Debat

13.02.22

Nej, drabet i Aalborg var ikke et symptom på ‘strukturelt’ kvindehad

Chefredaktørens Blok: Mænd er overrepræsenterede som gerningsmænd inden for næsten alle forbrydelser, uanset offerets køn, alder og hudfarve. Men det er meningsløst at tilskrive det strukturel sexisme.
Foto: Hans Jørgensen, nathue.dk / Creative Commons, red. Billedet er ikke relateret til aktuelle hændelser.
Foto: Hans Jørgensen, nathue.dk / Creative Commons, red. Billedet er ikke relateret til aktuelle hændelser.

I Aalborg blev en ung kvinde for nylig bestialsk myrdet efter en bytur, og allerede før politiet har formuleret et anklageskrift, er der i den politiske og offentlige debat lagt et perspektiv over forbrydelsen, der groft sagt lyder som følger: Drabet var en konsekvens af en strukturel sexisme i samfundet, der legitimerer overgreb på kvinder. 

Min påstand: Der findes ingen samfundsmæssig accept af sådanne drab. Overhovedet. Det er tværtimod en af de mest stigmatiserede forbrydelser af alle, og den type – som reaktionerne viser – der vækker mest massiv og universel afsky og harme.
Alle mennesker i Danmark ved, at sådan adfærd ikke alene er strafbar (vores kollektive måde at tilkendegive, at noget er uacceptabelt); det er også den, som bliver mødt med mest massiv fordømmelse, formodentlig kun overgået af drab på børn.

Selv blandt de kriminelle, en gruppe med det til fælles, at de har bevist, at de ser stort på nogle af samfundets normer, er kvinde- og barnemordere typisk nederst i fænglsernes hierarki. Med andre ord: Enhver påstand om, at der findes nogen normmæssig accept eller tolerance af dette, er absurd. 

Så hvorfor er mænd så overrepræsenteret i forhold til drab på kvinder? Fordi de er overrepræsenteret i stort set alle kriminalitetstyper, uanset offerets køn eller alder. Og hvorfor de er det, hænger efter alt at dømme sammen med noget så gammeldags som biologi.

Mænd er ikke alene fysisk stærkere end kvinder, de er også generelt mere aggressive, risikovillige og impulsive, hvilket efter alt at dømme er en biologisk konsekvens af evolutionen, der også har skabt et tilsvarende mønster hos et temmelig stort antal andre pattedyr.

Det gør, at der formodentlig altid vil være et misforhold mellem mænd, der dræber kvinder, og omvendt, så længe der overhovedet forekommer drab. Dertil kommer, at særlig mænd i de aldersgrupper, hvor de fysisk er stærkest (groft sagt 18-45 år) er markant overrepræsenterede i fx voldsstatistikkerne, så også her virker det temmelig oplagt, at biologien spiller ind. 

Et andet forhold, der forrykker overrepræsentationen særligt i forhold til drab, er formodentlig, at mandlige potentielle ofre for forbrydelser på grund af deres fysik har mulighed for mere effektivt at sætte sig til modværge. Det er alt andet lige sværere at slå en med nogenlunde samme muskelmasse ihjel end en markant mindre og svagere person. 

Og her skal du så læse godt med, før du stormer ud og hævder, jeg påstår, at kriminalitet er et uomgængeligt vilkår og et produkt af biologi, og derfor ikke kan påvirkes samfundsmæssigt. 

Selvom en stor del af forklaringen på overrepræsentation af yngre mænd formentlig er biologisk, kan man ikke i nogen henseende bruge dette som undskyldning eller formildende omstændighed for vold osv. mod nogen som helst. Menneskets mest oplagt unikke karakteristika er netop, at vi sætter os ud over biologien og dens evolutionært fremavlede impulser. Det er det, vi kalder civilisation. Stod det til undertegnede, så burde vi som samfund i langt højere grad accentuere, hvor uacceptabel sådan adfærd er, gennem markant højere straffe for personfarlig kriminalitet.

