Lad mig starte med at slå fast, at jeg synes, at kvinder har ret til abort. Men når det er sagt, så har den ret i USA været sikret på den tyndest tænkelige fortolkning af forfatningen. Det er derfor ikke så overraskende, at Højesteret kunne omstøde Roe v Wade.
Fra denne side af Atlanten kan det være svært at vurdere, om USA har taget endnu et skridt i retning af yderligere splittelse, politisk segregering og kommende borgerkrig (ja, det synes nogle vitterligt at ane i horisonten), eller om det hele blot er politisk teatertorden. Man må selvfølgelig håbe det sidste. I det bedste scenario indser demokraterne, at måden, hvorpå amerikanerne er blevet tvangsfodret progressive værdier – som tiden endnu ikke var kommet for og måske aldrig ville komme for i nogle stater – har været dybt skadelig for det amerikanske demokrati. Det har skabt mistillid, ressentiment og vrede. Det har undergravet den amerikanske forbundsstats legitimitet.
Allerede i 1973 – Roe v Wade-dommen faldt i januar måned det år – skrev juraprofessoren John Hart Ely en sønderlemmende kritik af det juridiske ræsonnement i artiklen The Wages of Crying Wolf – A Comment on Roe v Wade. Selv for lægfolk uden juridisk baggrund er den til at læse og forstå. John Hart Ely var selv positiv overfor kvinders ret til abort og ville ønske, at der fandtes amerikansk lovgivning, der flugtede med Højesterettens dom, men der var ingen basis for dommen i forfatningen.
Han skrev: ”Hvad der er skræmmende ved Roe er, at denne superbeskyttede ret [til abort] ikke kan udledes af forfatningens sprog.” Den amerikanske forfatning kunne beskytte særlige værdier, men at den skulle beskytte retten til abort var ”indlysende ubegrundet”. Dommen var ”dårlig, fordi det er dårlig forfatningsret, eller snarere fordi det ikke er forfatningsret og næsten ikke gør noget forsøg på at være det.”
Når man læser hans tekst, mindes man vitsen om, at både den teologiske, juridiske og litterære hermeneutik handler om at finde og læse det i teksten, som ikke står i den. I 1973 havde højesteretsdommerne læst det 14. tillæg til forfatningen, som Fanden læser Biblen og fundet, at den vistnok også i sidste ende handlede om, at kvinder havde ret til abort.
Det var også den vej historiens vinde syntes at blæse i 1973, hvorfor dommerne måske ikke havde anstrengt sig så meget for at træffe en juridisk overbevisende dom.
Historikeren Christopher Caldwell fortæller i bogen The Age of Entitlement – America Since the Sixties (2020), at i 1967 havde 3 stater allerede tilladt aborter, såfremt der var en permanent fare for moderens helbred. Ronald Reagan havde fx som republikansk guvernør underskrevet ny abortlovgivning i Californien. Faktisk kunne der dengang tælles flere republikanske politikere, der lagde sig i det politiske seletøj for at sikre retten til abort end demokrater.
Den amerikanske befolkning syntes dengang også at have bevæget sig mod at være overvejende for abort. Vælgerundersøgelser viste et ønske om at beskytte kvinder mod risiko. Var moderens helbred i fare, var 91% for. Skyldtes graviditeten en voldtægt, var 81% for. Kendte man til fødselsdefekter, var 82% for. Men hvis en gift kvinde ikke ønskede flere børn, så var det bare surt show – 51 % var da imod abort. Ligeledes hvis en unge pige blev gjort gravid af sin kæreste, så var 49% imod, 47% for abort, og de sidste 4 % må have været ’ved ikke’.
I 1973 anede hverken højesteretsdommerne eller John Hart Ely uråd om, hvor politisk splittende og skelsættende Roe v Wade skulle vise sig at være ift. det mere puritanske og kristne Amerika. Det havde på udemokratisk vis fået proppet en lovgivning ned i halsen, som var dem inderligt imod. For dem var abort mord.
