Tidsånd er et diffust begreb, fordi den er så uhåndgribelig, når man lever midt i den, men jeg vil alligevel vove den påstand, at det mest definerende ved den, der råder for indeværende, er, hvordan et meritokratisk ideal langsomt bliver trængt i defensiven af et identitetspolitisk.
Sagt på lidt mere klassisk dansk er vi på vej ind i en tid, hvor det, man kan, gør og siger, bliver mindre vigtigt, end hvad man er.
Et illustrativt eksempel på den tendens er, at Folketingets Præsidium har godkendt et maleri af 30 prominente kvinder, der skal hænge i tingets prægtige samtaleværelse, og som selvfølgelig også formodes at skulle blive udført af en kvindelig kunstner (for tænk på signalerne ellers!).
Kontrast har optaget en del interviews i værelset, og der er ingen tvivl om, at der ikke er mange uden Y-kromosomer ophængt der. På den måde illustrerer væggene ganske fint, at idealet om meritokrati i allerhøjeste grad har været uperfekt realiseret, for naturligvis ville der have været aldeles kompetente kvinder, som for 100 og 200 år siden kunne og ville have formet vores samfund, hvis de havde haft muligheden. Men det havde de ikke.
Men at idealer er uperfekt realiseret, gør dem ikke dårlige. Den amerikanske uafhængigshedserklærings credo om, at “all men are created equal” var usandt, allerede da det blev nedfældet, og sorte slaver absolut ikke blev betragtet som skabt lige med hvide, ligesom kvinder heller ikke blev det.
Ikke desto mindre udgjorde dette uperfekt realiserede ideal fundamentet for fremtidige udvidelser af stemmeret og ligestilling for både sorte og kvinder i århundrederne, der fulgte. Idealer forpligter nemlig. Det er også derfor, at Martin Luther Kings ord fra 1963 har runget så potent i årtierne siden, selvom det i stigende grad er blevet ubelejligt for generationer af identitetspolitiske aktivister, for hvem hudfarve i allerhøjeste grad er en parameter for at vurdere menneskers karakter:
"I have a dream that my four little children will one day live in a nation where they will not be judged by the color of their skin but by the content of their character.”
For ikke alene er det uafhængighedserklæringens ideal opsummeret i en linje, det er en præcis formulering af demokratiets ånd, hvor værdi som menneske er iboende og ikke afhængig af stand, race, køn eller seksualitet.
Og så er vi tilbage ved maleriet i samtaleværelset. For her er der ingen tvivl om, at den kvalifikation, der gør personerne på det kommende maleri værdige til at blive afbilledet her, ikke er deres aldeles reelle og for fleres vedkommende særdeles imponerende politiske bedrifter, det er deres køn.
Det kan man forsøge at tale sig uden om eller relativisere på alle mulige og umulige måder, men er i sidste ende uomgængeligt. Ikke alle kvinder kommer med på billedet, men alle, der kommer med på det, er kvinder. Ingen af de mænd, som hænger på samtaleværelsets dominerende maleri af den grundlovsgivende forsamling fra 1915, er der, fordi de var mænd. De er der, fordi de stod bag en grundlov, der – med rette eller det modsatte – vurderes som definerende for det moderne Danmark, blandt andet fordi de udvidede stemmeretten og demokratiet til også at omfatte kvinder og tjenestefolk.
Og selvfølgelig er maleriet ikke nogen katastrofe. Historien er ikke statisk og alle mulige personer, hvis bedrifter vi i dag ville finde noget tvivlsomme eller undseelige, hænger rundt omkring på Borgen, og en del er sikkert endt der af aldeles tåbelige og nådigt glemte grunde. Om ikke andet, så kan man så føje et nyt billede til, som vil sige noget om tidsånden i Danmark i det 20. århundredes tredje årti.
For det illustrerer unægtelig, at vi lever i en tid, hvor medfødte identitetsmarkører i sig selv igen er ved at blive en kvalifikation, og hvor ganske mange arbejder benhårdt og stålsat for en tilbagevenden til tidligere tider, hvor køn (og seksualitet og race, ej at forglemme!) var altafgørende for in- eller eksklusion fra diverse sammenhænge. Alt imens man ihærdigt foregøgler sig at arbejde stålsat for at kunne marchere ind i en mere ligestillet fremtid.
