16. oktober 2020 blev en lærer ved navn Samuel Paty halshugget i en forstad til Paris. Der var ikke tale om et tilfældigt drab, men om eksekveringen af en dødsdom.

I Vesteuropa er det ikke strafbart at håne, spotte og latterliggøre islam. Det er heller ikke kriminelt at undervise i de verdensberømte satiretegninger af Muhammed.

Men hvis vores satirikere og lærere vælger at udnytte den frihed, som de formelt set har til at udføre disse handlinger, risikerer de at blive dømt som en fjende af islam ved en religiøs folkedomstol og henrettet af en radikaliseret bøddel.

Denne form for terror er kendt som voldsmandens veto, og dens problematiske indvirkning på vores samfund bliver efter min mening undervurderet og negligeret.

Det er nu et halvt år siden, at voldsmanden nedlagde sit nye veto, som er rettet mod lærerne. I november lavede Information en undersøgelse, som viste, at 67% af danske folkeskolelærere i samfundsfag og historie i en eller anden grad ville være bekymrede for deres sikkerhed, såfremt de i fremtiden skulle vise tegninger af profeten Muhammed i undervisningen. 

Alligevel er der fortsat ikke ét parti på Christiansborg, som har fremlagt et reelt forslag for at imødegå det nye veto.

Nedenfor vil jeg gøre rede for den handling, jeg efterspørger fra politikerne. Men først vil jeg uddybe, hvorfor problemet er så vigtigt, at det kalder på så stærk en reaktion, som jeg er fortaler for.

En forbandet farlig form for terror

Det særlige ved voldsmandens veto er, at det er en målrettet form for terror. Ofrene er ikke bare tilfældige mennesker, som befinder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Ofrene er navngivne personer, som gør sig bemærket ved at udføre bestemte handlinger. Lokale muslimer ser sig sure på de pågældende og pisker en stemning op. Jihadister hører om forbrydelserne og ser det som deres religiøse kald at sikre, at retfærdigheden sker fyldest. Gennem statueringen af blodige eksempler sendes et truende signal til alle andre, som kunne finde på at udføre de samme handlinger: Lad være. Det er nu forbudt!

Voldsmandens veto er en forbandet farlig form for terror, ikke fordi antallet af dødsofre er højt, men fordi den terroriserende virkning er så stor. Ved hjælp af ganske få spektakulære mord kues hele professioner til at rette ind og ændre adfærd. Langsomt over årtier vænner vi os til, at vi hellere må underkaste os religiøse krav til samfundsindretningen, for ellers bliver det værst for os selv. 

Hvad er mon den næste handling, som bliver strafbar med døden?

En umærkelig forandring

Når problemet med voldsmandens veto ikke får mere opmærksomhed, end det gør, skyldes det, at broderparten af problemet – nemlig selvcensuren – er abstrakt og uvedkommende for de fleste.

Hvert nyt mord skaber overskrifter i et par uger. Budskabet afkodes, og i nogle få øjeblikke stirrer vi kollektivt ned i afgrunden og spørger os selv og hinanden, hvad der dog er ved at ske med vores samfund.

Men snart fortager chokket sig. Hverdagen vender tilbage. Andre problemer trænger sig på og optager bevidstheden. Og de fleste ænser ikke, hvad der er indtruffet for en forandring.

Undtagelsen er de få, som er direkte berørt af voldsmandens veto. De potentielle ofre. Når man taler med de personer, som meget gerne ville udføre en af de forbudte handlinger, men simpelthen ikke længere tør gøre det, kan man se på deres blikke, at de stadig stirrer ned i afgrunden. Hvis man har set det interview, hvor Asger Juhl – der er stifter og chefredaktør for podcastselskabet Den Uafhængige – forklarer, hvorfor han ikke vil vise Muhammedtegningerne i Den Uafhængige, kender man det blik.

Alle vi andre mærker kun forandringen indirekte.

Når vi læser en avis eller morer os over et underholdningsprogram, oplever vi ikke, at de satiriske indslag er rettet mod islam.

Og når vi spørger vores børn, hvad de lærte i skolen i dag, vil svaret fremover sjældnere og sjældnere være, at deres lærer underviste dem i de tegninger, som var genstand for Muhammedkrisen. Efter et par ekstra mord på skolelærere vil vi formentlig aldrig mere få det svar – i hvert fald ikke fra børn, der går på skoler med en mærkbar andel af muslimske elever.

Men fordi vi kun oplever selvcensuren som et fravær af noget, der burde være der, er det sjældent, at problemet trænger sig på i vores bevidsthed.

Det nye veto kan modvirkes af staten

Imidlertid går problemer ikke væk ved at blive ignoreret. Tværtimod har uløste konflikter det med at vokse sig større og mere betændte.

Jeg mener, at tiden er kommet til, at vi som samfund sætter foden ned og byder voldsmanden trods.

