Jeg skal være helt ærlig: Jeg er ikke den første til at gribe nye sproglige tendenser. Eller rettere: Jeg er ikke den første til at indoptage dem i min egen sprogbrug. Omvendt forsøger jeg at holde mig for øje, hvad der er på spil, når der pludselig dukker nye udtryk op.
Samtidig er jeg i gang med et personligt dannelsesprojekt, hvor jeg bevidst opsøger anderledes synspunkter. Ideelt for at forstå og for at blive klogere; reelt ofte for at bekræfte mig selv. Såre menneskeligt.
På det seneste har jeg forsøgt at tage woke på ordet. Altså simpelthen gå seriøst til værks. Høre, hvad der rent faktisk bliver sagt, og forsøge at udlede implikationerne.
Jeg fik en god anledning, da jeg 26. februar så Presselogen på TV2 News med blandt andre Politikens opinionsredaktør, Lotte Folke Kaarsholm. Deltagerne diskuterede en udgave af ‘Klog på sprog’ sendt på DR’s P1 17. februar. Her havde vært Adrian Hughes inviteret en ekspert i såkaldt gadedansk, Fatima Gabriella, vært på podcasten ‘Perkologi’.
Det korte af det lange i den sag var, at Adrian Hughes opførte sig ubehøvlet, idet det skinnede relativt klart igennem, at han ikke tog emnet helt seriøst: Han havde ikke researchet ordentlig forud for programmet og afbrød vel rigeligt undervejs.
På en måde ville jeg ønske, at opinionsredaktør Lotte Folke Kaarsholm blot havde sagt det i Presselogen: Adrian Hughes var ubehøvlet og måske endda selvhævdende. Men det ville nok være for spidsborgerligt, og jeg havde i hvert fald misset muligheden for nærværende overvejelser.
I stedet karakteriserede Lotte Folke Adrian Hughes’ opførsel som at “tale manspread” og ”performe den hvide diskurs”. Det med den hvide diskurs er vist noget med at fortælle anekdoter om sig selv.
Jeg er, som antydet, ikke helt inde i den woke sprogbrug – indrømmet, jeg læser ikke så ofte Lotte Folke Kaarsholms avis – jeg troede for eksempel, at manspreading hænger sammen med, hvordan man som mand sidder i det offentlige rum.
Flere spørgsmål, manglende svar
Nuvel, udtalelsen, der i øvrigt stod helt uimodsagt, kalder på nogle spørgsmål til Lotte Folke og Politiken i det hele taget:
For det første: Hvad er en hvid diskurs?
For det andet: Har det noget med køn at gøre, at man ofte afbryder og sætter sig selv i scene? Er det i bekræftende fald biologisk køn?
For det tredje: Indgår det generelt i Politikens analyser, ledertekster m.v. som en forudsætning, at forskellige typer adfærd er begrundet i udøverens hudfarve?
I bekræftende fald: Mon Politiken vil løfte sløret for disse sammenhænge? Opererer man med et katalog, hvori man kan slå op, hvordan sorte, hvide m.fl. må forventes at agere?
Nu stillede jeg rent faktisk disse spørgsmål i Politiken den 3. marts – dog uden at få svar. Derefter rettede jeg dem personligt til Lotte Folke Kaarsholm, der kvitterede med et svar, der selv med de bedste intentioner næppe kan karakteriseres som fyldestgørende.
Hun svarede, at ”diskussionen i Presselogen handlede om udsagnene og dramaturgien i den pågældende radioudsendelse, selv om metaforerne måske lød kropslige”. Med lidt god vilje bidrager svaret til en opklaring af den løjerlige brug af ”manspreading”, som vistnok var en form for metafor. Men ikke et ord om hudfarvebestemt diskurs. Det er svært at forestille sig, at alvoren er gået op for Folke.
Det er nu ellers væsentlige spørgsmål, for det er ikke småting, der er på spil. Men hvad det konkret er, er lidt sværere at blive klog på.
En hypotese kan være, at der bag udtalelserne rent faktisk ligger en racebaseret hierarkisk opfattelse, hvor borgeres hudfarve er afgørende for, hvilken vægt man skal tillægge samme borgeres udtalelser og holdninger; ja måske endda deres værdi som mennesker. Jeg kunne her være polemisk og henvise til, at man måske kan støve nogle gamle manualer fra Pretoria af. Der må findes nogle tabeller, man kan slå op i.
Af et helt oprigtigt hjerte tvivler jeg dog på den hypotese, om end den rent logisk er nødt til at blive bragt til torvs.
En interessant øvelse
En anden lidt mere plausibel forklaring er indstiftelsen af hierarkier med det slet skjulte formål at hævde sig selv. Hvordan hænger det nu sammen? Jo, den woke sprogbruger har et antal parametre – typisk alder, køn, hudfarve og stundom seksualitet. På disse parametre kan man så score højt eller lavt.
Mens det står relativt klart, at minoritet er bedre end majoritet, og kvinde typisk er bedre end mand, fortaber de forskellige parametres indbyrdes vægt sig lidt i tågerne, når man skal udlede den endelige position hos en borger, typisk en moddebattør. Jeg er indtil videre kommet frem til, at det nok afhænger af den konkrete sag, og ikke mindst af hvem den konkrete moddebattør er.
Så når for eksempel Pernille Skipper i P1’s Shitstorm den 30. maj 2020 karakteriserer en debattør som ”hvid privilegeret mand” og andetsteds karakteriserer en anden moddebattør som ”boomer”, er hun mere snedig end som så. Hun etablerer nemlig et hierarki, hvor hvide, herunder hun selv, skal holde sig lidt tilbage. Ikke et øje er tørt.
Men altså: I den offentlige debat i Danmark er langt de fleste jo hvide. Jeg ved ikke hvor mange, men at antage, at det er 90 %, er næppe helt i skoven. Jeg vil endda gerne være large og sige 85 %. Og af den del må man jo kigge på de øvrige parametre for at få tingene til at stemme. Her scorer for eksempel Pernille Skipper jo højt på både køn og til dels også alder.
Voila: Under dække af tolerance er der etableret et hierarki med den woke solidt placeret i den klart øvre ende. Den kan sagtens være den øvelse, Lotte Folke Kaarsholm var ude i, for hun supplerede jo ”hvid diskurs” med ”at tale manspreading”.
En tredje hypotese, som bestemt også er sandsynlig, er, at hun blot slyngede moderne udtryk ud. Måske som en identitetsmarkør – måske for noget så menneskeligt som at ville skabe konsensus og god stemning. Det kunne forklare den vistnok lidt atypiske brug af ”manspreading”, hvis nu Lotte Folke Kaarsholms forklaring om en metafor skulle vise sig at bære et element af efterrationalisering.
Nå, det er en interessant øvelse at tage woke på ordet. Man kommer hurtigt både omkring Pretorias rædsler præ 1994 og almen trang til at skabe god stemning.
Det skræmmende er, at hvis man vil tage de woke på ordet, kommer man let til at tale om hudfarve som relevant for andet end udseendet. Det har vi jo lært fra barnsben ikke at gøre.