Det er ligeledes klart, at kriminalitet kan påvirkes gennem samfundsmæssige forandringer, eftersom kriminaliteten på en lang række områder er faldet i nyere tid, og det er næppe på grund af nogen fysisk ændring i mandekroppens biologiske eller neurale indretning. 

Drabet i Aalborg er efter alt at dømme et af de relativt sjældne overfaldsdrab, hvor offer og gerningsmænd ikke kendte hinanden i forvejen, og de er særdeles svære at forhindre. Men den langt mere udbredte partnervold kan forhåbentlig. Ifølge fagfolk findes der her i nogle tilfælde indikatorer, der peger på en mulighed for eskalation, der typisk involverer eksempelvis psykopatisk adfærd eller en overhængende risiko for et mentalt sammenbrud. 

Politiet inddrager allerede dette i sit arbejde, men der kan formodentlig gøres mere, og det ser også ud til at kunne blive inddraget i politiske tiltag om at komme partnervold til livs. Og skulle nogen ønske hårdere straffe for såvel partnervold, drab, og andre former for personfarlig kriminalitet, kan de naturligvis regne med helhjertet opbakning fra Kontrast. 

Men den slags tiltag er tilsyneladende kedeligt lavpraktisk for mange i den offentlige debat, da det ikke involverer kønspolitik eller kollektiv tilskrivning af skyld til mænd generelt eller det mere abstrakte patriarkat.

Det betyder, at vi altid kan stræbe efter og lykkes med at reducere kriminaliteten i samfundet gennem straf, forebyggelse og alt muligt andet. Men det betyder også, at der formentlig altid vil være en overrepræsentation af mænd, i særdeleshed de yngre mænd, i en række kriminalitetsstatistikker, uanset det overordnede niveau af kriminalitet. Der vil formodentlig altid være flest af dem, der dræber kvinder, andre mænd og børn, uanset hvordan samfundets kultur er skruet sammen. 

Derfor bliver det også en anelse mystisk, når mænds drab på kvinder bliver udlagt som et særlig produkt af en form for sexistisk kultur. Det kan kvindedrab være, for der er samfund, hvor det at dræbe kvinder i bestemte situationer faktisk er befordrende for familiens eller individets ære. Men et sådant samfund er Danmark åbenlyst ikke. Danmark er, som reaktionerne på drabet i Aalborg viser, et samfund, hvor kvindedrab bliver universelt fordømt og straffet. Mener man, at der eksisterer en accept af kvindedrab, lille eller stor, må man helt banalt påvise eksistensen af en sådan accept.

Hvis man derfor vil postulere, at der er en særlig kulturel kobling mellem et drab som det nylige og en form for samfundsmæssig struktur, skylder man mildest talt at argumentere for, hvori den kobling består. For at postulere, at noget sjældent forekommende som overfaldsdrab på kvinder, der er universelt fordømt og sanktioneret, er et symptom på en generelt udbredt holdning til kvinder, det kræver gode argumenter. 

Men de er imidlertid pudsigt fraværende i debatten, hvor argumentationen oftest bliver reduceret til, at kvinder bliver dræbt af mænd, der hader kvinder, og at de mænd er en del af samfundet, hvorfor det erklæres påvist, at mænds kvindehad er et samfundsproblem. Denne Erasmus Montanus-logik kan pakkes mere eller mindre pænt ind. Et fint eksempel er en kommentar med titlen ‘Mænd der dræber kvinder’ af Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik, der blandt andet forsøger sig med følgende ræsonnement:

“Hvis en anden gruppe hyppigt blev udsat for lignende overgreb – jøder, handicappede, homoseksuelle, børn – ville vi tale om det ustandseligt og reagere langt mere hårdhændet.”

Det er bare faktuelt forkert. Jøder er der ikke så mange af i Danmark, men de bliver skam udsat for overgreb, som Martin Krasnik selv illustrerede med sin vandring iført kalot på Nørrebro, ligesom Carolineskolens nærmest befæstningslignende karakter også illustrerer frygten for, at jøder bliver udsat for overgreb. Det har man, ganske rimeligt, også talt en del om.

