Vil du forlænge din levetid? Så findes der heldigvis råd: Du skal blot faste 18 timer om dagen, gå i seng klokken 22, styrketræne og meditere hver dag, leve af en kost bestående af kun fisk, skaldyr, grøntsager og nødder (for guds skyld ingen sukker eller kulhydrater), spise 50 forskellige vitaminpiller, tage kolde bade, og dertil naturligvis droppe cigaretterne og alkoholen.
Til gengæld får du flere år på kloden, en yngre biologisk alder og formentlig en ringere livsglæde. Sidstnævnte er blot et gæt fra én, der godt kan lide et glas Sancerre i sommervarmen.
Det lyder måske ekstremt (og ja, det er det også), men alligevel er der for tiden påfaldende mange, der gladeligt omlægger deres livsstil som led i forskellige såkaldte longevity eller biohacking projekter. For eksempel kunne man i søndagens Berlingske læse om tv-personligheden Emil Thorup og dennes gennemgribende longevity projekt, som over fire måneder har gjort ham 1,6 år yngre, rent biologisk set.
Formålet? Et langt og evigt ungdommeligt liv, naturligvis.
Problemet? At vi i forvejen har en generation af barnevoksne, som lever en normløs og udsvævende tilværelse, hvor alderdom og voksenlivet er noget, man for alt i verden skal udskyde længst muligt. Man iklæder sig således gladelig shorts og bøllehat, selvom man er en mand i 30’erne og fordømmer i stilhed dem, der køber hus og får børn i begyndelsen af 20’erne, fordi man synes, at det er lidt proletarisk og småborgerligt at gøre. Næh, så er det bedre at bo i byen og realisere sig selv, til man fylder 35.
Tidens stræben efter ungdommelighed har altså to dimensioner. Ét er den fysiske kamp – omlægningen af livsstil, kosttilskud i sygelige mængder, plastikoperationer, påklædning; noget andet er den mentale – inddragelsen af 30’erne som de nye 20’ere, det venstreliberale normopgør, (by)livet som evighedsstuderende, selvrealiseringen.
Det at ville leve evigt, eller være evigt ung, skriger i mine ører langt væk af noget, Goethe kunne have skrevet om. En sjælløs og selvdyrkende dødseskapisme, som kræver en pagt med djævlen. Det er også enormt moderne og ganske sigende for vores tid. Man tænker altid først på sig selv og på sit eget potentiale frem for at tænke på, hvad man kan være for andre. Problemet er derfor naturligvis ikke at ville være ’sund’ eller at have lyst til at leve et godt liv længst muligt, men snarere hvor indadskuende en kamp det er.
Jeg er selv skyldig i flere af mine klagepunkter. I en alder af 26 er jeg netop begyndt på kandidaten af min uddannelse i geografi, fordi jeg naturligvis skulle holde fire sabbatår forinden, og undervejs har jeg flere gange overvejet at skifte til teologi eller journalistik. Det er som om jeg ikke helt kan finde mig til rette i det. Midt i en frustreret samtale om emnet gav Kontrasts Rasmus Ulstrup mig en simpel og ret overbevisende forklaring på problemet: Jeg er for gammel, i forhold til hvor jeg er i livet.
Det er ikke meningen, at ens selvrefleksion skal træde til, mens man læser – man skal læse af pligt, og forhåbentlig også af interesse, men det går ikke, at man er blevet alt for selvransagende, inden man når i mål.
Det bidrager kun til problematikken at bo i byen. Her er det bedst at være fleksibel, så man altid er klar til at betræde et grønnere græs. Og det gælder i alle henseender: Hvorfor forpligte sig til en uddannelse, et job, en kæreste eller en kalenderaftale flere uger ude i fremtiden, når en bedre mulighed potentielt kunne byde sig? Byen er mulighedernes sted, og dermed moralsk set et fordærvet hul, hvor svage sjæle dømmes til evige jagtmarker i ikke-overført betydning. Vi vil ikke være voksne og fastlåste, for så tror vi, at livet slutter.
Det er svært ikke at se det som et symptom på samme tendens, når man dyrker sin fysiske ungdom på en så gennemgribende måde, som Emil Thorup præsenterer. Læg dertil, at normerne er i opbrud, og så er det måske slet ikke så mærkeligt, at mange mistrives. Intet er givet. Hverken dit køn, din vej i livet, eller dine alderssvarende forpligtelser. I en sådan udflydende verden er det kun de stærkeste individer, der trives, og for langt de fleste ender det som en tabersag (med bøllehat på).
Ak ja. Salig er den, der ikke skyr sin egen alderdom og evner at forpligte sig i det senmoderne og individualiserede samfund. Det er ikke nemt, men jeg tror godt, at det kan lade sig gøre. Man kan begynde med at se lidt mindre indad og i stedet kaste et blik på sine omgivelser. Det er ædelt og meningsfuldt at være noget for nogen, og er man heldig, kan man give ud af sig selv på en måde, som lever videre, efter man er borte. Dét er måske den sande vej til det evige liv.
