Lad os tage en kort tur ned ad memory lane. Mere specifikt til et citat fra en kronik, jeg skev under flygtningekrisen i Berlingske i september 2015. Her erklærede jeg, at:
“I starten af september bredte en nærmest euforisk stemning sig i Danmark. Den bagvedliggende antagelse synes at være, at flygtninges ankomst til Danmark er en akut, men også foregående situation, der er overkommelig i forhold til integration og økonomi. Begge antagelser er problematiske.”
Hvor jubeloptimistisk stemningen egentlig var dengang, kan være svært at huske i dag, hvor flygtningekrisen er bredt anerkendt som et nederlag for europæiske flygtningepolitik og årsagen til et omfattende integrationsproblem i en række lande.
Men under og op til flygtningekrisen var der en udbredt fornemmelse af, at integration af syriske flygtninge på arbejdsmarkedet ville være overraskende let.
Lad os tage et par nedslag. Først fra det kommunale Danmark fra en artikel med overskriften “Danmark behøver ikke være bange for syriske flygtninge”:
“Vi ser en meget høj motivation hos de syriske flygtninge. De klør på, og de er meget optaget af Danmark. De udtrykker stor interesse for landet og demokratiet. For vores værdier. Det er utroligt, så godt de klarer sig, selv om mange af dem har det skidt og kommer direkte fra ret voldsomme begivenheder,” kunne centerforstander Lene Eriksen fra Næstved begejstret berette, inden hun tilføjede, at “Det er ikke en svær gruppe.”
Beskæftigelseschef i Odense Kommune, Søren Heide Petersen, fortalte, at “... når vi ser på det generelle billede af deres uddannelsesmæssige baggrund og deres indsigt i almindelige samfundsmæssige forhold, så tilsiger det i hvert fald, at det er ressourcestærke folk med et ønske om at bidrage”.
Leder af socialsektionen i Silkeborg Kommune Maj-Britt Olesen erklærede, at “De er alle sammen kendetegnet ved, at de rigtig gerne vil integreres, og de er meget motiverede. Nogle af dem har ikke gået meget i skole, men de er gode til at arbejde, og de vil rigtig gerne. På den måde er de ressourcestærke, selv om de ikke har en høj uddannelse.”
Stine Bosse mente i Politiken at vide, at “Det er de bedre kvalificerede [syrere, red.], der kommer nu. Det er dem, der har nogle penge eller en uddannelse eller har en hjerne, et socialt instinkt, der siger: Jeg skal fandeme nok nå frem”.
Professor Henning Jørgensen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet kunne fortælle, at “Statsministeren har jo fået det til at lyde, som om vi er ved at blive rendt over ende af en flok analfabetiske landsbytosser, mens virkeligheden er, at der ligger enorme ressourcer gemt i gruppen af syrere. Især kvindernes uddannelsesniveau er overraskende højt.”
I dag kan man så, i Danmarks Statistiks seneste udgave af Indvandrere i Danmark (tabel 2,5, side 43), konstatere, at syrene ligger på en delt tredjesidsteplads målt på beskæftigelse ud af i alt 35 indvandrergrupper, som Danmarks Statistik opgør. Samlet er beskæftigelsesfrekvensen 43 procent. For de kvinder, hvis uddannelsesniveau angiveligt var “overraskende højt”, er blot 20 procent i arbejde. Det er den laveste beskæftigelsesfrekvens for kvinder af nogen indvandrergrupppe opgjort af Danmarks Statistik.
Med afsæt i konkrete beskæftigelsesdata er det meget, meget svært at se integrationen af syrere som let, og man må konstatere, at hvis ikke syrene udgør en “svær gruppe”, så findes der per definition ingen svært integrérbare grupper. Og ja, der er utvivlsomt mange individuelle syrere, som har klaret sig fremragende, men som gruppe betragtet det svært at se som andet end, indtil videre, endnu en af utallige integrationsfiaskoer.
Men hvorfor egentlig se tilbage på den ubegrundede jubeloptimisme fra 2015?
