der åbner Danmark op for mere udenlandsk arbejdskraft, og som ikke hjemsender højtuddannede og fuldt integrerbare mennesker, der kunne have været et aktiv for samfundet. 

Nogen vil sikkert indvende: Kan man ville indgå i regering med Socialdemokratiet og stadig være borgerlig? Til det er svaret, at der findes to Socialdemokratier. Et konstruktivt, der kerer sig om at fremtidssikre dansk økonomi og velfærdssamfund. Den version så vi udfoldet under Thorning og Corydon i tæt samarbejde med Lars Løkke Rasmussen. Og så et stilstands-Socialdemokrati, som vi har set udfoldet de sidste 3,5 år.  

Corydon-Socialdemokratiet tog ansvar, fordi vi var midt i en økonomisk krise. Nu er vi igen i en krisetid, og derfor bør man ikke afvise, at S igen er villige til at tage ansvar, hvis de fravristes afhængigheden af Enhedslisten.

Det bør være et adelsmærke for borgerligheden at vægte balancen, og derfor er Moderaterne et borgerligt parti – men et anderledes et.