Der er nemlig én god ting ved voldsmandens nye veto, og det er, at staten faktisk har handlerum til at modvirke det. Det er muligt for staten at gennemføre undervisningen i tegningerne helt uden lærernes involvering.

Det kan ske ved at få udarbejdet en undervisningsvideo om Muhammedkrisen komplet med en gennemgang af JP’s tolv tegninger og ved at gøre det obligatorisk – ikke for lærerne at fremvise den – men for alle skoleelever at se den.

Der er flere måder, hvorpå fremvisningen af sådan en video kan lade sig gøre. Jeg mener, at det bør ske uden om den normale skolegang på en ekskursion til en lokation væk fra skolerne, hvor lærerne ikke er til stede, og hvor staten sørger for både logistikken og al den nødvendige sikkerhed. Jeg forestiller mig altså, at alle skoleelever – på et tidspunkt inden de færdiggør 9. klasse – skal ind i et lokale i en bygning, der ikke er deres skole, hvor videoen skal fremvises for dem i grupper som en fælles oplevelse.

Demokratiet må vise styrke

Når det er så vigtigt at undervise vores skoleelever i tegningerne, er det, fordi voldsmanden vil forbyde os det. Der er danske lærere, som hidtil har valgt at vise tegningerne i deres undervisning, som nu stopper med at gøre det, og vi må ikke bilde os selv ind, at det sker ud fra en hensyntagen til muslimske religiøse følelser. Det sker på grund af frygten for at blive slået ihjel. Voldsmanden bruger magt til at tvinge os til at makke ret. Han sætter os bogstaveligt talt kniven for struben for at gennemtvinge sin indflydelse på undervisningen. Dermed er det ham, der tvinger os ud i en magtkamp. Reelt har vi kun valget mellem at bøje os for hans krav eller at bruge modmagt for at sætte vores egen vilje igennem.

Hvad nytter det da at sætte vores vilje igennem?

For det første vil det demonstrere for skoleeleverne, at Danmark er et land, hvor vi tror så meget på den demokratiske samfundsmodel, at vi er villige til at bruge magt og bringe ofre for at forsvare den mod angreb fra religiøse fanatikere.

Alternativet er at sende det modsatte budskab til skoleeleverne – altså at vi er forsvarsløse – og det vil være en katastrofal falliterklæring. Unge mennesker er påvirkelige, og de orienterer sig i højere grad ud fra de voksnes handlinger end ud fra de voksnes ord. Vi kan ikke forvente at indgyde vores skoleelever en tro på styrken af det liberale demokrati, hvor religioners magt holdes i ave, hvis de i praksis oplever, at islams blasfemiforbud gør sig gældende i deres egen skolegang.

Det vil være en opvisning i demokratiets svaghed og afmagt, hvis elevernes spørgsmål vedrørende Muhammedtegningerne får deres lærer til at slå blikket ned og fremstamme, at eleverne kan finde dem på Google. Det vil være så langt at foretrække, hvis læreren i stedet svarer: Dem bliver I undervist i på den ekskursion, I skal på senere på året.

Magtkampen skal frem i lyset

For det andet skal vi sætte vores vilje igennem, fordi vi derved vil veksle det abstrakte og mestendels usynlige problem med lærernes selvcensur til et åbenlyst og påtrængende problem med en terrorsikret statslig undervisning under international bevågenhed.

Hvis vi begynder at trodse voldsmanden ved at insistere på vores ret til at gennemføre den undervisning, som han nu har nedlagt veto imod, så vil det få magtkampen med ham frem i lyset. Den religiøst funderede dominansaggression, som findes i vores samfund og truer vores levevis, vil komme på dagsordenen, så alle bliver bevidste om den og nødt til at forholde sig til den.

Det er vigtigt, for det er svært at løse et problem, man ikke tænker på og ikke taler om.

Hvad er alternativet?

På kort sigt er der ingen tvivl om, at det er sikrest bare at lade voldsmanden få sin vilje. Men efter min mening er det uansvarligt at lade stå til. Muslimernes andel af de vesteuropæiske befolkninger er stigende, og demokratiets styrke er aftagende for hvert nyt veto, der gøres gældende. Det vil være en mangel på rettidig omhu og et svigt af de kommende generationer at skubbe problemet foran os, for magtkampen med voldsmanden bliver kun vanskeligere at tage for hvert år, der går.

Jeg vil derfor gerne slutte af med at udfordre modstanderne af ovenstående løsningsforslag til at komme på banen med jeres konkrete alternativer. Hvad er det for nogle tilgange til håndteringen af problemet med voldsmandens veto, som I går ind for, og som I mener er bedre på lang sigt? Hvordan vil I forhindre voldsmanden i at fortsætte med at nedlægge stadig flere vetoer i de kommende årtier og derigennem kue os til en stadig mere omsiggribende ufrihed og underkastelse?

Efter at have modtaget kronikken har vi på Kontrast interviewet Eva Gregersen til artiklen Hvorfor skal vi have en statslig Muhammed-video?