For tiden kører Enhedslisten en kampagne for at Danmark langt mere generøst skal uddele statsborgerskaber, og derfor kan man se Enhedslisten dele videoer, hvor personer, med Christiansborg som højtidelig baggrund, fortæller, at de desværre ikke er danske statsborgere, selvom de enten er født eller har været i landet nogen tid. En af dem har eksempelvis været i landet hele syv år, men kan endnu ikke stemme til folketingsvalget. Antageligvis en blodig uretfærdighed.
Her er altså tale om dygtige, lovlydige personer, som gerne vil Danmark, men hvor det omvendte ikke gør sig gældende, må man forstå.
Men det passer bare ikke. For en stor dels vedkommende ville de personer, man ser i kampagnen, kunne have opnået dansk statsborgerskab, hvis deres forældre havde tilvalgt det. Det har forældrene ikke gjort, og det er deres valg eller fravalg.
De fleste af de interviewede vil derudover også – hvis de brænder for Danmark – også uden problemer kunne få statsborgerskab, der stadig uddeles med særdeles løs hånd af folketingsflertallet, hvis de blot har overholdt landets love og består en nem prøve, som man på forhånd får leveret svarene til.
Hvad Enhedslisten heller ikke siger, er, at forslaget naturligvis også vil føre til statsborgerskaber til folk, som ikke taler sproget, senere bliver kriminelle og i øvrigt ikke udviser den fjerneste interesse for at gøre en indsats for at blive en del af Danmark. Dem er der, desværre, også en del af i Danmark.
For Enhedslisten er det imidlertid grundlæggende underordnet, for Enhedslisten ser grundlæggende ikke Danmark som et kulturelt og nationalt fællesskab, det er rimeligt at stille krav for at blive en del af. Det er i stedet en administrativ enhed, hvor folk optjener rettigheder ved deres blotte tilstedeværelse, og hvor indfødsret følgelig bør kunne trækkes i en automat af hvem som helst, der enten er født her eller har boet her.
Men dansk statsborgerskab til udlændinge er ikke nogen rettighed, og det er vigtigt at lade den erkendelse synke ind. Udlændinge får ikke ret til dansk statsborgerskab, hvis de er født på dansk jord. Man modtager kun dansk statsborgerskab, hvis et flertal af den danske befolknings parlamentariske repræsentanter, altså Folketinget, finder den enkelte ansøger værdig til det, og man lever op til de krav, som disse i fællesskab opstiller. Indfødsret tildeles med andre ord politisk, ikke administrativt.
Sådan er den danske grundlov skruet sammen og har i øvrigt været det i 183 år. Og det er ikke alene en gammel, men også en glimrende ordning, der sikrer, at folk, som ønsker at blive en del af det nationale skæbnefællesskab, skal stille sig på tæerne for at opnå dette.
