“Transkvinder er kvinder” (eller “transmænd er mænd”), lyder et hyppigt gentaget mantra i debatten om transkønnede, der har fået en central rolle i de evige identitetspolitiske debatter. Et særligt insisterende forsøg på at fremføre dette synspunkt kan man høre i denne debat med Joachim B. Olsen og transaktivister.

Umiddelbart lyder det som et beskrivende, deskriptivt udsagn, der siger noget om, hvordan ting forholder sig: Vand er vådt, himlen er blå, 2+2 er 4 osv. Men det er det ikke. Påstanden om, at transkvinder er kvinder, er en dybt ideologisk og normativ påstand, der har til formål at omdefinere sprog og kønsopfattelser. 

Udsagnet siger nemlig ikke noget om, hvad kvinder er, men derimod hvordan afsenderen mener, at man bør tænke og tale om køn.

For i den identitetspolitiske optik har køn nemlig nærmest intet eller meget lidt med biologi at gøre. Køn er derimod “en social konstruktion” eller noget, som man performer, og da man kan gøre det på uendeligt mange måder, ender bundlinjen med at være, at køn i praksis udelukkende defineres af, hvad den enkelte siger, at vedkommende opfatter sig som. Hvis man siger, man er kvinde, så er man det. Punktum.

Og her kan man så spørge, hvorfor det er et problem – det er et frit land, og folk kan vel identificere sig som hvad som helst? Og det er rigtigt. Transkønnede kan identificere sig, som de vil, og langt de fleste vil formentlig respektere dette, sige hun i stedet for han eller omvendt osv. Så langt, så godt.

Problemet opstår, når den identitetspolitiske kønsopfattelse søges gjort universel og institutionel. For den ligger meget langt fra den både gængse og historiske definition af kønsbegrebet, der er intimt og uadskilligt knyttet til biologien. For temmelig mange kvinder – jeg vil vove at hævde det altovervejende flertal –  er oplevelsen af at være kvinde uadskillelig fra at kunne føde børn og menstruere i en periode på 30-35 år, selvom det naturligvis ikke kan reduceres hertil.

Men hvis man accepterer, at transkvinder også er kvinder, og ikke blot, at det er rimeligt og ønskværdigt at respektere deres ønske om at blive behandlet og omtalt som sådan, så giver det naturligvis ikke mening at sige, at kvinder føder børn og menstruerer. For det gør (trans)mænd selvsagt også, mens transkvinder af oplagte grunde ikke kan hverken føde eller menstruere. 

Konsekvensen af det bliver i praksis, at man i en lang række sammenhænge ganske enkelt udelader ordet kvinder til fordel for mere eller mindre absurde betegnelser, som eksempelvis livmoderbærere, der for nyligt poppede op i en artikel på DR, hvor det blev forklaret, at en gruppe aborttilhængere demonstrerede “imod udsigten til at miste en ret, som landets kvinder og livmoder-bærere har haft siden 1973”. 

Det er også derfor, at stadig flere – også myndigheder – taler om, at man ikke er født med et køn, men at dette bliver “tildelt”. Fordi, må man forstå, man ikke kan se på et barns kønsorganer og derfra slutte til dets køn. Det er naturligvis noget sludder, da køn ikke bliver tildelt, men helt banalt observeret. Og jo, der findes undtagelser, som før eller senere i livet identificerer sig som et andet køn, men det er efter alt at dømme forsvindende få og netop undtagelser fra et generelt mønster.

I den største undersøgelse af blandt andet kønsopfattelse i Danmark nogensinde fra 2019 fandt man, at andelen med ”en ikke-ciskønnet kønsidentitet” udgjorde 0,54%, heraf 0,05% transmænd og 0,05 transkvinder. At kræve, man skal undlade at sige, at kvinder menstruerer og føder børn, eller mænd har en penis, svarer til at kræve, man ikke skal sige, at folk kan høre eller se noget, da der jo findes en – meget lille – gruppe, som er døve eller blinde og dermed ikke lever op til den altovervejende norm.

I Danmark er man indtil videre ikke særlig langt fremme med denne sproglige omdefinering af køn. Men det er man i USA og Storbritannien, hvor en række myndigheder i officiel kommunikation ikke længere taler om gravide kvinder eller mødre, men derimod eksempelvis “pregnant people” eller andre kønsneutrale omskrivninger. 

Defor ser man også eksempler på venstreorientede dommere og politikere i både USA og Storbritannien, som faktisk ikke kan eller vil svare på, hvad en kvinde er (eller i bedste fald forsøger sig med intetsigende tautologier som “en kvinde er en kvinde”), fordi de simpelthen ikke kan få sig selv til bruge den definition, der ellers uden antydningen af kontrovers anvendes for kønsbestemmelse af alle andre pattedyr og i øvrigt historisk og aktuelt anvendes af langt hovedparten af verdens befolkning. 

Det vil vi formodentlig også se i Danmark fremover, ganske som den konsekvente insisteren på, at transkvinder er kvinder, også vil føre til dilemmaer, når det kommer til kvindefængsler, krisecentre og andre steder, der historisk set har været forbeholdt biologiske kvinder. Hvis man også har accepteret, at transkvinder er kvinder, punktum, er det naturligvis også temmelig svært at argumentere for, at der skulle være antydningen af problemer forbundet med det. Det har der imidlertid i en lang række tilfælde vist sig at være i praksis, uanset hvor nødigt de identitetspolitiske vil anerkende dette.

Ganske mange, ikke mindst borgerlige, ser udelukkende spørgsmålet om transkønnethed og kønsdysfori som udtryk for identitetspolitisk kultur og -værdikamp. Det er på mange måder forståeligt, for det spørgsmål er i allerhøjeste grad blevet placeret i den debat af temmelig mange venstreorienterede aktivister og bevægelser.

Det er imidlertid en fejl; kønsdysfori, forstået som opfattelsen af at ens biologiske køn ikke matcher ens selvforståelse, har formodentlig eksisteret nogenlunde så længe som menneskeheden. Det er en dybt problematisk tilstand for den ramte, der typisk indebærer svære psykologiske lidelser kombineret med foragt og latterliggørelse fra dele af omverdenen.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at transkvinder er transkvinder, og kvinder er kvinder. To forskellige kategorier, hvor fællesnævneren er, at langt de fleste i begge gerne vil omtales og opfattes som kvinder. Men som ikke har biologi til fælles og i øvrigt også typisk, af oplagte grunde, radikalt forskellige erfaringsverdener i en væsentlig del af deres liv.