Er der noget, som mange på venstrefløjen får knopper over, er det folk, oftest på højrefløjen, som siger, at man sagtens uproblematisk kan og bør anvende betegnelsen neger om andre mennesker, fordi det rent etymologisk (sproghistorisk) bare betyder sort, og sort jo ikke er et værdiladet udtryk. Man kan lave samme finte med “muhammedaner”, som man så kan hævde blot betegner en, der følger Muhammed.

Begge dele er rent formelt fuldstændig korrekt. Men man lader i så fald, som om man ikke forstår, at ord antager andre og konnotationer over tid. Neger opfattes af historiske grunde som en negativt ladet betegnelse i dag, det samme gør muhammedaner. Hvis man som nogenlunde begavet sprogbruger anvender de termer om andre, ved man godt, at man i praksis anvender nedsættende termer med helt andre konnotationer end blot “sort” og “følger af Muhammed”. 

Derfor må man naturligvis, hvis man vil kalde nogen for neger, stå på mål for, at man bruger et ord, der opfattes nedsættende, og folk derfor med rette kan formode, at man anvender det i den henseende.

Der er masser af eksempler på tilsvarende ord, hvis nuværende betydning er en helt anden end deres oprindelige. Åndssvag var i mange år en værdineutral betegnelse for mennesker med mentale lidelser, bøsse er gået den anden vej fra (kun) at være et skældsord til at anvendes mere neutralt. I København står en bygning på Holmens Kanal med et enormt skilt med teksten ‘Overformynderiet’, fordi en offentlig instans faktisk hed det i fordums tid. I dag kan overformynderi hverken bruges neutralt eller positivt. 

Sådan er det med ord, de betyder ikke blot det, de oprindeligt gjorde, men kan antage nye betydninger over tid. Derfor er det enormt sjovt at se Dragsted lave det, vi kan kalde “negerfinten”, med begrebet oligark. Fordi, forklarer han: Når han i Debatten og på Twitter bruger ordet om Elon Musk og New Yorks tidligere borgmester Michael Bloomberg eller andre, han åbenlyst ikke kan lide, er det jo bare en antik betegnelse for folk med mange penge og indflydelse – ja, det er faktisk blot et “analytisk begreb”. SF’eren Carl Valentin forsøgte samme finte, da han også kaldte en dansk virksomhedsejer for oligark, hvilket han dog på let ydmygende vis måtte beklage.

Dragsted har isoleret set ret i, at ordet oligark går tilbage til det gamle Grækenland, hvor det blev brugt om medlemmerne af et oligarki, en styreform med magten koncentreret hos få og ofte rige personer. I praksis, og det ved han naturligvis godt, er ordet for længst blevet synonymt med kleptokrater i den tidligere østblok, primært Rusland. 

I dag dækker ordet over personer, som har skabt deres formuer via korrupte overtagelser af adgang til naturressourcer eller privatiserede virksomheder, ofte i samarbejde med organiseret kriminalitet eller tilsvarende korrupte myndigheder, og som enten støtter eller har forbindelser til et totalitært regime, der overfalder nabolande.

Hvis man vil forvisse sig om, at ordet stort set kun anvendes i den betydning, kan man tage et kig på Google Trends og se, hvornår ordet bliver relevant, hvor det spiker ved Ruslands invasioner af Krim i marts 2014 og massiv spike i 2022. Det er i praksis stort set kun dén gruppe, som termen i almindelig brug dækker over. Hvis man har lyst, kan man også i Google prøve at søge i en vilkårlig periode de sidste 20 års tid og få bekræftet, at det er præcis den gruppe, som betegnelsen gælder.

Det fremgår i øvrigt også længere ned af et Wikipedia-opslag, som Dragsted selv linker til i et forsøg på at forsvare sin anvendelse af termen om eksempelvis Elon Musk:

“The term is commonly used in the Western press to describe Russian business people. According to a study by journalist Alan Macleod on its use by the New York Times, CNN and Fox News, 98% of the mentions of countries linked to oligarchs were related to Russia (overwhelmingly) or countries of the former Soviet Union.”

Selvfølgelig skal Dragsted have lov til at kalde alle, han har lyst til, oligark, lige så tosset han vil. Men med lige så stor selvfølgelighed bør det påpeges, at han med køligt overlæg spiller på præcis samme påtagede naivitet, som andre gør i forhold til ordet neger. Pelle Dragsted er en begavet mand og sprogbruger, der ganske udmærket ved, hvilke konnotationer han trækker på, og hvilke associationer, han dermed prøver at skabe hos læseren. 

Til det vil han naturligvis med påtaget uskyldighed formodentlig svare, at hans brug af termen skam “ikke [er] et forsøg på at sige noget grimt om nogen”, men blot skyldes en nyfunden glæde for antikkens termer eller glæde ved det som “analytisk begreb”. 

Men det skal man naturligvis blot grine af. Som oligak og løjer fra venstrefløjen.