Fordi forestillingen om flygtninge, der let kan integreres på arbejdsmarkedet, er ved at gentage sig, men nu med en ny gruppe i centrum. For som det åbenbart er ved at blive en vane, når der er store asylmigrationsbølger på vej, er der nogle steder ved at brede sig en stemning af, at det skam denne gang nok skal det gå rigtig fint, da de nyankomne i virkeligheden faktisk er meget ressourcestærke.
Lige nu er det afghanere, det drejer sig om, og her er fortællingen, at de faktisk klarer sig godt – ja, at afghanerne ligefrem er “en af de flygtningegrupper, der klarer sig bedst”. Det kræver dog lige, at man anlægger det helt rette perspektiv. Det rette perspektiv er så at med nålestikspræcision at sammenligne afghanerne med de få indvandrergrupper, der klarer sig værre.
Derfor fokuserer man ikke på indvandrere generelt eller blot flygtninge som helhed. Det ville give et ganske andet og mindre positivt billede (særlig hvis man ser på eksempelvis tamilier, iranere, vietnamesere, bosniere og marokkanere: alle flygtningegrupper der alle klarer sig bedre end afghanerne) men på specifikt nytilkomne flygtningegrupper, og derudover de nytilkomnede formodede efterkommere - personer, der endnu ikke er født.
Hvis man ser på beskæftigelsen blandt de afghanere, der er kommet som førstegeneration og ikke født i DK (i DST’s terminologi "indvandrere"), hvilket er hvad evt. nytilkomne vil være, så ligger de femtedårligst af 35 indvandrergrupper målt på beskæftigelse blandt 30-64-årige. De er kun undergået af libanesere (typisk palæstinensere), somaliere, irakere og syrere. Med andre ord kan man mest optimistisk sige, at de klarer sig bedst blandt dem, der klarer sig allerværst.
Afghanernes placering relativt til andre grupper ser heller ikke umiddelbart ud til at have ændret sig synderligt over tid, som man kan se i fra 2008-udgaven af samme rapport (tabel 3.4, s. 68), hvor gruppen lå fjerdedårligst af alle (syrene, som formodentlig også lå lavere da, var dengang for lille en gruppe til at være med i tallene) i beskæftigelsesfrekvens for aldersgruppen 16-64 (DST opgjorde tallene for 16-64-årige i stedet for 30-64-årige i de tidlige rapporter).
Så vælger nogle også at fokusere på afghanske efterkommere, hvilket er lidt underligt, eftersom der – i forhold til diskussionen af evt. nytilkomne – er tale om mennesker, som helt bogstaveligt ikke er født endnu (hvis man er efterkommer, er man pr. definition født i Danmark, og ingen fremtidige flygtninge kan selvsagt have nået at få børn her i landet endnu).
Så kan man sige, og det er utvivlsomt korrekt, at beskæftigelsesfrekvensen ville være højere, hvis der ikke var kommet relativt mange afghanere for nylig, da beskæftigelsen typisk stiger efter ankomsttid, i hvert fald op til et vist punkt, der dog typisk er noget under niveauet for etniske danskere som gruppe.
Men det illustrerer imidlertid kun problemet med fortsat voksende indvandring, for der er jo ankommet relativt mange afghanere for nylig, og det vil der tilsyneladende fortsat gøre, hvorfor gruppen som helhed betragtet bliver ved med at klare sig relativt dårligt, da integrationen for nytilkomne altid vil starte forfra.
Hvis man absolut vil lave en positiv fortælling om fremtidige afghanske flygtninge, kræver det nogle krumspring. For det første skal man ignorere, at det det beskæftigelsesmæssigt går ganske dårligt for de afghanere i første generation, som faktisk er kommet til Danmark. En mere rosenrød fortælling måtte fokusere på, at det tænkeligt kommer til at gå godt for deres endnu ufødte børn, der i bedste fald indtræder på arbejdsmarkedet om nogle årtier.
Der er faktisk positive indikatorer for afghanske efterkommere, hvis karaktergennemsnit er pænt højere end de fleste andre grupper af efterkommere, ligesom kriminalitetsfrekvensen også er lavere end for en række andre grupper. Det er selvsagt godt, men det har temmelig lidt at gøre med integrationen af dem, der kommer som flygtninge nu.