Homoseksuelle bliver også udsat for overgreb, både fordi de er homoseksuelle og en del af befolkningen, hvor alle som helhed risikerer at blive udsat for sådanne, hvilket der også tales en del om. Og måske mest markant: Børn bliver desværre også udsat for både overgreb, vold og drab tragisk hyppigt.

Der er helt banalt ingen af de nævnte grupper, som ikke bliver udsat for "lignende overgreb". Krasniks problem synes derfor at være, at der ikke bliver talt nok om mænds drab på kvinder ud fra et kønsperspektiv, og det er jo en ganske anden problematik. 

Krasnik kunne helt analogt have skrevet en kommentar med titlen “Voksne der dræber børn”, og ud fra et enkelt bestialt barnedrab causeret over, hvorvidt Danmark har et problem med børnehad eller måske en form for strukturel voksenisme, der gennemsyrer samfundet. Derefter kunne han forsøge at forklare, hvorfor drab på og vold mod børn “ikke bare er et socialt problem, men også et ligestillingsproblem, et juridisk problem, et beskæftigelsesproblem, et integrationsproblem, et sundhedsproblem”, for nu at citere et udsagn, han helhjertet tilslutter sig. 

Tilsvarende udmeldinger kan man læse fra Ekstra Bladets chefredaktør Henrik Qvortrup, der i en leder får erklæret, at:

“Ingen nok så fuld ung mand behøver frygte at sætte sig ind i en sort bil klokken ti minutter over seks en søndag morgen i Aalborg. Eller gå alene hjem fra en fest, for den sags skyld.”

Hvis ikke emnet var så tragisk, ville udmeldingen være komisk. En simpel googlesøgning afslører på få sekunder, med eksempler fra Qvortrups egen avis, at der så afgjort er særdeles god grund til at frygte at sætte sig ind i en pirattaxa også som ung mand. Ligesom en tilsvarende søgning viser, at unge mænd bliver overfaldet, truet, stukket ned og berøvet i rigt mål på vej fra fester. 

Hvordan en chefredaktør for en avis, der har kriminalstof som et af sine hovedområder, kan skrive noget så banalt forkert, er uforståeligt.

Så altså: Hvis man fra mænds drab på kvinder kan slutte sig til en generel mandlig ringeagt for kvinder, kan man så på tilsvarende vis slutte sig til, at mænd også hader mænd, eftersom langt hovedparten af ofrene for mænds vold og drab er andre mænd? Det ræsonnement ville ingen af ovenstående skribenter naturligvis nogensinde abonnere på, ligesom de aldrig ville finde på at anskue mænds drab på mænd som et særskilt kønsproblem, selvom det konsistente naturligvis ville være at gøre netop det. 

Så, spurgt på en anden måde, hvorfor dette ønske om i særlig grad at isolere og udgrænse vold mod kvinder som et symptom på noget unikt strukturelt? 

Pointen er naturligvis, at debatten slet ikke handler om et konkret drab. Det handler om politik, i særdeleshed om kønspolitik, hvor den konkrete tragedie og forbrydelse blot er en belejlig krog at hænge en allerede defineret agenda op på. En agenda om, at Danmark angiveligt er et strukturelt sexistisk samfund. Hvor drab på kvinder derfor er noget unikt, da det er en særlig indikation på dette forhold, en slags kanariefugl i kulminen. 

Det er ønsket om at fremme dette narrativ, der fører til, at så mange ureflekteret søger at fremstille en adfærd, der er universelt fordømt af alle uanset køn som repræsentativ for mænd som helhed. Fordi, lyder den sjældent ekspliciterede bagvedliggende logik, selvom alle mænd ikke dræber kvinder, så er de alligevel på en subtil måde alligevel bærere af en mildere og mere udvandet sexistisk mentalitet, der legitimerer eller sågar accepterer drab på kvinder, udelukkende fordi de er kvinder. 

Det er ikke alene skørt, det er også perverst. But here we are.

null

Nyhedsbrev

Bliv opdateret, når der er nyt fra
Kontrast

Indtast din e-mail-adresse, og få nyt fra det borgerlige Danmark, artikler, analyser, debatter, anmeldelser og information om fordele og tilbud fra Kontrast. 


Newsletter