Selvfølgelig giver det absolut ingen mening at sammenligne vores konfliktsky statsminister og de anonyme og lettere fumlende elevrådstyper i hendes regering med nazister. Forargelsen over de vrisne landmænd, der i forbindelse med de store demonstrationer for nylig på minkbranchens vegne photoshoppede Mette Frederiksens og flere andre regeringsmedlemmers ansigter ind på billeder af Hitler og andet prominent skidtfolk fra Det Tredje Rige, har da også helt forståeligt og berettiget været enorm.
For hør nu lige her: Føreren selv var som sikkert bekendt en slags kunstmaler, vegetar, forfatter til et digert bogværk og stor elsker af Richard Wagners operaer og tankeverden. Propagandaminister Joseph Goebbels var dr.phil. i litteratur og stærkt optaget af datidens nye medier som film og radio.
Den også efter vor tids standard purunge rustningsminister Albert Speer var uddannet arkitekt. Selv den ondeste af de onde, rigspolitichef m.m. Reinhard Heydrich med tilnavnet ”Manden med et hjerte af jern”, var søn af en operasanger (han hed Tristan til mellemnavn) og skal have været en glimrende amatørviolinist.
Og nå ja, Hitler erklærede i øvrigt også i Rigsdagen i 1932, at det ” … er lige så tåbeligt, som det er farligt at mene, at det kulturelle spørgsmål må træde i baggrunden i materielt knappe tider.” Længere væk fra den nuværende danske regering kommer man næppe.
Hvis regeringen virkelig var så stålsat og jernhjertet, fedtede den vel heller ikke nær så ufokuseret og ansvarsforflygtigende rundt i tingene, som tilfældet for øjeblikket er. Der er altså ret langt fra invasion af Polen og frådende taler om verdensherredømmet til sødladne ”del og like hvis du er enig”-kampagner til fordel for ”Danmarks seje statsminister”, ligesom det er temmelig svært at forestille sig Goebbels stå i Sportspalast i Berlin og brøle ”Smider I ikke et hjerte på Facebook?”
Det akademiske herrefolk
Omvendt var regeringens venner på sociale medier heller ikke sene til at udråbe de vrede landmænd bag de manipulerede billeder til selv at være nogle højreradikale grobrianer. Billedmanipulationen virkede da ellers ikke spor positivt ment.
Det bliver endda endnu mere pikant. Sågar til dels også i helt konkret forstand.
For det varede heller ikke længe, før atter andre beskyldte atter andre for hykleri, i og med at der i pæne mainstreammedier er en ikke ubetydelig tradition for som det naturligste i verden at afbilde borgerlige politikere som tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstres nuværende næstformand Inger Støjberg iført skrårem og ridestøvler og deslige. Eller som en socialdemokratisk bekendt engang udtrykte det: Hvis man i forvejen kæmper med et venstrefløjscrush på Inger Støjberg, hjælper det altså ikke ligefrem at se hende afbildet i SS-uniform.
Ovre i finkulturen har de selvhadende burgøjsere på Kunstakademiet med deres forpjuskede aktioner mod entartete statuer og efterfølgende herrefolksagtigt pludrende medieoptrædener selvfølgelig også fået kylet det berømte nazikort efter sig. Det er der dog til gengæld lidt mere substans i, om end akademiets mange nye uvenner måske ikke selv er helt klar over det.
Det er nemlig for længst veldokumenteret, at når ikke lige det handlede om at forfølge og fordrive og i værste fald udrydde kunstnere og intellektuelle, nød Det Tredje Rige og dets veluddannede og kulturglade topledelse massiv opbakning i åndslivet og den akademiske verden. Mange af bogafbrændingerne blev iværksat af studenter, ligesom man fortsat finder nye gustne dokumenter frem af og om Tysklands største filosof i 1900-tallet, Martin Heidegger, mens den senere superstjernedirigent Herbert von Karajan for en sikkerheds karrierefremmende skyld meldte sig ind i partiet både i Tyskland og sit hjemland Østrig.
Lydighedens glæder
Netop derfor kunne der her tilbage i puslingelandet i historisk perspektiv godt være anledning til en vis bekymring. Det er for eksempel ikke helt rart at opleve forfattere eller intellektuelle juble på én gang underdanigt og nedladende på sociale medier over, som jeg så det formuleret et sted, at blive regeret af en statsminister, ”der tager hånd om os”.
Eller når den kritikerroste digter Casper Eric i Politiken nærmest som et ekko af slutscenen i George Orwells 1984 og med kun sporadisk ironi fabulerer over, at ”det for en gangs skyld var godt at makke ret. At være god over for statsmagten var for en gangs skyld i det godes tjeneste godt.”
Her er der så alligevel – hvis altså ikke lige man er en mere eller mindre udød mink – kun grund til at glæde sig over, at der sammenlignet med så mange andre lande netop ikke er blevet taget hårdere fat, eller at regeringen i al sin bureaukratiske sammenbidthed vist heldigvis ikke er nær så totalitært anlagt og talentfuld som en del af sine mest højrøstede og velformulerede fans. Ellers kunne det, som man jo for tiden blandt andet kan se og læse i Babylon Berlin, hurtigt komme til at gå helt galt.