Fordi Roe-dommen var så tyndt begrundet, skriver Christopher Caldwell, så ”kunne den kun forsvares ved at fylde Højesteretten med proabort loyalister og intimidering af amerikanerne til at underkaste sig dens magt, som om den var den lovgivende. Nationalt begyndte politikere at sortere sig i én lejr, der var for retten til abort, og én lejr, der var imod. I diametral modsætning til, hvad man ville have troet i 1960, så blev demokraterne proabort, republikanerne antiabort-partiet.”
”Demokraterne blev partiet for nye, domstolsbestemte rettigheder – af alle slags,” ifølge Caldwell. ”Vanen med at promovere dommere ikke for deres upartiskhed, men for deres politiske pålidelighed spredte sig til begge partier – til demokraterne før republikanerne.”
Det er denne politik og lovgivning gennem domstolene, som er gift for et velfungerende demokrati, en sabotage af magtens tredeling.
I Amerika blev kampen om Højesteretten og aborten særlig giftig i 1987 og i al tid derefter. Ronald Reagan havde indstillet Robert Bork til godkendelse som højesteretsdommer i Senatet. Men i Senatet var der et demokratisk flertal, der ville det anderledes, for Bork var kendt som originalist. Han mente, at højesteretsdommere skulle afholde sig fra juridisk aktivisme og holde sig strengt til forfatningens originale ordlyd. Demokraterne forstod alt for godt, at Roe v Wade dermed var i fare.
Demokraten Ted Kennedy åbnede høringerne ved at fremstille Robert Bork som en nærmest satanisk figur: ”Robert Borks Amerika er et land, hvor kvinder vil blive tvunget til abort i smalle gyder, sorte vil blive segregeret ved frokostbordene, brutalt politi kan smadre folks døre midt om natten, skolebørn kan ikke blive undervist i evolution, forfattere og kunstnere vil blive censureret efter regeringens luner, og de føderale domstole vil forblive lukket for millioner af borgere, for hvem den dømmende retsinstans ofte er den eneste beskytter af de individuelle rettigheder, som er hjertet i vores demokrati.”
Robert Bork blev aldrig højesteretsdommer. Han blev i den grad tilsværtet af det demokratisk-ledede senatsudvalg og medierne, at hans efternavn blev et verbum. Ifølge Websters ordbog betyder ’to bork’: at angribe (en kandidat eller offentlig figur) systematisk, særligt gennem medierne. Man kan altså sige: ”Robert Bork got borked.”
Høringerne efterlod republikanerne i en tilstand af granatchok, men også i en erkendelse af, hvad det var, der var på spil. Og hvordan spillet altså blev spillet. Fløjlshandskerne blev smidt i skraldespanden. I Frontline-dokumentaren Supreme Revenge – Battle for the Court (2019) genfortælles underholdende, oprørende og deprimerende, hvordan kampen om Højesteretten i de sidste 35 år er blevet kæmpet med den samme partiske bitterhed og en alt er tilladt-attitude, som engang havde været forbeholdt den demokratiske kamp om pladser i de lovgivende forsamlinger og regeringskontorerne.
Desværre er det alt for forståeligt, for domstolskendelser og bureaukratiet har i al for høj grad erstattet den demokratiske lovgivningsproces i USA. Det allerbedste, der kunne komme ud af omstødelsen af Roe v Wade, ville være, hvis USA kunne vende tilbage til at kæmpe om, hvad der skal være lov og ret gennem en demokratisk lovgivningsproces på både statsligt og føderalt niveau fremfor gennem aktivistiske dommere, der finder tegn på nye rettigheder i forfatningen (og anden lovgivning), som spåkoner læser varsler i kaffegrums.
Hvis både demokrater og republikanere kom frem til den erkendelse, så vil torsdagens dom i sandhed være skelsættende og et punktum for halvtreds års uværdig og udemokratisk domstolslovgivning.
